Dødsdriften længe leve – Tom Kristensen HÆRVÆRK
Romanen om det menneskelige hærværk er blevet en del af den danske kulturforståelse. Whiskytågerne blander sig med jazzens toner og synger degenerationens forjættende sirenesang.
Citat
Piger. Kvinder. Skal tilgives meget. Har elsket meget.
Evindeligt Whisky!
Og saa stod han i Halvmørke. Daarligt oplyst. I et Toilet nede i Kælderen. Og han vaskede Hænder. Hvorfor var Hænderne altid, som om han havde krøbet henad Jorden? Og da opdagede han sig selv i et Spejl. Fedladen. Bleg. Svulmende, karmoisinrøde Læber i det gule Ansigt. Det mørke Haar klæbet ned i Panden.
Et Menneske! Se, hvilket Menneske! Dit forbandede Mongolerfjæs! Ecce Homo!
Ægge … Homo, vrængede han.
’Skal en Kunst være Udtryk for disse sidste Aar, maa den blive en Krisekunst’ udtalte Tom Kristensen i radioforedraget ’Æstetiske Problemer og Politik’ i 1932. HÆRVÆRK er uden tvivl et produkt af sin tid, med politiske omvæltninger og det amerikanske børskrak i 1929, men det er også et hovedværk i dansk litteratur, der rækker ud over sin egen historiske kontekst.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver i samarbejde med Gyldendal romanen, der er blevet læst og nærlæst i næsten 100 år. Man er gået tilbage til den originale retskrivning, og bogen er udstyret med Kristensens egne noter samt en ordforklaring bag i bogen, hvor læseren hjælpes på vej til forståelsen af alt fra Hallucination og oprindelsen af ’Hvi haver du forladt mig?’. Ph.d. Torben Jelsbak har bidraget med et fremragende og oplysende efterskrift, der fortæller om HÆRVÆRKS tilblivelsesproces og mangfoldige liv i og uden for fiktionens verden.
Det er heldigvis ikke blot et støvet værk, der skal læses for nostalgiens skyld. Det psykiske hærværk, anmelderen Ole Jastraus bevidste gåen i hundene, rammer noget menneskeligt universelt, der får det til at krible. Tom Kristensen skildrer gennem Jastrau og hans omgivelser den menneskets dæmon, den fandenivoldskhed over for småborgerligheden, der stikker en kniv i det moderne menneskes splittelse mellem det fredelige familieliv og det ansvarsfrie, udsvævende liv – eller vores forestilling om det. Med en kondenseret skrivestil og skarpe persontegninger får Kristensen vores fascination af dekadencen til at boble, til at mærke, at der er ‘en Uendelighedsfornemmelse i alt Forfald’, alt imens Jastrau ikke synes lykkelig ved hverken den ene eller den anden levemåde.
Degenerationsromanen er et komplekst værk, der bliver ved med at stille spørgsmål, hvorfor læseren gør det samme. Er det en selvbiografi? Er det en bekendelsesroman? En afholdsroman, hvor Kristensen ærligt og helligt tager afstand fra alkohol? Eller er det en hyldest til alkoholens befriende effekt over for det småborgerlige liv? Det psykiske hærværk, der vakler mellem selvdestruktion og frigørelsesproces, gør, at romanen er så svær at kategorisere. Og netop fordi den aldrig holder op med at stille spørgsmål, bør den til stadighed læses af nye generationer, der vil spejle sig i den på nye måder, forankre den i deres nutid og give den ny betydning.
Ingen tvivl om, at HÆRVÆRK, både værket og dæmonen, er en udødelig del af den danske kultur. HÆRVÆRK er som københavnerroman et fantastisk tidsbillede på Danmark anno 1930, på det danske sprog både blandt finere selskaber og nede på den lokale. Måske er det derfor, at HÆRVÆRK, selv om den allerede tidligere i år udkom i en paperbackudgave på Gyldendal, nu også foreligger i en mere højtidelig udgave mærket med ’Danske klassikere’ på forsiden. Det er vældig fint og fornemt. Men hvorfor forsøge at kanonisere det allerede kanoniserede?
