Digtagtige digte – Pia Tafdrup SALAMANDERSOL


Pia Tafdrup skriver poesi som i de gode gamle dage, da et landskab ikke bare var et landskab, men en sjæletilstand. Det mest irriterende ved hendes digte er, at de er så satans digtagtige.

Citat

OPBRUD

Under nedfaldne blade søger små dyr
efter stjerner,
piblende væsner i et frønnet forrådskammer,
når jeg graver dybere.
Et øjebliks intet
før stormtræer svajer.
Skoven lugter af fugt og forrådnelse,
en ukendt grav myldrer
af hjemløst liv.
Solen siler ned langs stammer,
insekter knitrer under trøsket bark,
vakler berusede ud ad en gren.
Forandringers hvirvelstorm,
ikke anderledes end en vennekreds ramt
af en tyfons kraft:
skilsmisser, sygdom, pludselig død.
Et samfund går under, et andet rejser sig,
ny luft strømmer sval og klar. Ånde. Overleve.
Dyr jager op langs stammer,
forsvinder ind i en krone, hvor fugle
nu og da kortslutter i sang
eller styrtdykker.
Dråber af drømt lys mellem kviste
eller pletvis blindhed
som efter stjerneskud på himlens hvælv,
før det uundgåelige opbrud
finder sted.

Lad mig bare indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at jeg ville bryde mig om Pia Tafdrups nye digtsamling SALAMANDERSOL. Pia Tafdrup er for mig indbegrebet af den poesi, jeg blev tvunget til at læse i ottende klasse, og som jeg ikke fattede en brik af, fordi den var oh, så ophøjet. Jeg kan ikke lade være med tænke, at jeg ville have haft et noget bedre forhold til lyrik dengang, hvis min dansklærer havde sat os til at læse Peter Adolphsen i stedet. Men det er selvfølgelig slet ikke fair over for Pia Tafdrup, at mine traumatiske oplevelser i dansktimerne skal gå ud over hendes nye bog, og derfor har jeg virkelig forsøgt at holde af den. Det er bare så vanskeligt, når den er så bravt kedelig.

SALAMANDERSOL består af 60 digte, et for hvert år poeten har levet, og tillykke med den runde fødselsdag. Vi begynder med lille Pia, som kravler rundt på gulvet og putter træklodser i munden, fortsætter til lidt ældre Pia, der ser den store stygge staldkarl gramse på staldpigen, fortsætter til endnu ældre Pia, der bor en uge i Thy-lejren, læser Dostojevkij og skriver digte, og fortsætter til endnu-endnu ældre Pia, der føder sit første barn – og sådan arbejder bogen sig hele vejen frem til år 2011.

Og det er jo en meget tilforladelig idé. Problemet er bare, at det ikke fungerer. Blandt andet fordi alle Pia’erne taler med den samme stemme, den der tilhører Pia 60 år, og det bliver til temmelig kluntet poesi i barndomsdigtene. For eksempel i dette samlingens andet digt:

– Hundens snude. Vov… Stikke finger ind i dens snude. Vådt. Røre dens hvalpe. Klappe. Klaske. Bore hænder ind i pelsen. Løftes. Bades. Æggeblomme i håret, mor vasker. Vand i øjne. Spise grød. Mæt. Spise op. Ske skraber over munden. Kravle op ad trappens mange trin. Mors lette dask bagi.

På den ene side mimer stemmen et barns, men på den anden side er stykket spækket med udtryk, et (toårigt) barn aldrig ville bruge. Det behøver ikke nødvendigvis at være et onde, i Pia Juuls digte optræder der for eksempel både voksne Jeger, der taler babysprog, og baby-Jeger, der taler voksensprog. Men hvor der hos Juul er tale om en bevidst polyfoni, der skal underminere den digteriske udsigelse, minder ovenstående Tafdrup-digt mest om en 60-årig digter, der taler babysprog – og er dårlig til det.

Enkelte steder er der ansatser til noget, der kunne minde om humor, for eksempel når Thy-lejrens new age-ævl parafraseres: ’Kun/ren fantasi kan overføre/dynamisk kraft fra havets/friktion tilbage til månen’. Men det bliver ikke til meget. Pia Tafdrup er stort set konsekvent i sin undertrykkelse af alt, hvad der ligner humor, ironi eller sort snak. Og kors, hvor man savner det!

Det mest irriterende er ikke klichéerne. Selv om der er mange – er en puppe virkelig det mest originale billede på, ja, puberteten, Pia Tafdrup kunne finde på? Den slags forudsigeligheder er der mange af. Men det mest irriterende ved SALAMANDERSOL er nu, at digtene er så digtagtige. De ligner digte (tre fjerdedele side), og de forsøger i et digtagtigt sprog (oh, hvor jeg taler!) at sige noget digtagtigt om eksistensen (døden er en rose). Pia Tafdrup skriver som i de gode gamle dage, da et landskab ikke bare var et landskab, men en sjæletilstand – poesien er altså kommet videre. Og nej, jeg er ikke kommet videre siden dengang, jeg gik ottende klasse. Men det er Pia Tafdrup altså heller ikke.

Skrevet af Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *