Disruption for børn, for voksne – Denis Rivin FOLKES FREMTIDSREJSER


Fremtidens arbejdsløshed kan løses hvis blot man er lidt fantasifuld, ønsketænker ny børnebog, der selv er alt andet end.

I fremtidens København, foreslås det i FOLKES FREMTIDSREJSER, den første bog fra “iværksætter, foredragsholder og nu også børnebogsforfatter” Denis Rivin, udgivet af og blevet til i samarbejde med DareDisrupt, et firma der “huser nogle af Danmarks dygtigste eksperter i teknologisk udvikling”, er vejene renere, bilerne selvflyvende og de politiske processer automatiserede via robotter. De selvflyvende biler er selvfølgelig et problem, eller, nej, en udfordring, for Folkes far, der er taxachauffør af den gamle skole og nu uden kunder i butikken.

Tonen slås an på første side, hvor Folke står midt i et hvinende sødt og digitalt farvelagt Fremtidskøbenhavn og ser begejstret op på de flyvende biler og cykler, mens hans far står lidt mismodigt op af sin taxa og længes efter simplere tider, hvor bilerne kørte på diesel og det hele gik lige den smule langsommere. Lykkeligvis er Folke fuld af løsninger på sin fars pr udfordring, og bogen bruger sine resterende 16 sider på en coachingsamtaleagtig ping-pong mellem far og søn, hvor en række jobmuligheder fantaseres frem (rumrejsevejviser, 3D-printer-kranfører) med en optimisme, der ville være Disruptionrådet værdigt.

Grafisk er bogen holdt i en entydigt venlig stil, der spejler fortællingens optimisme en til en: Bløde former, rene linjer, mættede (omend lidt flade) farver. Her er ingen knaster eller idiosynkrasier at slå sig på eller undre sig over, ingen af den personlighedsmættede sanselighed, der hos forfattere som Flemming Quist Møller, Peter Madsen, Louis Jensen eller Halfdan Rasmussen får hver tegning til at fremstå som et helt univers i sig selv, noget man falder ned i og aldrig helt føler, man bliver færdig med. Det er ærgeligt, for tegner Laura Büchert Schjødt er en erfaren animator, der har arbejdet på langt mere sjælfulde og idérige projekter.

Den lidt uinspirerede følelse gør sig ligeledes gældende for bogens sproglige stil: Dialogen er holdt i det velkendte “ha ha, sikke en skør ting at sige, søn”-register, der kendetegner alt for meget af den hurtigt producerede børnelitteratur, og der er, forvirrende, indsat “:)”-emojitegnsætning adskillige steder, som demonstrative, konstant forsikrende smil. Karaktertegning er heller ikke noget, bogen besværer sig med. Folke og hans far er underligt personlighedsløse og fremstår mere som talerør for forfatterens budskab om optimisme på fremtidens vegne, end som nogen, man som læser kan knytte sig til og have lyst til at bruge længere tid med.

Det er vanskeligt blot at forhold sig til FOLKES FREMTIDSREJSER som børnebog, når den så utvetydigt fremstår som partsindlæg i den politiske debat. Ikke at der er noget problematisk i at ville skrive en børnebog, der viser børn de (potentielt) håbefulde sider af fremtiden, men den bedste børnelitteratur er den, der ærer det rige indre liv, børn så ofte besidder, ved at præsentere dem for nuancerede, udbyggede verdener, befolkede af karakterer, der – voksne som børn – har distinkte, underlige og charmerende personligheder. At skrive en bog til børn, der vil blive ved med at leve i deres fantasi, og som giver dem noget at tænke over, er ikke nemmere end at skrive en vellykket roman til voksne. Og de bedste af dem kommer ikke udstyret på forhånd med en entydig konklusion, men er klar over, at konklusioner er noget, børn på egen hånd når. FOLKES FREMTIDSREJSER fremstår mest af alt som et sideprojekt, der er pitchet til en teknologibegejstret tænketanks formiddagsmøde og skruet sammen, i en rus af yes we can-attitude, på den følgende eftermiddag, en nytårstale af Lars Løkke Rasmussen, omsat til børnebogsform, der i højere grad skal forsikre de voksne om deres politiske overbevisnings gyldighed end selv at lade barnet tage stilling.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *