Det nærsynede øje, det sorte hul – Søren R. Fauth UNIVERSET ER SLIDT
Sanserne er forslugne i Søren R. Fauths nye lyriske bogobjekt. Men langt fra at sprænge de store rammer røber hans poesi en beskeden frygt for tiden, der går.
Digt
som om tingene var
blevet påset så længe
at deres overflades stof var
opbrugt af øjets absorbering
og gradvise
forarbejdning
af alting til ingenting,
se og se
har du mon tænkt
på universets vandringer
der ender i alt
har du mon påset
tingene så længe
at de slukkede dig
UNIVERSET ER SLIDT er et bogobjekt, skrevet af professor og oversætter Søren Fauth. Værket emmer af en trang til at tale om tid, materialitet og intethed. Samtidig har det også en jordnær side, og er sårbart bekymret over følelsernes spil med erindringen. Citatets linjer er genkommende og har en helt central rolle i bogen. Det lyriske ‘jeg’ er fascineret af synet – de billeder, der sætter sig i hukommelsen, og ikke mindst dem, der smuldrer, som tiden går. Tankegangen er, at vi forbruger verden, nedbryder den langsomt ved at indoptage den. Og Fauth tager læseren med ind og ud af tankerækker, gennem billeder, der opstår og falder fra hinanden igen.
Fra forlaget er der lagt et massivt stykke arbejde i det formelle. Bogen er udfærdiget i leporello-format, det vil sige ét langt horisontalt foldet ark papir. Teksten kan foldes ud, og måler 13,5 meter i fuld længde. Teksten er opsat i spalter, tre eller fire på en side. Sjovt nok har enkelte ‘første’-spalter en form, der ligner aftagende måner eller start-parenteser; formen flyder ud og flyder sammen som de billeder, der digtes om.
Jeg kan godt se det poetiske projekt for mig, men jeg synes ikke rigtig, Fauth når frem til en forløsning af det. Den lyriske filosoferen fremstår lige luftig nok, Fauths faglige udmærkelser til trods. Som udsagn er titlen ubehjælpsomt prætentiøs, med de sammenblandede registre – et gjaldende ontologisk ‘Universet er’ og et profant og mundret ‘slidt’. Samtidig er det netop et generelt træk ved bogen, at den er lidt uafstemt. Som når et lille rim eller en veloplagt rytme kommer i karambolage med et billede, der gerne vil være voldsomt. Eller der påkaldes begreber, som er lidt for tunge at danse med. Jeg ærgrer mig for eksempel over måden, hvorpå viljen til det sirlige slås med viljen til det storladne:
‘den tykkeste honning/ flyder/ fra/ sprogets turbiner / scener med ryler der renses / i løgnens laviner’
Det register, der til gengæld fungerer, kunne man kalde det nærsynede. Når noget der ligner et minde alligevel får kæmpet sig frem, og et lille konkret billede materialiserer sig ud af de vage refleksioner:
‘som nu den anden dag/ da jeg malede carporten sort/ i middagssolen // mens bølger slog deres slag/ mod havnemolen// penslen foretog/ udgravninger af træets tid’
Fin, enkel materialitet, der flyder sammen, bølgeskvulp i det varme vejr, en scene med hverdagssysler. Her er Fauth på sporet af den opløsning, som det lyriske jeg både frygter og jagter: at man må og skal tage fotografiet frem igen, vel vidende, at det falmer lidt hver gang.
Dette alenlange ark er dels en stort opslået affære, hvor alt for mange linjer føles overlæssede, og den skødesløse omgang med begreber ender med at virke postulerende. Men samtidig er bogens sarte, almenmenneskelige erindringsspor også beskedent og sympatisk. Og det er det forsonende; når det lyriske jeg ikke taler som en brusende og beruset poet med en rødglødende forbindelse til et metafysisk register, men som en almindeligt menneske, et mandshjerte og et sæt minder.
Tadzio meets Prometheus
Om “Digtets” form: Der er gået inflation i Bogstaverimet og rimene virker direkte infantile. Bogens fjollede format gør det ikke bedre. Kort sagt, formen er yderst forstyrrende.
Om indholdet: Wunderbuch er blevet til ”Wundertüte” og som barn elsker man dem. Som voksen kan man dog også huske, at det klæbrige indhold af posen efterlod en klam eftersmag i munden. Man puttede indholdet i munden, man fik en slags sukkerchok, men så opdagede man hurtigt, at der manglede smag og eftersmagen var direkte ulækker.
Sådan forholder det sig med Fauths ”digt”, som jeg vil beskrive som en klam blanding af ”Lebensschmerz” og pubertær storhedsvanvid a la Prometheus. Forfatteren vil gerne få Tadzio, det kan han ikke, det tør han ikke og han vil gerne være Prometheus, men det har han ikke format til. Læseprocessen for mig var smertefuld. Professoren burde holde sig til at oversætte flere tyske nihilister. Det er præcist det, hvad det litterære Danmark har brug for.