Det tilbagetrukne nærværs kompromisløshed – anmeldelse af Alt dette kunne du få af Josefine Klougart
Josefine Klougarts nye roman Alt dette kunne du få er en roman om familie, generationer, landskaber, klasse, skrift, ensomhed, moderskab, natur, død og bjergbestigning. Alt sammen forenet i en smuk rodebutik, hvor intet er hverken mere eller mindre vigtigt end andet.
Der er noget umiskendeligt Klougartsk over hovedkarakteren, Barbara, i Josefine Klougarts seneste roman Alt dette kunne du få. Om Barbara får vi at vide, at hun har arvet sin fars klodsethed og sin farmors grimme fødder. Som barn er hun ”tung og langsom, altid lidt væk i tanker”, hun savler, når hun skal koncentrere sig, og så ”ejer hun ingen hemmeligheder”. På den måde minder hun på mange punkter om jegfortælleren, Josefine, i debutromanen Stigninger og fald fra 2010 – ja, faktisk minder hun om de fleste af Klougarts eftertænksomme, autofiktive hovedkarakterer, der som regel har et persondefinerende forhold til landskabet på Mols, hvor Klougart selv er vokset op.
Men i denne roman er der slået en anderledes dyster grundtone an fra starten, for da vi møder Barbara, er det ved faren, Eriks, sygeseng i dagene, hvor han skal gennemgå en stor hjerteoperation. Operationen forløber, som den skal, men da Erik slår øjnene op, er det et tomt blik, der møder resten af familien på hospitalet; ”en følelse af at se om bag en kulisse og opdage et stort fald ud i et øde bagved.”
Chokket over at se faren som en slags levende død sender i tankerne Barbara tilbage til sin opvækst, hvor hun endevender fortiden gennem fotografier, hjemmevideoer, minder og anekdoter som for at forstå sig selv gennem sit ophav. Fra moren, Sonjas, barndom i det magre Vestjylland uden råd til madpakker sidst på måneden, over Eriks opvækst med en PTSD-ramt og alkoholiseret far, til forældrenes fælles drøm om et hus på landet med åbne døre og kunst på væggene. En drøm, som Sonja faktisk ender med at realisere, mens Erik, der ”tilhører den generation af mænd, som vi på en måde mistede til arbejdet”, aldrig rigtig når at tage del i den glæde, der, uretfærdigt nok, også bliver Sonjas ensomhed.
En historie som denne kunne let forfalde til en slumrende beskrivelse af hverdagens trivialiteter, men det er ikke tilfældet med Alt dette kunne du få. For den er lige præcis så dramatisk, som livet er det. Her tænker jeg især på et uomgængeligt knudepunkt i romanen, nemlig den familiekonflikt, der udløses, da Barbara, efter hun er flyttet til København og startet på Forfatterskolen, udgiver sin debutroman om opvæksten på Mols. Her føler særligt Sonja sig umyndiggjort og frataget agens i den proces, det er at skrive en fælles familiehistorie. ”Men jeg har jo ingen stemme,” som hun siger, hvorved Barbara fremstår som et slags monster, der med sine lange, klodsede lemmer har forårsaget uoprettelige skader i familiens interiør. Det er smerteligt og, ja, undskyld, svært underholdende at læse. Få forfattere kan som Klougart skrive så poetisk og soap’et i samme håndevending.
Metalaget om Barbaras forfatterskab ulmer grumt og grublende gennem hele romanen og skaber et element af spænding i læsningen. Som læser får man en sær fornemmelse af på en eller anden måde at være medskyldig i familiekonflikten; at den bog, der skaber furore i bogen, er netop den bog, man sidder med mellem hænderne. Svimlende!
Et tilbagevendende tema i romanen, der modsat debutromanen ikke kun udspiller sig på idylliske Mols, bliver altså forsøget på at finde sig til rette som menneske uden for barndomshjemmets velkendte vægge. Som da Barbara starter på Forfatterskolen og for alt i verden ikke kan gennemskue de sociale koder. Her beskyldes hendes landskabstekster af de andre elever for at være fascistiske, mens den sympatiserende tredjepersonsfortæller til gengæld konstaterer, at “feminismen er blevet en machokultur”. For Barbara, der med sine egne ord er ”en bondeknold”, er den diskussionslystne, indignerede position langt fra naturlig, forstår man. Som der står et sted om forfatterskolemiljøet: ”Det kapitalismekritiske, feministiske står i høj kurs; indignationen er den fremherskende følelse, og den ligger ikke til Barbara, der har for vane at skamme sig ved enhver tænkelig lejlighed.”
Det klæder Klougart at være mere udadvendt i sit tematiske stof og inddrage refleksioner om klasse, social opstigen og forholdet mellem medfødte privilegier og kunst. Dog behandles det politiske altid indefra. Altid med denne tilbagetrukne, ligesom fjerne i blikket, savlende i koncentration, form for nærvær, der er gennemgående i hele romanen.
Vævets poetik
Som det måske fremgår, har vi ikke at gøre med en lineær fortælling, men et væv af historier, der omhyggeligt udfoldes én for én og tilsammen udgør et flimrende mønster af liv. En poetik, romanen ikke forsømmer at beskrive selv. Et sted sammenlignes Barbaras skrivemetode – eller tilbøjelighed, som den også bliver kaldt – med det at ”stille sig op på en stol og vende bunden i vejret på en skraldespand, en død mands kommode, hans kones smykkeskrin, og sin farmors undertøjsskuffe og så vente lidt og se, hvordan skræller og arvestykker og de blondeunderbukser man stjal i Kate i Rønde, faldt ned og lagde sig i et mønster, man ikke havde kunnet forestille sig.” Beskrivelsen får mig til at tænke, at der er noget marskandiser-agtigt over Klougarts prosa; glæden ved at indsamle antikverede, støvede objekter, at gøre en dyd ud af at sætte pris på det, andre ville have smidt ud. Dermed bevæger romanen sig hele tiden på en fin linje mellem skønheden og det sentimentale, og af og til hopper fortælleren simpelthen i med begge ben, giver sig hen til det højstemte. Det er alt for meget, men det er overlegent for meget.
Udover den del, der handler om Barbara og hendes familie, inkluderer romanen to exofiktive spor. Et om den dansk-færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen og hans roman Barbara, som vores Barbara er opkaldt efter, og et om fire bjergbestigeres fatale forsøg på at bestige et bjerg i Alperne. Plotmæssigt er digressionerne strengt taget overflødige (men det er nok en skæv kritik af en roman, der har så åbenlyst nonchalant et forhold til plot) og føles til tider som distraherende elementer i læsningen. På den anden side er der noget skønt anarkistisk ved at insistere på de exofiktive parallelfortællinger i så formfuldendt og stilsikkert et værk, som Alt dette kunne du få trods alt er.
Der er noget enormt ærligt over Klougarts skrift, og indimellem var der sætninger, der gav mig lyst til spontant at udbryde: ja, det er jo sådan det ér! Som den helt simple konstatering, at “det er ubegribeligt at noget kan være så blødt som en hestemule, denne matte velouragtige blødhed, der er så vidunderlig.” Eller beskrivelsen af ”den stille sorg over ikke at være nået med ud at handle,” som bare føles intuitivt sand.
Samtidig er der noget uncool og ligesom uddateret over denne her roman, som lurer under læsningen. Dens anke mod det systemkritiske virker ude af trit med tiden, den barndom og familieform, den idealiserer, er ikke engang 80’er- eller 90’er-agtig, men minder mere om en bonderomantik fra et fjernt århundrede. Heldigvis er romanen så hyperselvbevidst om det, at man ikke er i tvivl om, at det er tilsigtet. Et sted citeres Dolly Parton endda som for at understrege det ophøjet bondeknold’ske; man kan tage pigen uden af provinsen, men man kan ikke tage provinsen ud af pigen, som man siger. Det er skarpt, rørende og sjovt på sin egen gravalvorlige måde.
Så altså. Alt dette kunne du få er på mange måder en umulig roman, der vil og gør det hele på én gang; være både meta-, auto- og exofiktion, politisk på sin egen apolitiske måde, forene det tilbagetrukne og det nærværende. Men først og fremmest er det en generøs roman, der insisterer på altings betydning i sig selv. Det er denne kompromisløshed, der udlægger den til tider kluntede og vidunderligt kuperede vej, vi bliver taget med på gennem romanen, der ikke føles som noget andet at læse.
