Det klistrer, det klistrer! – Eske K. Mathiesen SYLTETØJ
Hør barnet fortælle tidsløst naivt om syltetøj og vers og andre klistrede erindringer.
Citat
Vi spiser. Samtalen omkring bordet foregår mest som en stædig snak om, hvem der er gift med den, hvem hun dog er i familie med, og nej, det kan ikke passe, for hun er datter til, sludder og vrøvl, han er jo meget ældre, nej, hør nu her. Mens de snakker og gaflerne klirrer mod tallerknerne, leger jeg med Hjortejægeren.
SYLTETØJ udkom første gang i 1979 og genudgives nu i anden udgave. Det er omsonst at spekulere på de små historiers aktualitet, for når Mathiesen er bedst, er han tidsløst naiv og i børnehøjde. På trods af, at det tilsyneladende er Mathiesens egne erindringer, fortælles der gennem et barns øjne, og det bliver aldrig uaktuelt. Når Mathiesen er værst, er han sprogligt klistret på grænsen af det tuttenuttede og barnligt sentimentale.
Et centralt kritikpunkt for så nært fortalte og (umiddelbart) personligt erindrede historier er, om det reelt set er vedkommende for andre end forfatteren selv. Mathiesens historiefortælling er fantasifuld, charmerende og jævnt stillestående, og til tider synes det, at der ikke er andet formål med fortællingen selv end blot det at fortælle. Dette eksempelvis i eventyret (!) om ’Tidselgrevinden’, hvor jeget samler sagn og genfortæller historien om Tidselgrevinden:
– Hvor hun sætter sin fod vokser tidsler frem. Gir du hende en buket anemoner i hånden, forvandles de på stedet til tidsler. Fremmede botanikere kommer rejsende i karet til hendes have for at studere de mange forskellige arter af tidsler, hun har. Nogle er røde, som det blod fogedpisken lokker frem af drengens ryg, andre er sorte som hadet i drengens øjne.
Det er jo fint fortalt og en udmærket eksekveret stiløvelse i eventyrfortælling, men man kan spørge sig selv, hvad man skal gøre ved det. Skal det bare nydes og glemmes? Skal det underholde? Tjene som godnathistorie? Er det i virkeligheden en historie skrevet til børn?
I sidste ende handler det jo nok mest om fortælleren selv. Det er der som sådan intet i vejen med, så længe dette fortællerjeg har noget på hjerte, men det er ikke altid det, der er tilfældet i SYLTETØJ. Ofte lykkes det imidlertid både at underholde og charmere den læser, der har hang til det naivistiske. Her i åbningshistorien, ’Jægeren i dugen’:
– De voksne har ikke set, han er kravlet op på kanten af min tallerken. Han kigger sig nysgerrigt omkring. Med en blank støvlesnude mærker han forsigtigt i en klat sovs, tror det er pløre, er bange for at synke i og viger udenom, hen til en kartoffel, som han forveksler med en sten. Den er så melet, at den smuldrer, da han sætter sig på den.
Mathiesen gengiver barnets fantasifulde forestillingsevne ved middagsbordets broderede dug ærligt og ligetil. Og det i en elegant komposition, der veksler mellem det superrealistiske talesprog, som de øvrige middagsgæster taler, og så jegets eventyrlige og overdrevne digtning om broderiers spankuleren rundtomkring.
Barnefortælleren kammer imidlertid også over enkelte steder, hvor man nok skulle have holdt lidt igen for ikke at ende i et sødtklistret sprog. Samlingens titelfortælling starter således:
– Sylt mig, hvisker pæren fra sin bøjede kvist. Pres mig, hviner ribsen fra sin glimtende klase. Jeg vil svede sorte, søde dråber, stønner solbærret.
De seksuelle overtoner er til at tage at føle på, men følelsen af de søde ord er mest af alt en ret klistret fornemmelse. På trods af, at Mathiesens barneøjne er sprogligt set glubske og kammer over visse steder – både narrativt som i eventyrsfortællingen og sprogligt som i ovenstående – ændrer det ikke ved, at Mathiesens historier er både charmerende naivistiske og umiddelbart læsværdige.
Jeg tror, at SYLTETØJ nok mest er for børn.
