Af | 25. juli 2005

Disse tynde steder – Thomas Bernhard GÅENDE

Basilisk har oversat østrigske Thomas Bernhards (1931-1989) GEHEN fra 1971. GÅENDE er eviggyldig samfundskritik, en udfordring for koncentrationen og er sprogfilosofi i praksis.

To herrer, en unavngiven fortæller og Oehler, går tur. Før gik de kun om onsdagen, men nu går de også om mandagen fordi deres fælles ven Karrer er blevet sindssyg. Karrer er blevet spærret inde og på deres gåtur udredes omstændighederne omkring indlæggelsen. Det er især Oehler, der taler – han helt overtager rollen uden om den egentlige fortæller, som reduceres til et formidlende led. Det er også Ohler, der ved mest om indlæggelsen. Det var ham, som gik tur med Karrer den dag det slog klik og Karrer, mere end han plejede, gik amok i Rustenschachers tøjbutik over buksernes tynde vævning. Og det er Oehler, der kender til den inkompetente psykolog Scherrer, som står for indlæggelsen.

Gennem beskrivelsen af Karrer dannes billedet af en mand, som forstår verden bedre end godt er. Undervejs støder vi også på en beslægtet skæbne i videnskabsmanden Hollensteiner, der tager sit liv efter at regeringen har nedlagt hans forskningsprojekt. Fælles for de to er at de nærmer sig geniet, men så bukker så under, da der ikke er plads til den slags mennesker i den verden Thomas Bernhard kender. Denne verden er den østrigske, men lader sig uden problemer overføre til hvor som helst og når som helst. Tekstens univers er ikke mere østrigsk, end de gader mændene passerer igennem, mens de genfortæller Karrers historie.

Samfundskritikken som Thomas Bernhard var kendt for er i GÅENDE en kritik af et samfund, hvor der ikke er plads til det sære. Hvor det exceptionelle bliver stemplet som sindssygt og afvigende. Kritikken er reel og meget håndgribelig, men overskygges på nemt af værkets andre kvaliteter. Mest iøjefaldende er den massive tekstkrop, der ikke et eneste sted lader øjet finde pause i et dobbelt linieskift endsige kapitler. Taktfast marcheres der mod enden som er opklaringen af omstændighederne omkring indespærringen af Karrer. Men enden er som forventelig ingenlunde forløsende. Det er vejen, gåturen, der er det vigtige:

Vi må ikke tænke over hvorfor vi går, siger Oehler, for så ville det inden længe ikke være muligt for os at gå mere, og så videre, inden længe ville intet overhovedet være muligt for os mere, ligesom vi, når vi tænker, heller ikke må tænke over, hvorfor vi ikke må tænke over, hvorfor vi går og så videre, ligesom vi heller ikke må tænke over, hvordan vi går, hvordan vi ikke går, altså står, og ligesom vi ikke må tænke over, hvordan vi tænker, når vi ikke går eller står, og så videre.

Sådan lyder en slentretur i Thomas Bernhards sprog. Oftest uoverskuelig, men sprudlende i den ordekvilibristiske leg med betydning og tabet af samme. Gang på gang må man overgive sig til sproget og indse at ens hoved ikke kan rumme hvad blot en enkelt sætning kan. Sætningerne og deres betydning må splittes op i bidder som så roligt kan fordøjes, men som også i processen mister de mere komplekse smagsnuancer. De smagsnuancer som Karrer måske forstod?

GÅENDE er altså ikke en søndagstur, men en tour de force. Værkets væsen råber på at blive læst i et stræk, men formen gør det unægtelig svært. Øjnene flakker og sætningsledenes umiddelbare ligheder gør det svært at orientere sig på siden. GÅENDE er en tekst, som i ordets bedste betydning er beslægtet med tekstur eller tekstil. Et elegant, fintvævet og tæt stykke stof hvor kun geniet vil finde tynde steder.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også