Digtlæsning bliver rebusløsen – Julie Sten-Knudsen ATLANTERHAVET VOKSER
Julie Sten-Knudsen har skrevet om at være hvid søster til en sort søster. ATLANTERHAVET VOKSER er en sproglig og konceptuel undersøgelse, af Congo, af familie, af hvad man overhovedet kan vide, når man taler det hvide sprog. Det er en nøje tilrettelagt og klog udredning, men træg læsning.
Digt
Da du boede i Danmark, skete det at fremmede afrikanske danskere
nikkede til dig i S-toget, på gaden. Det var en uskreven regel,
at hilse, når man fik øje på hinanden blandt de hudfarvede.
Afrikanere og danskere nikker forskelligt, sagde du.
Danskere gør et kort, hårdt nik nedad,
afrikanere løfter hoved blødt bagover.
Jeg tillagde mig det afrikanske nik.
Men jeg kunne jo ikke gå og hilse
på tilfældige brothers i S-toget
som om jeg var en søster.
Mens jeg læser 01 Neutral, første afsnit af digtsamlingen, tænker jeg, at afsnittets titel egentlig er en nøjagtig karakteristik af de digte, jeg sidder med. Neutrale er, hvad de er; enkle skildringer, der ikke hæfter billeder på det beskrevne, der er ingen flagrende metaforer at finde. Ikke noget overskydende. 01 Neutral indeholder samlingens fire første digte, der alle undersøger temaet hudfarve, og 01 Neutral viser sig at være navnet på jegets pudder. Der er sammenhæng i tingene. Jegets pudder er hudfarvet, og hudfarvet henviser til kaukasiske menneskers lyserøde teint.
I begyndelsesdigtet står der:
– Jeg lærte det da jeg var lille. Jeg brugte det // i børnehaven, i fritidsordningen, // når jeg skulle have fat i tussen // med den ubestemmelige lyserøde nuance // for at tegne en kødfuld arm eller et ansigt: // Jeg skal bruge den hudfarvede.
Når vi læser ordet hudfarvet, ser vi vores egen lyserøde hud. Det burde ikke være givet, ikke desto mindre er det det, de fleste gør. Det er den slags ubevidste tilbøjeligheder og usynlige magtstrukturer, digtene afslører. Derfor er digtenes sprog ikke tilsløret i blomstrende metaforer, det vil være klart og distinkt for at afdække sprogets faste billeder og de fordomme, som følger med.
I et af digtene reflekterer jeget over det at skelne mellem hudfarver:
– Jeg ville ønske at jeg kunne vende det døve øre til, // at jeg kunne få lov at være farveblind, men det // er min blåøjede fantasi (…)
Det faste udryk ’at være blåøjet’ kan her læses efter konventionen, som det at være naiv og godtroende. Men når det i digtene er en pointe, at jeget er hvid i huden og har blå øjne, får udtrykket også en konkret dimension. Jeget har blå øjne, det har hendes halvsøster ikke. Digtet gør opmærksom på billedets konkrete indhold, og udstiller sammenhængen mellem godtroenhed og blå øjne som en konstruktion. Sandheden om sproget er, at det ikke er neutralt, det lyver, og det klippeklistrer sig frem til sine sammenhænge. Det driver digtene frem, og når det er gået op for en, begynder læseren at jage billedpunkteringer, og digtene taber i følsomhed.
Relationen mellem sprog, magt og historie er centrum for mange af samlingens digte, ikke mindst i afsnittene ’Blank’ og ’Bula Matari’, der udgøres af ready-mades og læsenoter for alt fra Twitter-opdateringer til congolesisk sagprosa.
Ready-maden fra V. Willemoës d’Obry: ‘Nogle træk fra Belgisk Kongo’ (1921) er velvagt. Den afdækker et sprogligt sammenstød mellem europæerne og ’de indfødte’, som har navngivet europæerne. Europæerne forstår navnene som poetiske, mens de i virkeligheden er enkle udtryk for magthandlinger.
– Telema, der poetisk ville blive til (…) ”Skovens Palme” eller noget lignende. Det betyder simpelt hen ”Rejs Dig op!” – et Udtryk, som han benyttede flere Gange overfor de sorte. (…) Der er noget trist ved at trævle saadanne Traditioner op.”
Ready-maden bliver en minipoetik for digtene, sprogets billeder må trævles op, så misforståelser og løgne kan blive afsløret, det er et vigtigt, men trist arbejde. Sådan har jeg det også med digtene i ATLANTERHAVET VOKSER, de er politiske og sprogkloge, og derfor løfter de sig niveauer over almindelige erindringsdigte. Men de tvinger mig også til at blive rebusløser. Læsningen er én lang række af logiske slutninger, den ene billedpunktering følger den anden, og det er næsten som at løse matematikopgaver. Nødvendigt, men så trist.
Når en hvid skriver sig ind i Congo og forsøger at undersøge forskellen på at være sort og at være hvid, skal det muligvis gøres nøgternt, men mange af digtene virker for kølige og teoretiske i deres mangel på billeder. Jeg ville ønske, at der var mere krop og tilstedeværelse i digtene, sådan som jeg finder det i digtet, som jeg har citeret i boksen. Den slags digte burde der have været mange flere af i samlingen.
