Døde børn og døde søstre – Gabriela Mistral GALE KVINDER
Den chilenske Nobelpristager Gabriela Mistrals digte er fulde af sorg, savn og kærlighed. Men også af floder, træer og vind. GALE KVINDER er en uomgængelig litterær oplevelse.
Digt
Jeg lod hende ligge og dø,
rev mit hjerte fra hende.
Hun sygnede hen som ørnen
der ikke længere får føde.Hendes vinge holdt op med at slå
den bøjed sig, visnet,
og i mine hænder faldt
den langsomt døende gnist…For hendes skyld jamrer nu
hendes søstre mod mig,
og glødende potteskår
flår mig når jeg går forbiFra ‘Den anden’
Jeg læser ikke bare bøger, jeg samler også på dem. Og jeg indrømmer det gerne: Jeg stræber efter at eje mindst én bog af hver Nobelpristager. Jeg har allerede Rabindranath Tagore, Karl Gjellerup og Maurice Maeterlinck stående. Mens jeg til gengæld mangler Sully Prudhomme og Wislawa Szymborska. Det er ikke sikkert, at jeg nogensinde får læst deres bøger, men min samlermani dikterer: saml! Gabriela Mistrals GALE KVINDER er jeg rigtig glad for at have i min samling – og jeg er mindst ligeså glad for at have læst den.
Gabriela Mistral hører til blandt Pablo Neruda, Octavio Paz, César Vallejo og Vicente Huidobro som en af det 20. århundredes vigtigste latinamerikanske digtere. Hendes forfatterskab er ikke omfattende, men indbragte hende ikke desto mindre Nobelprisen i litteratur i 1945 som den første sydamerikaner nogensinde.
Digtene i GALE KVINDER er nemlig i verdensklasse, fulde af dramatik og af vild natur. Som f.eks. i digtet ‘Brandstiftersken’:
– Tidsel og vikke og krat af sorte brombær,
brænder nu over hele min Bardoms Dal,
og snor sig som løsslupne ildsalamandre,
vifter briser af vellugt fra bjerg til bjerg.
Min gamle fakkel, min flakkende fakkel
sætter liv i fåreflokke og bakkedrag;
den blinder ingen og lader natten bag sig,
flænset op i røde og gyldne sprækker.
Digtenes stemmer tilhører titlens gale kvinder. Der er både ‘Fortællersken’, ‘Danserinden’ og ‘Fangebruden’. Og så er der Antigone, Klytaimnestra, Kassandra og Elektra fra poetiske og originale gendigtninger af nogle af de største græske tragedier – denne gang fra kvindernes synsvinkel. De fire græske digte er nogle af de bedste og mest kraftfulde i samlingen.
Og selvom de ikke er hentet fra antikken har alle Gabirela Mistrals gale kvinder noget voldsomt og mytologisk over sig. Mytestoffet er i det hele taget et vigtigt element i GALE KVINDER, der emmer af både bibelsk og indiansk mytologi. Der hviler en tung stemning af fortvivlelse og desperation over digtene, men samtidig er de fulde af en tilsyneladende uudslukkelig passion og styrke, der på en gang udtrykker smerte og triumf.
Døde børn og døde søstre, mødre, brødre, elskere og venner hjemsøger flere af digtene og gør krav på kvinderne og deres kærlighed. I digtene udspiller sig ofte voldsomme dramaer og kampe mellem jeget og noget andet, en mytisk kraft eller måske selve Moder jord. De gale kvinder må slås med naturkræfter af brændende varme og isnende kulde.
Men fælles for digtene er en nøgtern og alligevel inderlig beskrivelse af både mennesker og natur. Pinje, ceder og cypres bevokser linjerne som kvindernes brødre og søstre, og i det hele taget trækker det sydamerikanske landskab sine dybe spor gennem digtene. Ligesom den chilenske geografi er Gabriela Mistrals digte spændt ud mellem to poler af is og ild. Fra Atacama-ørkenens golde saltsletter til Ildlandets ufremkommelige gletschere står naturen som ild og is overfor digtenes personer.
Mit spanske er ikke så godt som det kunne være (jeg kan sige ‘si, señor’ og ‘tapas’), så jeg har ingen mulighed for at kigge oversætteren over skulderen. Men Malene Boeck Thorborg har formået at gendigte Gabriela Mistral på et flydende dansk, der i den grad fungerer. Digtene er kraftfulde og smukke, de smager af sand og af støv og af størknet blod. Og Malene Boeck Thorborgs glimrende forord giver et interessant portræt af digteren, hendes værk og af den forfattermyte, der omgav Gabriela Mistral.
Hun blev født som Lucila Godoy de Alcayaga i 1889 i den lille by Vicuña ved foden af Andesbjergene. I 1914 debuterede hun som digter under navnet Gabriela Mistral – måske som en blanding af Ærkeenglen og Middelhavets barske mistralvind. Gabriela Mistral var dybt engageret i uddannelsespolitik og arbejdede, på trods af mangel på formel uddannelse, som pædagog og lærer i Chile og Mexico inden hun i 1922 indledte sin diplomatiske karriere som bl.a. konsul i Madrid og Lissabon. Hun vendte aldrig tilbage til Chile.
Inden Gabriela Mistral døde i 1957, udgav hun blot fire digtsamlinger. Digtene i GALE KVINDER er hentet fra samlingen VINPRESSE (LAGAR) fra 1954 samt fra de to posthume udgivelser VINPRESSE II (LAGAR II, 1992) og PLANTESKOLE (ALMÁCIGO, 2008).
Derfor er det faktisk også en lille litteraturhistorisk begivenhed at GALE KVINDER nu er oversat til dansk. Kun én gang tidligere – helt tilbage i 1982 – er Gabriela Mistral blevet udgivet herhjemme. Nu er antallet så fordoblet, og det kan jo kun glæde. Så hvis du kun skal læse én Nobelpristager i år, bør du seriøst overveje Gabriela Mistral.
