Det skizofrene Tyrkiet – Orhan Pamuk SNE


Sneen flyver om ørene på læseren, mens politik, religion og kærlighed river et Tyrkisk minisamfund fra hinanden. Pamuks seneste, som udløste årets nobelpris i litteratur, er bestemt værd at begive sig ud i kulden for.

Citat

Der opstod en anspændt tavshed, under hvilken Necip hævede sine smukke øjne (hvoraf det ene to timer og tre minutter senere skulle blive smadret af et projektil). Han så ud på den mørke gade for at se sneen falde lydløst, lag på lag, som stroferne i et digt.

Da tyrkeren Orhan Pamuk for nogle uger siden løb med årets nobelpris, fik boghandlerne pludselig meget travlt med at få hans seneste roman SNE – som oprindeligt udkom i marts – frem i vinduerne igen. I den anledning har LitteraturNu tilladt sig at gå boghandlerne i bedene og fremhæve denne anmeldelse, som var det af en helt ny udgivelse. Det er selvfølgeligt lidt snyd, men anyway…

Efter tolv år i tysk eksil vender den tyrkiske poet og journalist Ka tilbage til Tyrkiet. Han tager til grænsebyen Kars for at dække en bølge af selvmord blandt byens ”tørklædepiger” samt et forestående lokalvalg, som islamisterne med al sandsynlighed vil vinde. Den følsomme Ka har samtidig den hemmelige intention at fri til sin ungdoms store kærlighed, Ipek, der bor i Kars, og som netop er blevet skilt. En voldsom snestorm isolerer byen, netop som Ka ankommer, og både han og byen efterlades derved i egen dramatiske skæbnes vold.

Man præsenteres, igennem Kas interviews med byens indbyggere, for et væld af farverige personligheder, der alle har deres egne agendaer, og alle elsker og hader hinanden på kryds og tværs. Pamuk mestrer eminent at levendegøre persongalleriet og formulere deres synspunkter intenst overbevisende, uanset om det er en moderne byboer eller en religiøs fanatiker, som taler. Kars interne stridigheder afspejler selvfølgelig Tyrkiets, hvor religion, etnicitet og politik ligeledes støder sammen. Der er altså også, for dem der interesserer sig for den slags, lidt grundlæggende kendskab til Tyrkiet at hente oven i den gode historie.

Det tager sin tid at få etableret det store persongalleri, men ikke længere end at man stadig tålmodigt læser med, da der lyder tre pistolskud bag Ka, og direktøren for Uddannelsescenteret falder livløst om i sin egen blodpøl. På dette tidspunkt er der lagt så mange tråde ud, at et sandt melodrama kan udspille sig.

Hvis det ikke allerede har slået den litterært velbevandrede læser, så minder SNE på mange punkter om Dostojevskijs altfavnende romankunst. Kvalitetsmæssigt holder den faktisk også til sammenligningen, hvilket betyder, at det er lidt af en litterær bedrift, vi her har med at gøre.

Helt gammel russer er det dog ikke alt sammen. Fortællerstemmen springer kraftigt i kronologien samtidig med, at læseren holdes grebet med perfekt timede antydninger om senere hændelser. Det er her, Pamuk viser, at han ikke blot er en forfatter af den klassiske 1800-tals skole, men at han også mestrer de moderne fortællegreb.

Det er kort sagt ikke så underligt, at nobelkomiteen valgte Pamuk. Han viser med SNE et humanistisk overskud og en sans for politiske, religiøse og kulturelle brydningspunkter, som han tilmed formår at proppe ind i en spændende, rørende og velskrevet historie. At tyrkiske fundamentalister har taget anstød af romanen viser blot, endnu en gang, at religiøse fanatikere er dårlige læsere af god litteratur. SNE er et godt gammeldags mesterværk, skrevet af en moderne verdensborger.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *