Dobbeltanmeldelse: Dødens stilleben – Gabrielle Wittkop NEKROFILEN og EKSEMPLARISKE BORTGANGE
Med dobbeltudgivelsen af Gabrielle Wittkops værker fra henholdsvis 1972 og 1980 bliver det muligt at følge kroppens forfald helt ud i dens yderste konsekvens.
Citat
I det tidlige gustne morgenlys gennemrystedes borgen af et tordenbrag: Nu var det trappespindelens tur til at falde sammen. Idalia skreg som en vanvittig. Fra nu af skulle sammenstyrtninger blive den vante rytme, ligesom stueurets melodi var det i salonen i Heriot Row. Trappen ville synke i grus i al evighed, og ved hver ny nedstyrtning ville Idalia fare op, skrigende, i al evighed.
Mens et nøgternt farveløst dagslys satte ind, begyndte ravnene deres foredrag. Tydeligt opstemte af en perfekt indbyrdes forståelse defilerede de forbi i små hop, sorte op mod den grå himmel. Let me be Dundee … De blege timers klarsyn. Pludselig vidste hun, at hun, ligesom Bonnie Dundee, var blevet forrådt.
Fra Idalia på tårnet
Jeg er forelsket i Gabrielle Wittkops NEKROFILEN, der er udgivet af Forlaget Sidste Århundrede. Fra det skarpt lyserøde omslag med det barokke blomstermotiv til forfatterbeskrivelsen om Wittkop, der gør hende til en nærmest mytisk figur: Den biseksuelle kvindehader, der ser sig selv som en ’fri mand’. Og så selvfølgelig indholdet, det skrækkeligt lækre indhold. Det er som om, jeg endelig har fundet min LOLITA.
Med det mener jeg, at jeg ikke er fan af LOLITA, at sprogets skønhed ikke kan formilde voldtægterne og receptionshistoriens victimblaming, men at det af en eller grund lykkedes for Wittkop, hvor det ikke lykkedes for Nabokov. Det samme romantiserede overgrebsmotiv, den samme fascination af uvillige kropsåbninger. ’Mine kærester har en anus så iskold som mynte, mine udsøgte elskerinder har maver af gråt marmor’, siger Lucien om de mange kroppe, der bevæger sig tavst gennem hans pariserlejlighed. Det er så skrækkeligt at læse, og det er så lækkert at læse.
NEKROFILEN følger i dagbogsformat den selverklærede nekrofil, Lucien, i hans seksuelle udskejelser. Om dagen arbejder han som antikvar i egen forretning, og om natten roder han rundt på de parisiske kirkegårde efter friske lig. Hans smag er bred – alder, køn og kropsform spiller ingen rolle, så længe de er døde. Det er netop med dens undersøgelse af det seksuelt forkastelige gennem det litterært fantastiske, at Wittkops novella ender i samme kategori som LOLITA. Som Humbert Humbert i LOLITA ser Lucien sit eget begær spejlet hos sine ufrivillige elskere, men nogle gange skrider hans selvopfattelse, og de går fra at være partnere til at være ofre. Wittkop beskriver mesterligt Luciens svingninger mellem lamenteringer af seksualmoralens begrænsninger i post-68’ernes Paris og en undertrykt erkendelse af det forkastelige i hans handlinger, der hurtigt tildækkes af en udsøgt ironisk humor.
Ideen om at udleve en total seksuel frigørelse i årene efter ungdomsoprøret i 1968 (bogen udkom på fransk i 1972) spiddes bl.a. af Wittkop med en underfundig ironi i de stiliserede beskrivelser af en lille piges violette kønslæber og i fortællerens poetiseringen over oplevelsen af at bolle et seks-årigt drengebarn, hvis kød falder sammen omkring hans køn: ’Endelig lod han mig rigtig penetrere sit kød, som var blevet blødt som smeltet voks: Det var hans måde at formilde vores afsked på.’
Det er det omsorgsfulde sprog i de udførlige beskrivelser af sex-akten og bogens tørre humor, der er med til at fastholde læseren i alt det skrækkelige. Mødet mellem det skrøbelige, poetiske sprog og realiteten af den obskøne og grufulde handling. Som det altid udmønter sig i den slags historier, ender NEKROFILEN da også med et fald. Men hvor faldet ofte er fremskyndet af hovedpersonens megalomane selvbillede, forårsages Luciens undergang af hans totale overgivelse til sit eget begær. Ligesom de lig han elsker altid opløses og forsvinder, opløses Lucien i sit begær efter dem, indtil lugten af forrådnelse fylder det hele.
Døden som proces
EKSEMPLARISKE BORTGANGE beskæftiger sig naturligvis også med døden. Men hvor sproget i NEKROFILEN er sart og luftigt, føles sproget i EKSEMPLARISKE BORTGANGE tætpakket og tungt. Sætningerne bliver knudrede og overdynges med tunge sproglige billedekonstruktioner, der snor sig om sig selv i en evig opremsning af alskens revl og krat. På den vis mimer novellesamlingens sprog bogens forskellige lokaliteter, med dens beskrivelser af den thailandske jungle, af New Yorks labyrintiske kloakker og af deliriske dødsvandringer gennem Baltimore.
Novellernes interesse er ikke døden som erfaret fænomen, men døden som proces. Dødens langsomme indtræden, kroppen der allerede begynder at smuldre, mens hjertet stadig arbejder. Det er ikke en skildring af et menneske, der ved hun skal dø, og de psykologiske konsekvenser den viden måtte have. Det er den poetiske og stiliserede krops død. Barokmaleriet af den halvrådnede frugt, af de hensygnende blomsteropstillinger.
Bogen består af fem længere noveller, flere af dem inspireret af historiske personers død eller dødbringende vandrehistorier. Novellerne bærer alle præg af at være polyfone på trods af tilstedeværelsen af en stærk, men dog uset, fortællerstemme. Dette ses især i samlingens første novelle ”Mr. T.s sidste hemmeligheder”, hvor unavngivne personer delagtiggør os i deres teorier om mr. T.s pludselige forsvinden i den thailandske jungle. Deres konspiratoriske spekuleren opstilles på fortrinlig vis som modbillede til den mere sandsynlige, omend banale, forklaring på mr. T.s uheldige bortgang. I ”Idalia på tårnet”, baseret på en tysk vandrehistorie fra 1800-tallet, stammer novellens flerstemmighed ikke fra andre mennesker, men fra landskabet selv, og især ravnene, der kaglende holder foredrag foran den febersyge Idalia.
Jeg synes, at de billedtunge sætninger har en tendens til at veje historierne ned fremfor at løfte dem. Det er tværtimod, når Wittkop med korte og præcise sætninger på humoristisk vis udpeger en karakterbrist eller en smuk detalje, at novellerne står allerskarpest: ‘Svævende over verden og dens mennesker følte de ikke mere end en fugls fortrydelse’, hedder det for eksempel om den afsluttende novelles titulære tvillinger.
Forlaget Sidste Århundrede udgiver smukke, små bøger, og de to Wittkop-udgivelser er ingen undtagelse. Med dobbeltudgivelsen har de desuden udvidet den danske litterære bevidsthed med en udfordrende og spændende stemme.
