Det skurrer fint i ørerne – Lars Skinnebach ENHVER BETYDNING ER OGSÅ EN MISLYD
Forfatteren saboterer sine egne tekster ved at tale i munden på sig selv og alle mulige andre, og det er bestemt ikke dumt gjort. Lars Skinnebach vandt i går Montanas litteraturpris for denne samling.
Digt
Tak. Det var det samme
om jeg var gået
gennem lejligheder
med øjnene fulde af penge
og tænkt slidt emne
Jeg går gennem dit liv, dit liv
respektable motorvej
til erindring. Din brugsværdi
aftager i aften, skat
Vi skulle gifte os
i aften, skat
skal vinden anerkendes
som et rige i mine lommer
På coveret af Lars Skinnebachs nye bog finder man betegnelsen ’GENRER’, som så bare er den første forvirrings-strategi, nemlig den, hvor der eksperimenteres stort og overspillet med diverse litterære former. Og sørme om han ikke kommer igennem både romanen, erindringen, kataloget og popsangen på de 56 sider, men jo altid inden for digtets rammer – det er poesien, som er hovedkategori.
Hele genreforvirringen kommer godt op at køre i samspil med en masse andre tricks, bl.a. læserhenvendelsen, som er helt central og drillende, men også den generelle meta-leg, hvor teksten peger fingre ad sig selv og på den måde skilter med, at den er fiktion eller i hvert fald bogstaver.
Derudover lader digteren adskillige sprog støde sammen, så der skabes et (nøje afbalanceret) miskmask af sms’er, talesprog og poesi samt nogle ord, der er så stive, at de næsten må være statsejede. Endelig har vi så diverse indbyggede links, som viser hen til andre tekster i værket, men selvfølgelig også til nogle, som ligger udenfor. Og så vidt jeg kan se, bliver der bl.a. vinket fint til både Paul Celan, Per Højholt, Derrida, Freud og Nietzsche.
De forskellige greb bliver så brugt i et projekt, som naivistisk nok handler om at undersøge og sabotere litterære strukturer og konventioner, måske for at udvide digtets form(!). Men manden er i den grad klog og legende og derfor svær nok, så nu kan han selv få ordet – jeg citerer fra hans slut-tekst, hvor øjnene bliver meget blå og spillende, mens forfatteren fremfører sin poetik:
– Digtet har måske en overordnet, men tom værdi, er på forhånd værdisat og bestemmende for hvilke ord og sætninger, der kan bekræfte den værdi (udfylde digtet, hvis man tænker genren som en form, beholder). Det var det jeg fandt ud af, at hvis man ændrede værdisætningen af digtet, af formen, så ville kriteriet for udvælgelsen af hvad det kunne optræde i digtet også ændre sig. Det samme gør sig vel gældende i virkeligheden i virkeligheden / Kh / Lars
Og det er så den værdisætning, som Skinnebach roder lystigt og koncentreret rundt med, og selvom det hele lyder som en gammel, postmoderne traver, så er det alt andet, fx nogle fandens gode digte.
Han kan nemlig noget temmelig specielt, som bl.a. ligger i de mange afbræk og sammenstød, hvor han drejer pludseligt væk og skifter retning eller lader forskellige ting ramle godt og grundigt ind i hinanden. Det sker i rytmen og klangen, hvor der både snakkes og synges og skrives, så vi konstant bliver kastet op og ned og frem og tilbage mellem forskellige tonelejer og stilarter. Men det sker også på indholdssiden, hvor forløbet konsekvent bliver hakket op og forstyrret, mens logikken saboteres.
På den måde får han hele tiden smidt masser af grus i det litterære maskineri, så teksterne sendes zigzaggende videre i nye retninger. Og teknikken er ikke bare en vildledningsmanøvre, men jo også selve den motor, som fint holder hans digte godt oppe på deres hektiske mærker. De er nemlig i den grad vågne og levende og betydelige nok – og fulde af pirrende mislyde.
