Det lille grå menneskedyr – Gabriella Håkansson SAGEN SANDEMANN
Svenske Gabriella Håkanssons gotisk-filosofiske anti-krimi er en ambitiøs roman, der holder, hvad den lover.
Med bedstsælgende forfattere som Henning Mankell og Liza Marklund i front synes Sverige i disse år at være scene for en hel bølge af krimier, der serverer samtidsrealisme og samfundskritik i et nøgternt sprog (med arven fra Sjöwall-Wahlöö in mente). Men bedst som man troede, at svenske krimier pænt kunne pakkes i en kategorisk kasse, kommer geniale Gabriella Håkansson og bryder ordenen med sin verdensfjerne, gotisk-filosofiske anti-krimi.
Det labyrintiske forløb i SAGEN SANDEMANN, der er Håkanssons anden roman, spindes omkring den unge, kvindelige agent Anabel Shank, hvis jagt på den mystiske Sandemann fører hende gennem hele Europa og Nordafrika og helt ud til ‘Det Tomme Hjørne’ i en saudiarabisk ørken. Umiddelbart traditionelle ingredienser til en gedigen thriller. Alligevel er bogen mest af alt en anti-krimi, idet dens fornemme fremdrift og undertegnedes søvnløse nætter langtfra skyldes dette ‘plot’. Anabels mission bliver en endeløs og derfor stillestående jagt, hvis motiver efterhånden fordufter.
Energien ligger for det første i romanens spændingsforhold mellem det realistiske og det magiske. Håkansson udøver en beundringsværdig balancegang, der hele tiden truer med at tippe, men som aldrig gør det. I en sand rejse til nattens ende møder vi ækle vanskabninger, neurotiske dobbeltgængere, endeløse, gotiske korridorer og uhyrlige konspirationsteorier. Uden at virkelighedsillusionen på noget tidspunkt brydes.
Hvis Håkansson således ikke har meget til fælles med sine svenske kolleger, griber hun snarere tilbage til krimiens oprindelige fundament: De gotisk-fantastiske elementer var en fast bestanddel hos genrens pionerer fra 1800-tallet som f.eks. Edgar Allan Poe.
For det andet henter romanen sin styrke i forfatterens høje ambitionsniveau. En krimi blandet med intertekstuelle referencer og filosofiske refleksioner burde ende i et prætentiøst miskmask, men ikke hos Håkansson. Hendes kloge digressioner udmønter i slående sandheder om det moderne menneske, som f.eks. denne erkendelse af, at vi alle er tyngede af skammen over vores irrationelle, dyriske side:
– I dag skjuler vi os omhyggeligt bag civilisationens forskønnende slør, men i bund og grund ved vi kun alt for godt, at det lille grå dyr inde i os ikke lader sig tæmme så let. Og dette skammer vi os over. Skammen er menneskets fornemste og eneste sande kendetegn.
For det tredje er sproget i sig selv så stor en nydelse, at bogen alene af den grund bliver en pageturner. Og der har det nok ikke skadet, at forlaget har sat vores dejlige digterinde Pia Juul til jonglere med de svenske metaforer.
Alt i alt en ambitiøs roman, der holder, hvad den lover. Respekt!
