Det skal mærkes, at vi dør – Kjersti Annesdatter Skomsvold JO HURTIGERE JEG GÅR, JO MINDRE ER JEG
Sørgmunter norsk debutroman handler mest om døden og ensomheden. Sådan er det bare.
Citat
”Jeg synes ikke det her liv er særlig godt,” siger jeg, og så begynder jeg at gå.
Men så siger Åge B.: ”Det skal ikke være godt.”
”Hvad?” siger jeg og standser.
”Hvem har sagt at livet skal være godt.” Han siger det ikke som et spørgsmål, og han ser ikke på mig.
”Skal det ikke være godt?” spørger jeg, stadig fortumlet over at han taler til mig.
”Nej,” siger Åge B. ”Det skal være svært.”
”Men hvorfor det?” spørger jeg.
”Sådan er det bare,” siger Åge B.
Døden er allestedsnærværende i gamle Mathea Martinsens tilværelse. Ikke fordi hun er kræftsyg eller netop har mistet sin mand. Nej, hun lider simpelthen af memento mori:
– I avisen læser jeg en artikel hvor en læge snakker op ad stolper og ned ad vægge, og i en bisætning nævner han ”memento mori” som betyder ”husk at du skal dø”, og det er altså det jeg har fået. Jeg spekulerer på om det kan kureres.
Mathea er en atypisk og tyst fortællerstemme. Hendes krumbøjede liv står i (hjerte)skærende kontrast til omgivelserne – ikke mindst de skingre udråbstegn på andelsboligforeningens opslag i entréen: ’FÆLLESARBEJDE!!!!!!’, der ikke så underligt fremprovokerer hendes omfattende sociale angst. Læseren er blevet lukket ind i Matheas lilleverden, et kredsløb, hvor de samme ting og tanker vedvarende dukker op. Samtidig besidder den gamle dame dog en særlig sproglig opmærksomhed og evnen til at undre sig; hun forsøger at tænke med Platon, og hun elsker når sætninger pludselig rimer.
Matheas hverdag består af små begivenheder, minder og eftertænksomhed: et besøg i supermarkedet, dødsannoncerne i avisen, som hun trofast læser, en mand, der spørger hende om klokken, studieværten Einar Lunde i tv, forbløffelsen over andre menneskers adfærd, og så en stor tristhed over, at hun altid er blevet overset og glemt. Desuden er der de brogede erindringer om hendes afdøde statistikermand, med det mærkværdige navn Epsilon, der også var lidt af en særling.
Inden for matematikken, nærmere bestemt infinitesimalregningen, er det almindeligt at bruge det græske bogstav epsilon til at betegne en vilkårligt lille kvantitet. Og netop som en vilkårligt lille størrelse kan man også opleve sin egen, ydmyge eksistens, når tankerne falder på døden, og man overvældes af angst for at forsvinde i de enorme verdensprocesser, man ikke forstår. Tør man da håbe, tænker Mathea, på at opnå mere end at viderebringe sit livsmotto: ’Husk altid at gøre læberne større ved at blæse lidt luft op under dem når du bliver fotograferet’?
Citatet med livsmottoet viser, hvordan romanens tragikomik (for det meste) fungerer fint: Det hverdagslige og pinagtigt banale støder sammen med de vanskeligt håndterbare, men påtrængende metafysiske størrelser – frem for alt døden. Mathea har et ønske om at blive husket af andre mennesker, at sætte blot de mest ydmyge spor i tid og rum, og fra denne trang udgår en række små og skæve eksistentielle projekter, som udgør den diminutive nutidshandling i denne lille og stramt komponerede bog.
JO HURTIGERE JEG GÅR, JO MINDRE ER JEG er en dygtigt udført debutroman. Måske endda lidt for dygtigt, da den enkelte steder bliver så insisterende trist, at sentimentaliteten når at stikke sin våde snude frem. I det store og hele lykkes det imidlertid Skomsvold at gøre netop dét, som litteraturen ofte gør, når den er bedst: at undersøge et alment og fundamentalt eksistensvilkår gennem det særlige (og ofte sære) individ.
