Digterne har kun fortolket verden – Lars Skinnebach DIN MISBRUGER
DIN MISBRUGER må nødvendigvis fejle i forsøget på at opfylde sin egen ambition om at forandre verden, men som digtsamling er den aggressivt og desperat vellykket.
Digt:
Jeg er påvirkelig, så virkelig
Et dyr efter regnbuer, en hoveddør
og en afsked. Vi ses
din lille læser, det er nemt
at ramle ind i en oplysning
og en bygning af straf
Kokainen stikker i næsen
Vi hilser, vi hilser!
Du lukker mig langsomt ind
Du virker så ugæstfri, har du ikke hus nok
til mine neuroser? Skrub af
din spand eller jeg fylder dig
med lort. Det smager af hjemve
Forsiden af DIN MISBRUGER har et demonstrativt skrabet layout, og med det lille, kompakte format ligner det mere en debatbog end en digtsamling. Det er naturligvis tilsigtet, for digteren vil diskutere, provokere og vække reaktioner. Han er kort sagt utilfreds, men måske mest med sig selv.
”At æstetisere erfaringer er det mest tarvelige erhverv” lyder det således tidligt, og det er digterens problem: Nytter det at skrive digte? Har det nogen som helst betydning? Eller er der i virkeligheden blot tale om lidt navlepilleri hos forfattere, der kan holde samvittigheden ren, hvis de husker hist og her at skrive, at krig er noget møg og verden uretfærdig.
I DIN MISBRUGER blandes derfor hverdagens oplevelser med en afmægtighed over for det faktum, at verden er noget lort og de færreste gør noget ved det. Digterens afmagt giver bogen en aggressiv og desperat tone, der også er dens force. Vrede kan være et glimrende brændstof, men det kræver, at man kan kontrollere og artikulere den. Det kan Skinnebach, så intenst at det dirrer i digtene. Dermed lægger samlingen sig meget fint i forlængelse af forfatterens forrige bog, I MORGEN FINDES SYSTEMERNE IGEN, der også var af høj kvalitet.
De metapoetiske overvejelser er interessante, og Skinnebach pisser ikke bare i sin egen (digternes) rede, han forsøge også at ramme læseren. For den velplejede samvittighed og den reelle ignorance gentages hos denne. Det gør ikke voldsomt ondt at læse digte, og det er nemt at være enig i, at handel med kvinder er frygteligt. Men det ændrer ingenting. Vurderet efter egne kriterier ender DIN MISBRUGER derfor som en fiasko: Nej, det ændrer ikke verden at skrive digtene, for læseren er i bund og grund en misbruger af poesien. Han nyder den, tænker måske lidt, griner ironisk medvidende og får en idé, men nogen revolution starter han ikke.
Heldigvis skal bogen paradoksalt nok ikke vurderes på egne præmisser, men som lyrik. Det ved Skinnebach naturligvis bedre end nogen, hvad de metapoetiske afsværgelser også er indirekte udtryk for, da de afslører forfatterens store bevidsthed om, hvad han gør. Hvis han mente andet, var der ingen grund til at udgive denne bog. DIN MISBRUGER er en vellykket digtsamling, og original i den spænding den bygger op mellem ambition og mulighed. Det er ikke politiske eller belærende digte, men de vil noget, både som lyrik og som hårdt spark til den prosaiske virkelighed.
