Det vi husker: Erindring, fortællinger og følelser i Rebecca Makkais roman om HIV/AIDS-epidemiens konsekvenser
I Rebecca Makkais roman Boystown følger vi to parallelle fortællinger, der løber forskudt med 30 års mellemrum, men griber ind i hinanden i en form for dialog om, hvordan HIV og AIDS huskes og bør huskes og de tab, der som et traume bevæger sig på tværs af generationer.
Hvert år den 1. december markeres World Aids Day – en dag, hvor vi mindes de mange, som tabte livet i mødet med HIV og AIDS, en dag, hvor vi verden over viser solidaritet med de mennesker, der lever med HIV i dag og en dag, hvor vi reflekterer over sygdommens fortid og nutid.
For mere end 40 år siden døde den første registrerede patient af AIDS-relaterede sygdomme. Først i 1995 kunne man med kombinationsbehandlingen mindske sygeligheden og forlænge livet, og i dag er HIV således en kronisk sygdom, der kan behandles. Sygdommen forandrede dog for altid vores sociale verden og forståelse af seksualitet, intimitet og sygdom.
Som en del af de sidste par års kor af stemmer, der har brudt stilheden om HIV og AIDS, er den amerikanske forfatter Rebecca Makkais roman Boystown (med den engelske titel The Great Believers) ikke blot et lavmælt kvæk, men en omfattende ambitus om AIDS-epidemien, der i den grad giver og vinder genklang. Romanen skriver sig ind i en genkomst af populærkulturelle produktioner om HIV/AIDS som for eksempel den britiske hit-serie It’s a sin og i scenekunsten, hvor Det Kongelige Teater næste år giver det amerikanske stykke Arven repremiere efter stor efterspørgsel. Både nationalt og internationalt reflekterer populærkulturen over, hvad der er vigtigt at huske. På samme måde er Boystown en spørgende stemme, der sætter fokus på, hvad vi kan lære af HIV- og AIDS-historien i dag.
Boystown foregår i USA’s tredjestørste by Chicago, hvis barer, klubber, restauranter og museer har inspireret det fiktive univers. Til trods for det amerikanske udgangspunkt – og forskellene på den amerikanske og danske politiske indsats i forbindelse med AIDS-krisen – stiller romanen almenmenneskelige spørgsmål om sygdom, traumer, død, skyld og kærlighed.
Romanen er med sine 500 sider voluminøs og indeholder to parallelhistorier, der introducerer et stort karakterunivers med Yale Tishman og Fiona som de primære protagonister. Den begynder i 1985 til en begravelse ved Yales bedste ven Nico, der bliver et af bogens mange ofre for sygdommen. Begravelsen er en form for sammenkomst, da Nicos forældre har forbudt både hans kæreste gennem tre år og venner at deltage til den officielle begravelse. Derfor mindes gruppen af venner Nico med en fest og masser af Cuba Libre, anført af Nicos lillesøster, Fiona. 30 år efter i romanens andet kapitel befinder Fiona sig i Paris, hvor hun leder efter sin datter Claire og konfronteres med sygdommens katastrofale følger for hendes liv.
Med historien om Yale Tishmans karriere i kunstverdenen og hans kærlighedsliv introduceres vi for vennegruppen, der langsomt bliver ofre for den frygtelige AIDS-epidemi. Én efter Én bliver vennerne syge og dør, og Yales og Fionas fortællinger væves ind i hinanden og skildrer de menneskelige omkostninger, sygdommen ender med at have for dem begge. Med de to parallelle handlingsforløb og den tidslige afstand illustrerer romanen de omkostninger, der går i arv gennem generationer, som for mig bliver et rørende og skrøbeligt billede på epidemiens konsekvenser. HIV/AIDS-epidemien tager form som en vedvarende arv, der udtrykkes i Fionas skyld over at være i live og længsel efter dem, der er gået bort:
”Hvordan skulle hun forklare, at byen var en kirkegård? At de hver dag gik gennem gaderne, hvor der havde været et holocaust, et massemord forårsaget af myndighedernes forsømmelse og antipati, at når de gik gennem en lomme af kold luft, vidste de, at det var et spøgelse, det var en dreng, som verden havde spyttet ud”
Traumet er nedarvet i Fiona, i omgivelserne, i mødet med nye og gamle bekendte og i nedrevne bygninger, der som hukommelsesritual minder om tider ”fuldt af glæde” og lykke, der aldrig kunne genkaldes noget sted igen. Således skildres AIDS-krisen som et privat og offentligt affektivt traume, som vi forstår spørgsmål om død, sygdom, normalitet og marginalisering igennem.
Romanen rummer også et politisk spor, der ikke kun kritiserer og blotlægger den manglende politiske aktion i USA, men også adresserer den politiske historie som en affektiv historie, der indkapsler de følte og traumatiske dimensioner af aktivismen især afspejlet ved Yales kæreste Charlie Keen og vennen Asher Glass, der altid ”fablede om ”skyld og skam”, de to plager, der altid lå og lurede bag virussen”. Vrede, skyld og skam, men også kærlighed, omsorg og glæde bliver den affektive historie, som portrætteringen af aktivismen og vennegruppen i det hele taget portrætteres gennem.
Romanen slutter med at påberåbe sig et ikonisk motiv for AIDS-krisen, der går igen i kulturprodukter om HIV/AIDS, ved hospitalssengen, hvor Yale ligger med Fiona ved sin side, der er højgravid med datteren Claire. Det hele samler sig kløgtigt i denne scene, hvor fortid og nutid og døden og livet samles.
Boystown illustrerer, hvordan AIDS-virussen og dens effekter blev sanset, kropsliggjort og tilegnet af de folk, som sygdommen ramte på forskellige måder. Dette bliver særligt tydeligt i scener, som da Yale kryber sammen på gulvet af vrede, sorg og håbløshed, da han får besked om, at hans kæreste er HIV-positiv. Han kryber sammen i et forsøg på at beskytte sig mod den verden, hvor kærester, venner og bekendte bliver revet fra hinanden og antallet af begravelser føles som endeløse.
Romanen skriver historien om homoseksuelle og queer-identiteter og er på den måde med til at konstruere og konsolidere en særlig fortælling. De dybdegående karakterbeskrivelser skal ses i dette lys, men til trods for de måske lidt forsimplede skildringer, der er spundet ind i arketypiske ideer om homoseksualitet, formår romanen at skabe en kollektiv fortælling om venskab, kærlighed, stigma, død og sygdom. Således sætter Rebecca Makkais roman fint fokus på betydningen af erindring og hvordan det, vi husker, lever videre. Romanens parallelle fortællinger skaber en dialog om, hvordan HIV og AIDS har formet og former vores verden i dag, mens den sætter fokus på betydningen af at huske de liv, der gik tabt og de fortællinger, de indeholdt. Boystown repræsenterer hovedsageligt AIDS i tilknytning til homoseksuelt begær og bestyrker på denne måde eksisterende narrativer, men med dens medrivende opbygning og handlinger, der griber ind i hinanden, fortæller den på en ny og spændende måde en historie om traumer og epidemier og deres aftryk i vores sociale samtid. Den opfordrer til at tale om hiv, aids og stigma og sammen huske.
Romanen blev for mig – til trods for dens kun korte refleksion over dette – også en anledning til at tænke over de strukturelle uligheder, som gør, at vi ikke blot kan tale om AIDS-krisen som fortid, men i høj grad også bør kæmpe videre for, at alle har adgang til behandling. Dette tager jeg med mig i dag, når vi markerer alles ret til seksuel sundhed og kæmper for bedre liv for mennesker med HIV.
