Det tjekkiske lokomotiv – Jean Echenoz LØB
Historien om den verdensberømte langdistanceløber Emil Zátopeks liv er bedst, når forfatteren glemmer sin franske elegance og fortaber sig i løbeteknik, løbestil og smerte.
Citat
Nogle løbere ser ud, som om de flyver, andre som om de danser, atter andre defilerer ligesom forbi, visse løbere synes nærmest at bevæge sig af sted siddende på benene. Nogle virker, som om de løber så hurtigt de kan derhen, hvor man kalder på dem. Emil ligner ikke nogen af dem.
Med Emil er det, som om han graver sig frem eller udhuler noget, ligesom i trance eller som en jord- og betonarbejder. Han følger ingen akademisk kanon, bekymrer sig ikke om at være elegant, men avancerer i en tung, stødvis rytme, pinefuldt og i sæt. Han lægger ikke skjul på, at det er en voldsom kraftanstrengelse, og man kan læse det i hans sammentrukne, stivnede og forvredne ansigt, som det gør ondt at se på. Hans træk er helt forandret og ligesom sønderrevet af en grusom smerte, tungen hænger med mellemrum ud af halsen på ham, som om han har en skorpion i hver sko.
I sit hjemland er den franske forfatter Jean Echenoz i stald hos det hæderkronede forlag Minuit, der altid har været garant for eksperimenterende og nyskabende litteratur. Forlaget var arnested for ’Den ny roman’ og har igennem tiden lagt sit karakteristiske kvalitetspapir og hvide omslag til så prominente navne som Samuel Beckett, Alain Robbe-Grillet, Gilles Deleuze, Marguerite Duras, Claude Simon og Nathalie Sarraute. Leder man således opmuntret efter stilistiske nybrud og vanvittig prosa hos Echenoz, går man dog galt i byen med hans bog LØB.
Echenoz’ stil er rundet af klassisk fransk finesse, traditionelt tungt skriftsprog, men elegant og med et anstrøg af minimalisme. Det er næsten for rent, men lige præcis i LØB giver det god mening, for der skabes plads til bogens altoverskyggende hovedperson Emil Zátopek. Den tjekkiske langdistanceløber som i årene efter Anden Verdenskrig løb fra alt og alle på de lange distancer. Ved OL i Helsinki i 1952 vandt han guld på 5.000 meter, 10.000 meter og i maraton, hvilket var og er totalt uhørt og umuligt.
Hans vej mod toppen og ned igen må have forekommet Echenoz en så oplagt god historie, at den ikke krævede den store indpakning. Og det ER virkelig også en god historie. Zátopek begynder nærmest modvilligt at løbe for at promovere sin arbejdsplads’ gummisko, og han finder hurtigt ud af, at han let løber fra dem alle sammen. Inden længe har han vundet løb overalt i Europa, og efter krigen ser de nye kommunistiske magthavere en oplagt reklamesøjle for socialismens overlegenhed i den unge tjekke. Efter den sovjetiske invasion af Prag i 1968 rager han dog uklar med regimet og degraderes til et kvælende arbejde i uranminerne og senere som skraldemand, indtil han underskriver sin selvkritik, tages til nåde og parkeres i et papirnusserjob.
Historien om individet, der klemmes og kvases af den totalitære stat er efterhånden blevet en urfortælling i europæisk litteratur. Echenoz har dog et andet hovedfokus, og det er i høj grad fascinationen af Zátopeks løbestil og træningsmetoder, som gør LØB spændende.
Der er en meget levende mystik over Zátopeks modstandere, der går under tilnavnene ’den tavse finne’, ’den flyvende svensker’, ’Heino fra de dybe skove’ og deslige. Zátopek selv går under navnet ’Lokomotivet’, og det er et meget rammende billede på hans løbestil, forstår man. Han løber simpelthen urent og uskønt. Hidsigt pumpende og ulogisk drævende, med et hoved, der vrider sig rundt i konvulsiviske smertespasmer. Det urene bliver en skønhed på trods, og det er med denne stil, at han trækker løbene i stumper og stykker, han flår dem åbne med spruttende ryk og udmarver sine modstandere med de stadige accelerationer, han drakonisk har pint sig selv frem til at mestre.
Når Echenoz fortaber sig i Zátopek som et levende kunstværk, skaber han noget nyt og berusende, men jeg kunne godt have ønsket mig at nå et spadestik dybere i løbet som eksistentiel fordring og udfordring. Zátopek forbliver en maskine, et lokomotiv. Jeg ville gerne have set lugen stå bare lidt mere på klem ind til kedlen – der hvor kullet brænder viltert.
Anmelderens beskrivelse af løberen overgår på det nærmeste Jørgen Leth i brugen af maleriske tillægsord.