Digteren som træstamme – Ursula Andkjær Olsen SKØNHEDEN HÆNGER PÅ TRÆERNE
Andkjær Olsen er blevet mere klar i spyttet, men spinder stadig præciseret forstandighed sammen med sin lystfulde appetit på at lade ord fungere i hele deres takkede kontekst.
Selvom man godt kunne fristes til at stene kritikernes darling Ursula Andkjær Olsen alene af den grund, at alle elsker hende, så er det svært at mobilisere egentlig modstand, når nu man hele tiden støder på de her små genuint poetiske chassé-trin, som f.eks. når vi tages med ”ud i det stjerne” og substantivet ”stjerne” videre gradbøjes, så det helt nye Andkjær-adjektiv ”stjernere” fødes.
Det er i bedste fald pubertært at vrænge af enhver konsensus pr. rygmarv, og som Andkjær Olsen selv anfører i indledningen til sin nye gode bog, så er det ”løgn at al kritik er udtryk for/ selvstændighed”. Sentensen er med sin knaphed og dog lynende klarhed karakteristisk for Andkjær Olsens fintmærkende diagnosticeringer. Det er jo såre sandt, at ”beslutsomhed kan være/ svær at skelne fra/ grådighed” og at farven hvid ikke er ”det samme/ som skønhed men snarere en/ mangel på/ hæslighed”. Hvem er det lige, foruden en stor digter, der formår at aktivere og dog fastholde sådanne infra-semantiske bindinger i små mundrette sætninger?
SKØNHEDEN HÆNGER PÅ TRÆERNE er som noget helt nyt for Andkjær Olsen skrevet på korte tre-fire-ords-linier, der er stablet ovenpå hinanden i rektangulære stammer (og nu har jeg noteret deres fallosform). Denne skov fordrer en kontinuerlig læsning pga. tekstens sammenhængende forløb med hyppige gentagelser af forskellige brudstykker. Men læsningen er samtidig hoppende og luftig pga. tekstens insisterende liniespring og emjambementer. Den stramme form er ført hele vejen igennem, hvilket skaber en forhandlingspartner til den kaotiske og overskudsdirrende diskurs, man så i fuldt flor i hovedværket ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG UDVEJEN (2005). En konsekvens af den stramme(re) form er desuden, at jongleringen med ord og fraser er nede i en markant lavere kadence end tidligere, hvilket sikkert vil glæde den læser, der ikke kan lide at blive slået af pinden. Jeg ærgrer mig ufortrødent.
Den nye bog falder i tre afdelinger. I den første møder læseren et aggressivt oppustet jeg, der vrænger af et uspecificeret kollektivt ”jer”. Tonen er rå og ubændig, og jeget forbander sin feminine side, der er smidig og ikke selvhævdende. I det store midterafsnit er det helt omvendt (kærligheds)forholdet til et specificeret du, der træder frem. Samliv og intimitet men også død og tab er motiverne, mens efteråret bliver til vinter udenfor de vinduer, teksten kredser uforholdsmæssigt tæt omkring. Når henvendelsen drejes fra det kollektivt distancerede ”jer” til den personligt nærværende ”du”, følger nærværets skønhed men samtidig også sårbarheden overfor tab.
Det sidste fire-siders anneks smelter sneen på en fræk måde. Alt sjapper til mellem et mandligt du og et kvindeligt jeg, og om korporligheden (der ikke er pornografisk, heller ikke erotisk, bare lystfuld og latent) er en slags mediator mellem de to foregående afsnits skel mellem ”jer” og ”du”, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg vil der imod gerne gøre mig klog på, at agitation, eksistentiel skælven, sex og filosofi problemløst når sammen inde i Andkjær Olsens poetiske hjerne og takke hende for, at hun har gjort sig ulejligheden at åbne den op endnu en gang.
