Dette er ikke en afhandling – DETTE ER IKKE EN KRIMI
Hvad er en krimi? Hvorfor tiltrækkes så mange af krimier? Hvad siger krimierne om vores hang til sammenhænge? Og mere grundlæggende – om vores samfund? Hvor går grænsen mellem krimi og virkelighed? Alle disse spørgsmål vil du IKKE finde svar på i denne anmeldelse.
Citat
En krimi ville udvide min skare af læsere – det er et godt udtryk, skare af læsere. Det lyder, som om der er flere end min familie og nogle af dem, jeg har gået i skole med engang.
Min skare af læsere ville rimeligvis blive forøget. Min bog, som var en krimi, ville blive udlånt fra biblioteket, så skaren af læsere måtte bestille den og pænt vente i kø. Så ville de skulle hente den på reolen dernede i det ligesom hemmelige indhak bag fotokopimaskinen, dér hvor man selv går ind og finder sit bestilte materiale, klar til afhentning. Mellem Stieg Larsson og Lars Kepler.De er svenskere. I Sverige er der små frøer. Bittesmå. Da jeg var barn var jeg i Sverige og gik tur i en skov med nogle, som boede der. Der var en mand, han var ikke min far, han viste mig små frøer. Måske er det børnefrøer, måske er det en særlig art, jeg ved det ikke. Bittesmå frøer springer i det høje græs i de svenske skove.
”Don’t get bogged down in back story or go off on tangents.”
Top 10 Rules for Mystery Writing af Ginny Wiehardt.-Mette Thomsen
DETTE ER IKKE EN KRIMI er ikke en krimi, men en antologi over dekonstruerede krimier. Måden, man ofte anmelder antologier på, er ved at betragte bogen som en slags afhandling, der i sin form rejser nogle spørgsmål, som mere eller mindre vellykket besvares af indholdet. Læs fx her eller her. Denne omvendte tilgang til værket har jeg imidlertid ikke valgt. Jeg mener, at man må anmelde teksten frem for de spørgsmål, der rejser sig uden om den. At man må tage sit udgangspunkt i teksten. Tror jeg.
Jeg har derfor besluttet mig for at se løst på ’projektet’ og i stedet anmelde teksterne én for én. Det er sikkert for ambitiøst – jeg har fx allerede brugt alt for mange af de tegn, jeg har til rådighed. Jeg må i gang! Vi ses på den anden side…
Torben Munksgaard åbner ballet med den måske mest krimiagtige fortælling i udvalget. Munksgaard skriver som en krimiforfatter – hurtigt, handlingsmættet, underholdende – men med et plot, der går i opløsning i mødet med kræfter, der er langt stærkere, end hvad genren kan bære. Kærlighed fx. En sympatisk begyndelse på bogen.
I Svend Åge Madsens bidrag er det sparsomt med underholdningen. En ellers spøjst udtænkt historie om en kvinde, der – som var livet en krimi – ser strukturer i alt, forpurres af et nærmest dinosaurustungt sprog. Ikke den bedste Madsen-fortælling i verden.
Kristina Stoltz kaster sig ud i en surrealistisk fortælling om et bibliotek, der styrter sammen. Det føles lidt som om, man befinder sig i en limbotilstand mellem drøm og vågen – sikkert helt intentionelt surrealistisk.
Pia Juul vælger tilsvarende at udforske drømmens krimistruktur. Sproget er karakteristisk stramt, og drømmen bliver for læseren et knivskarpt billede på mordet af en elsker. Tre fine siders drøm.
Jens Blendstrup vækker imidlertid læseren af sin drømmeslummer. Blendstrup er bare virkelig sjov. Så enkelt er det. Harald Voetmann er også sjov, men det er alligevel anderledes. Jeg føler lige dele humor og afsky, når jeg læser ham. Men det er der selvfølgelig også en pointe med.
Dennis Gade Kofod er for mig et ubeskrevet blad, og med dette bidrag forbliver han desværre på den forkerte side af anonymiteten. Kofod skriver ellers ok, om den moderne mand og den moderne kvinde og disses interaktion, men at gå fra Voetmanns rædselskabinet til denne lidt træge tomgang er et antiklimaks.
Einar Már Gudmundsens tekst derimod er en af antologiens klare lyspunkter. Lysende, brændende, levende osv. Fluorescerende. En reportage fra en alkoholiker, en hyldest til en ven, en diskussion af storpolitik – og det alt sammen i en fandenivoldsk gonzostil, der bare flyder.
Lars Frosts tekst flyder ikke, men det er bevidst. Den for krimier karakteristiske dialog klippes nemlig i stykker, hvilket resulterer i, at teksten bliver episodisk, fragmenteret og til sidst får digtkarakter. Her har vi det mest krimiklastiske bidrag i bogen.
Mette Thomsen viser sig som samlingens glædeligste overraskelse. En sjov konstruktion, der handler om en forfatter, der så gerne vil kunne skrive en krimi men ikke kan, og tager form af et miskmask af essay, erindring og citater fra diverse how-to bøger om krimiskrivning. En velskrevet, spøjs og meget fin tekst.
Hans Otto Jørgensen giver prøver på sin sprogkunst ved at gøre helt normalt sprog unormalt med ganske enkle virkemidler. Fx via udeladelser eller mærkeligt sammenstillede sætninger, som bryder det prosaiske i den ellers ligefremme handling. Tanken drives fremad som på fast-forward.
Mette Moestrup slutter af med en tosiders krølle på halen, der nok mest af alt kan betragtes som anslag til noget mere. Eller som et langt digt.
Og således: alle nævnt ingen glemt. Jeg har i mellemtiden allerede for længst overskredet min grænse, så jeg vil slutte med at konkludere, at DETTE ER IKKE EN KRIMI er en finurlig samling tekster med mange interessante krimiklastiske forsøg eller optræk til forsøg. Små parodier, epistler, cut-ups og lignende. Men bestemt ikke nogen krimi.
