Ditte går i bad – Lotte Garbers PENDUL
En 36-årig kvindelig radioproducer bliver enke og rejser til Vietnam med sin lille søn for at komme igennem sorgen. Sympatisk historie? Ja – og tænderskærende kedelig.
– Lotte går i bad, Lotte tager sko på, Lotte får en lillebror.
Mange husker sikkert barndommens små manualer til livet, som pigen Lotte agerede hovedperson i. Forfatteren til Lotte-bøgerne har formodentlig tjent ganske godt på sin opfindelse, for tilværelsen er jo ikke så lige til, og så er det godt med nogle værktøjskasser, der kan lette de små poders vej ud i livets lange hverdag. Sådan en værktøjskasse var hver Lotte-bog, og det var et hit.
Men de havde åbenlyst også deres begrænsninger. En dag kan man både finde ud af at gå i bad, tage sko på og tackle lillebror, så hvis man skal fortsætte med at læse bøger, må de bevæge sig ud over hverdagens trivialiteter, eller i det mindste tilbyde nogle sproglige nuancer, der hæver sig over ”hun-tager-den-røde-svamp-og-vasker-sig-på-ryggen”-niveauet.
Den slags inderligt ligegyldige og gabende kedsommelige detaljer er der imidlertid overvældende mange af i Lotte Garbers’ seneste roman, PENDUL, som da også er nogenlunde ligeså ophidsende som en pegebog.
Romanen handler om den 36-årige Ditte Winther, der er producer på DR-radio, og hvis mand bliver ramt af kræft og dør. Ditte er en kvinde, der er vant til at have totalt styr på alting, inklusive sine følelser. Hun prøver at leve videre som hidtil, prøver at være cool, og kan slet ikke holde ud, at hele verden med ét ser hende som et offer og en stakkel. For at komme videre med sit liv rejser hun sammen med sin 5-årige søn Joachim til Vietnam. Her indleder hun et nyt forhold, som måske, måske ikke, kan bringe hende videre i livet. Det hele kommenteres undervejs af de mails, Ditte sender til sin afdøde mands mailadresse, som endnu ikke er blevet lukket.
Det lyder alt sammen ganske sympatisk, og det er det egentlig også, for det handler om en almenmenneskelig krisesituation. PENDUL er imidlertid en tænderskærende kedelig historie, og det er den ikke mindst fordi Lotte Garbers nærer en uheldig forkærlighed for endeløse og detaljerede beskrivelser af mad, toiletbesøg, indhold af dametasker, indretning, påklædningsseancer osv. osv. Hvad formålet er, står hen i det uvisse. Det eneste oplagte svar er, at der skal fyldes nogle sider på en i øvrigt ikke særlig spændende historie.
Udover at sætte hverdagens små kedsommelige mellemregninger på repeat-funktion kæmper Lotte Garbers med et temmelig problematisk persongalleri. Tanken bag hovedpersonen Ditte har formodentlig været at skabe et mere nuanceret billede af en kvinde i sorg, end man normalt møder i den type romaner, men resultatet er faktisk – i hvert fald i denne anmelders øjne – en temmelig irriterende mokke, man som læser ikke fatter den store sympati for. Det er måske heller ikke meningen, men man savner en forklaring på Ditte Winthers ofte ret urimelige opførsel og replikker, som ender med at stå tilbage som et vaklende postulat om, hvordan en moderne kvinde tackler sorg.
Samme mangel på identifikationsmulighed gør sig gældende i skildringen af den vietnamesisk-franske læge Minh, som Ditte indleder et forhold til. Han er en underlig kliché på en asiat med sine evindelige Mr. Miyake ”wax on, wax off”-tirader, og selvom Ditte også gør nar af ham, ender hun alligevel med at indlede et eksotisk-erotisk forhold til doktoren. Man forstår aldrig rigtig hvorfor.
Lotte Garbers’ roman står bedst og mest troværdigt i sin skildring af, hvordan sønnen Joachim håndterer tabet af faderen og mødet med den fremmedartede vietnamesiske kultur. Derudover er der ikke meget at komme efter i PENDUL, som til trods for sit alvorlige og forstemmende emne aldrig rigtig kommer ud over trivialiteterne og ligegyldighederne.
