Dirch Passer renser grøften – Jens Blendstrup BOMBAYGRYDE


BOMBAYGRYDE er Jens Blendstrups debutroman. Eller i hvert fald første gang han skriver ubrudt over et langt 200 siders sammenhængende stræk, og der er vel en grund til, at han ikke har gjort det før?

Citat

Uff får det samme, som han plejer, i gave. Noget perikumekstrakt og en flaske apotekersnaps med gotiske bogstaver på og så en bunke underbukser til et år af Gerd. Nalle og Leif får det samme af deres far. En lommelærke hver, fyldt med cognac og med små glas af metal på skruelåget. Nalle får også en karton smøger. Leif får pibetobak.
– Lad os prøve vores fine gaver af, siger Uff.

Som det var tilfældet i den helt fantastiske stykroman GUD TALER UD (2004) og den næsten ligeså gode dansklærerforenings-/læse let-/billedbog ALLE DAGE KIKSEKAGE (2007) bygger Jens Blendstrups nyeste bog på forfatterens bolchefarvede biografiske materiale. Det handler om mig, altså Jens. Om den joviale svenske hønemor Gerd og den balstyrisk fulde, chauvinistisk gjaldende men alligevel uimodståeligt charmerende far Uffe. Og Jens midt imellem.

I BOMBAYGRYDE, navnet på en feltration, er Jens blevet 18 år og mere eller mindre maskeret skiftet ud med figuren Leif Balleby. Uffe hedder Uff – en nedgradering fra det konsekvent benyttede ’Gud’ i GUD TALER UD, men dog en forunderlig markering af den særstatus søn giver far. Figurerne Uff og Leif er som Simpsonsfigurerne Homer og Bart: Absurd åndsvag (men deri netop sympatisk, velmenende og klogest) far overfor enfoldig men nævenyttig søn.

Uff har sat sig for at sønnike skal ’modnes’, vokse ’sig ind til en egnethed’, som han siger, og efter et tabt Matadorspil inkl. massivt indtag af cigaratter og alkohol dikterer Uff, at ’tilværelsens hjul drejer’ og at Leif, om han vil det eller ej, SKAL i trøjen.

Historien udarter sig til i uskøn blanding små afstemte smæld af (meget billig men effektiv sjov) latterliggørelse af militærets bizarre verden og en fesen beskrivelse af Leifs langsomme hærdning mod soldaterhierarkiets, kærlighedens og tilværelsens hård slag. Jeg forstår imidlertid ikke det insisterende forsøg på at skrive en lang sammenhængende udviklingshistorie. Det står ikke godt til forfatteren. Hvorfor ikke sætte lid til de små øjebliksbilleder og den afsnuppede joke – det som lykkedes så godt i GUD TALER UD? Hvorfor i stedet sætte bleg og uengageret barn/voksen-forløbspskykologi?

Det, der lykkedes i BOMBAYGRYDE, er spot-on-beskrivelsen af militærets opstyltede og latterligt verdensfjerne sprog. Alting hedder noget andet. Forkortelser som PANK, CAF, FUT – udtalt som hele ord – og soldatervendinger som ’skabet spiller’ og ’Halløj’ i stedet for ’Hej’, beskriver en fremmed, sær verden, hvis særhed gør den fintfølende Leif panisk angst. Uff er omvendt helt på bølgelængde med det for ham selvindlysende armysprog. Han taler selv ’oldnordisk eller gordisk dansk’, som fortælleren ret tæt på Leif bedyrer. En telefondialog Uff/Leif beskriver fint Uffs udelte sympati, Uff starter:

– Har du et nummer?
Nej – man bruger ikke numre mere.
Ikke numre? Hvad gør man så?
Bruger navne.
Det lyder da sært omstændeligt.

Jeg sidder efter endt læsning med en brændt fornemmelse omkring mine smilende mundvige: Det er immervæk begrænset, hvor sjov Blendstrups lagkageteater er på et bagtæppe af danske soldaters deltagelse i krigen i Afganistan og ikke mindst Janus Metz’ film ARMADILLO.

Jeg har flere gange igennem BOMBAYGRYDE haft det som om Dich Passer med tommelfingrene i ørerne og otte vinkende fingre pludselig træder ind midt ARMADILLOS centrale scene med ’rensningen’ af en grøft fyldt med al-Qaeda-soldater. Selvom alvoren så-som-så melder sig 2/3 inde i BOMBAYGRYDE er soldaterfis bare upassende i DK 2010.

Leifs soldaterkammerater siger det selv mod slutningen af bogen, hvor Leif vender tilbage fra et ophold på såkaldt ’milpsyk’:

– Det holder altså ikke i retten, siger Petersen. – Hvis jeg må sige noget ærligt, Leif, så er et af dine virkelig store problemer, at du har virkeligheden i mod dig. Det er det, du har.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *