Det kultiverede Europas sidste time – Lars Norén HÆVNARIE, TRIO TIL TIDENS OPHØR og FJERNE RYSTELSER
Ingen kan som Norén skildre opløsning og død i den ormstukne europæiske borgerlighed. Det beviser tre højspændte dramaer fra før årtusindeskiftet, oprindeligt udgivet på svensk i tre separate volumer, men nu samlet i en – ulykkeligvis ujævn – dansk oversættelse ved Mikkel Thykier.
Citat
KER Tager jakken af, går hen til skabet, står og kigger på tøjet, stopper sin ene hånds knoer i munden og suger og bider i dem – tager så en hørjakke fra Boss frem. Måske den her … måske er den pænere, mere afslappet, mere passende, hvis det sker om dagen. Jeg vil se lidt lys ud, let, afslappet, uden bagage, som om jeg bare skulle gøre et kort ophold et eller andet sted … Selv om, hvis det sker om vinteren … så kan jeg sikkert godt have mit mørke Armani-jakkesæt på … Måske klarer jeg det indtil vinter. Det I synes er vinter. Pause. Hvad skal man have på, når man bliver kremeret? Jeg er jo stadig jøde. Jeg skal hurtigt i jorden. Slips? Vil det ikke være pænt? Vil det ikke være pænt med slips i skærsilden? Det vil nok se godt ud … Eller skal jeg se ud som en dreng, seksten år igen, og have skjortekraven knappet op … Boss’ nye skjorter ser jo ud som om de er fra middelalderen, ulideligt sakrale, fattige … Stille.
fra Trio til tidens ophør
Selvom svenske Lars Norén har en stærk tilstedeværelse her i landet, hvor hans stykker jævnligt sættes op, er der – bortset fra teaterprogrammer og rollehæfter – gået små 30 år siden et nyt værk sidst udkom på dansk i bogform. Det er vi rigtig dårligt tjent med, for Norén er skandinavisk litteraturs mørkemester. Derfor er det prisværdigt at forlaget After Hand binder an med denne udgivelse.
I alle stykkerne sønderbombes familien og/eller parforholdet, som de tager sig ud i den kulturelle, borgerlige overklasses aftapning. Alle udspiller sig i et Europa i opløsning og domineres af kontrasten mellem det materielt velbjærgede og klassisk kultiverede liv og de følelsesmæssigt afstumpede individer, som indgår i desperate relationer, tømt for indhold og nærvær, stivnede i neurotiske manerer. Alle tre egner sig i høj grad som læsedramaer. Ikke mindst takket være fyldige, romanagtige monologer, hvis finesser værdsættes bedst ved stillelæsning.
Omvendt kræver det større koncentration fra en læser end fra en teatergænger at værdsætte et andet af Noréns karakteristiske greb: de opbrudte monologer. Karaktererne fører lange, parallelle samtaler, der pludselig kan krydses. På hinanden følgende replikker ’taler’ ikke nødvendigvis sammen. Et tilsyneladende umotiveret udbrud kan følge op på en replik, der ligger flere sider tilbage, og således faktisk være motiveret. Den slags fastholdes på scenen ved hjælp af enkle, fysiske greb, rekvisitter f.eks., og skuespillernes positioner, bevægelser, tonefald og blikke.
På bogsiden risikerer den uopmærksomme læser at tabe tråden, og det ærgerlige er, at dette er sket for den danske oversætter fra tid til anden. Faktisk skæmmer unøjagtigheder og småfejl en ellers sprogligt smuk og flydende oversættelse i en grad, så jeg får mistanke om, at der ikke er læst kritisk korrektur af en tilstrækkeligt svenskkyndig person. Man burde kunne forvente større omhu i omgangen med verdenslitteratur, for nu at sige det uden omsvøb.
Et eksempel fra TRIO TIL TIDENS OPHØR: Søsteren, Rosa, udbryder ’Der ligger tre sorte oliven i asken’, skønt hverken oliven, aske eller ild har optrådt inden. Husker man imidlertid, at Rosa et par replikker tidligere læste telefonnummeret til en restaurant op fra en tændstikæske, er det naturligt, at hun nu åbner æsken, som hun stadig har i hånden, og ser, at der er glemt et par oliven i den, måske fra deres forrige besøg på restauranten. Det svenske ord ’askan’ betyder her altså ikke ’asken’, men ’æsken’. I sig selv er det en lille fejl, men den er langt fra enestående. Og sammen forvansker de indtrykket af Noréns teknik, hvor sammenhængen netop bevares i detaljerne, hvilket får den eksistentielle absurditet til at stå så meget desto stærkere.
Thykier føler åbenlyst tilknytning til Noréns værk og har klart fornemmelse for hans sprog. Dette kommer ikke mindst til udtryk i hans efterskrift: Et interessant essay om Noréns rejse fra poesien mod dramatikken. Noréns genrevalg bliver i Thykiers læsning en konsekvens af den europæiske histories opløsning såvel som hans skizofrene jeg-opløsning. Forhold, der ikke kan rummes i poesiens monologiske væsen.
At efterskriftet ender med at handle mere om poesi end om dramatik, er ikke i sig selv problematisk, men kombineret med sjuskefejlene og det fyldige, men lidet oplysende forord, der udelader såvel de svenske originaltitler som den tidligere danske oversættelse af HÆVNARIE (ved Vibeke Bjelke), tegner det en manglende interesse for det, der burde være udgivelsens vigtigste bestanddel. Jeg står tilbage med en irriterende følelse af, at de tre stykker er tilfældige gidsler i et udgivelsesprojekt, som er mere optaget af Thykiers valgslægtskab med Norén end af de konkrete tekster.
