Det tabte paradis – Ester Bock I DET SKJULTE
Hvor får man sine holdninger fra? Hvor får børn deres normer fra? Det er bl.a. disse spørgsmål, forfatteren stiller i romanen. Og svarene leveres uden rysten på stemmebåndet.
Citat
Den sorte bil kørte forbi, og et øjeblik efter kom en anden, som også passerede.
Så havde de ikke haft fangst nordpå i aften – medmindre der sad en fange på bagsædet i en af bilerne – som Kaj Munk havde siddet i aftes. Forbandede idioter, som havde dræbt Danmarks store digter.
I aften græd hans børn. Og hans kone.
Hun gik ind og tændte for radioen.
Den unge kvinde Adelheid arbejder som lærer i en lille landsby i Nordsjælland, da Danmark bliver besat i 1940. Det sætter hende i et svært dilemma, da hun er født og opvokset i Sønderjylland med en præstefamilie, der har nazistiske sympatier. De synspunkter er en så fast en del af hende, at hun aldrig før har stillet spørgsmål ved dem. Men da krigen begynder, bliver vejen til Sønderjylland længere, og hun begynder at tænke anderledes.
Ester Bock har skrevet en virkelig god roman om en ung kvinde, der langsomt begynder at overveje konsekvenserne af barndommens lære, af andres forventninger til hende og af hvordan hun selv påvirker andre mennesker. Romanen er skrevet som en indre monolog og læseren befinder sig konstant i hovedet på Adelheid. Og det er heldigvis et interessant sted at befinde sig.
Særligt er det fascinerende at følge den udvikling, hun gennemgår. Hun begynder at tage afstand til sine forældre og især til sin bror, der stolt har meldte sig ind i SS. Adelheid er til at begynde med en smule irriterende og meget naiv, men som læsningen skrider frem, begynder man at holde af hende og forstå hendes synspunkter.
Det mest imponerende ved I DET SKJULTE er, at Ester Bock har skrevet så nuanceret et portræt af hovedpersonen frem, at man begyndte at tænke på Adelheid, som var hun af kød og blod. Det er noget særligt, når en forfatter kan skabe en fiktiv figur så levende, at man begynder at tænke på hende som et rigtigt menneske.
En anden interessant ting ved I DET SKJULTE er Ester Bocks fantastiske evne til at fremstille de små detaljer, de fine sansninger. Scenen omkring romanen er skrevet så overbevisende, at man efter endt læsning føler, at man selv var dér i lejligheden ovenpå skolen sammen med de skrækslagne jøder. At man var dér på den lange tur over den snedækket mark i de tidlige morgener sammen med de små børn, der stred sig i skole, og at man endelig var i forælderens sommerramte have, mens det stadig var rart at være dér. I DET SKJULTE er indholdsmæssigt og sanseligt en fornøjelse at læse.
Under læsningen af romanen kom jeg til at mindes Martin A. Hansens LØGNEREN. Det var først og fremmest i forhold til beskrivelsen af det stille landsby-miljø og de lange vintre, isen, der alt for langsomt smeltede, at lighedspunkterne dukkede op, og det var det rolige sprog, der i begge romaner dækker over voldsomme tragiske fortællinger. Desuden var der endnu et lighedspunkt i forhold til de to hovedpersoners rolle som skolelærer, og det var endelig det faktum, at selv kloge mennesker lyver for sig selv engang imellem, hvilket er grundlæggende pointer i begge romaner.
Visse bøger er ikke til at lægge fra sig hverken under læsningen eller efter læsningen, og I DET SKJULTE er en sådan. Den blev læst i ét hug, og alligevel har den sat sig fast. Hermed min varmeste anbefaling.
