Dødelig litteratur – Peter Mouritzen TRE TRIN TIL HELVEDE


Nok genrebetegnes TRE TRIN TIL HELVEDE ’roman’, men den kunne snildt kaldes en ode til fortællerens mormor. Eller en litterær synders bekendelser. For mormor er god, og litteratur ond. Kommer det til indholdet, er det derimod sprogperlernes skyld, at fortællingen ikke blot er en tom muslingeskal.

Citat

Jeg var ude på et skråplan. Jeg læste litteratur og lyttede til jazz og løj for mormor. Det var verdens ende, ingen tvivl om det. Fanden havde fået fat i mig! Der var nu også andre grunde til at jeg besøgte mormor. Grundorfslund lå ude i Skipperen, i Skipper Klement-kvarteret, som nabo til den ny, spændende biograf i Aalborg, den der havde alle de gode, nye film. Scala. Scala spillede Nøglen under måtten med Jack Lemmon og Shirley MacLaine. Nøglen under måtten. Det var en nøgle til en hemmelig lejlighed for voksne. Det var en nøgle til voksendommen. Jeg så tegn overalt. Jeg var draget, og frastødt. Men – Lille Mo undgik ikke sin skæbne.

Fortælleren i TRE TRIN TIL HELVEDE blev i sin barndom, inden jazzmusik og litteratur førte ham til den ugudelige og onde voksendom, kaldt Lille Mo. Dengang han hed Lille Mo, elskede han sin mormor, cirka lige så højt som hun elskede ham. Og han besøgte hende jævnligt på Kastetvej 39, 3. sal i Aalborg. Når han bankede på sin mormors dør, sagde hun ’Er det dig, Lille Mo?’. Og så fik han serveret saftevand og kage, der smagte så mormorsk, som det kun kan i mindet om en svunden barndom.

Det er en af de ting fortælleren husker tilbage på, da han ligger på kanten af døden i en hvinende ambulance på vej mod Sygehus Syd i Aalborg, hvor han bliver behandlet for en blodprop i hjertet. En sygdom han mener, er forårsaget af litteratur, og som skal trænes væk i fitnesscenterets maskineri.

TRE TRIN TIL HELVEDE er ikke så meget den ældre mands tilbageblik på et liv fyldt med mormor og litteratur. Det er snarere et indblik i en ældres syge vaklen mellem livet og døden. Det kan i hvert fald forklare den noget rablende usammenhæng, der præger romanen – hvis sprog ellers er både sjovt og nærværende. Og det kan være derfor denne læser ikke føler sig opslugt af den: Måske er jeg for ung og mit helbred for godt? I den sammenhæng er det nævneværdigt, at romanens forfatter både er opvokset i Aalborg, og selv har haft en blodprop. Hvilket ikke er uvant i Mouritzens litteratur, for, ifølge ham, skriver ‘en forfatter […] bedst, når han skriver om noget og nogen han kender’.

Mouritzen har en lang række gys for børn og unge på sin bibliografi, og TRE TRIN TIL HELVEDE er da heller ikke helt foruden. For hvad der gjorde Lille Mo ond, var da en uskyldig litteratur-romance tog overhånd og førte Lille Mo væk fra Mormor med kurs mod helvede. Hjulpet godt på vej af skotske Robert Louis Stevensons forfatterskab. Fra Lille Mo stiftede bekendtskab med SKATTEØEN, var første trin på trappen betrådt, og ved sidste side af LIGRØVERNE var bunden nået. Da var litteraturen kommet sådan under huden på Lille Mo, at Kastetvej blot var et minde om en ikke bare fortidig barndom, men en svunden virkelighed. Fra da af blev bøger ’virkelige, og livet uvirkeligt’, og fortælleren ser sig pludselig som en del af Stevensons ligrøvere.

Som læser af TRE TRIN TIL HELVEDE betyder det, at man er godt stillet, hvis man har læst LIGRØVERNE mindst en gang. Til tider er de mere eller mindre direkte referencer til romanen på grænsen til at tage overhånd.

Modsat litteraturens djævleskab er fitnesscenterets maskineri. Og oven på blodproppen er nu voksne Lille Mo med det bypass-arrede hjerte tvunget til at erstatte sit litterære liv med en daglig kamp i fitnesscenteret. Fitnesscenteret bliver en modpol til litteraturen, og selv om fitness ifølge fortælleren er idioti, mener han også, at det er fitness, der har reddet ham fra helvede og fået ham ud af Stevensons klør. Romanens sidste linje lyder ’Kald mig bare Kong Kondi. Det gør alle. Jeg er blevet idiot’.

Måske er det forenklet at kalde fitness for litteraturens modpol, og hvad det egentlig betyder, må man selv læse sig frem til. Selv om romanens indhold er lidt uklart, er de 138 sider ikke spor svære at komme igennem.  For sproget er fantastisk, og med spil på kendte vendinger er bogen levende. Bare smag på ordet ‘mormorisme’.

Skrevet af Mona Munck-Lindblom

Mona læser lidt af hvert og meget af det hele, men har et særligt bankende hjerte for litteratur der lader mennesker mødes.

Skriv til Mona

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *