Dø, og når man er kold, så fryser man ikke mere – Georg Büchner LENZ & WOYZECK
Oversættelsen af den store tyske forfatters to fremragende værker vækker misundelse, så læser grønnes og glædes. Hvem der bare kunne skrive som han.
Citat
Den 20. gik Lenz gennem bjergene. Tinderne og de stejle bjergsider dækket af sne, nede i dalene grå stenmasser, grønne flader, klipper og graner. Det var råkoldt, vandet rislede ned langs klipperne og sprang over vejen. Granernes grene hang ned i den fugtige luft. Grå skyer trak over himlen, men alt var så tæt, og tågen steg dampende op og strøg tung og fugtig gennem krattet, så træg, så plump. Han gik ligegyldigt videre, vejen sagde ham intet, snart gik det opad, snart ned. Han følte ingen træthed, kun fandt han det af og til ubehageligt, at han ikke kunne gå på hovedet.
Misundelse er en grim ting. Men at læse oversættelsen af disse to af Büchners frembringelser kalder på den. For hvor ville man ønske selv at kunne skrive denne i oprivende og fantastiske form. Og så at tænke på hvor ung Büchner var, da han udfærdigede sine aldrig færdiggjorte værker. Født i 1813 og død af tyfus allerede i 1837, var han med til at revolutionere det tyske skrevne sprog med sine tre dramaer og novellen LENZ.
Som Nielsen skriver i sit forord, er Büchner fremmed i Danmark selv i de litterære kredse. Operainteresserede kender måske WOYZECK (WOZZECK) og karaktererne Marie og Woyzeck som udnyttes så grummeligt af systemet. Men novellen LENZ er nok mere ukendt for de fleste.
I Tyskland holdes der forelæsningsrækker om præcis denne novelle, og en af landets vigtigste litteraturpriser har fået navn efter forfatteren bag. Büchner tog historien om den unge digter Jakob Lenz og skabte herom en historie, hvor stil og indhold gik op i en højere enhed. Lenz, som levede samtidig med Goethe og Schiller ca. 100 år før Büchner selv, var paranoid og skizofren og døde i en ung alder. Netop denne skizofreni inkorporerer Büchner overlegent i sin tekst.
Bare novellens kendte første afsnit (som er blevet skrevet med en lidt anden betydning på den danske udgivelses bagside, hvor man har glemt u i ubehageligt) viser læseren, at den tekst der nu skal læses, er en, hvor man må være vågen og på vagt for rigtigheden omkring hovedpersonens tanker. For teksten er ligeså nøgtern omkring Lenz’ skizofrene udbrud som han selv. På det ene tidspunkt er Lenz stille og rolig i sit eget og det næste kommer han i de voldsomste sindsstemninger. Teksten følger med på titelpersonens egne præmisser og bruger naturen som spejl af hans indre.
Nielsen er en veloplagt oversætter. Herudover giver han os et skarpt forord, som meget rigtigt sammenligner de to af Büchners tekster i bogen. Hvor LENZ behandler det indadvendte, naturhyldende og sjælevendende, er WOYZECK det udadskuende, samfundsrevsende voldsomme stykke. Her er både kommentarer til videnskaben og militæret – to vigtige magtinstanser i samtidens tyske fyrstendømmer. Der kan man i højeste grad tale om den lille mand overfor systemet.
Soldaten Woyzeck udnyttes af overklassens kyniske ligegyldighed. Han nedværdiges af sin overordnede, bliver brugt til forsøg af den lokale læge og gøres til (ugift) hanrej af militærets tamburmajor, hvilket fører til desperate handlinger. Stærkt humoristisk, råt og voldsomt fortvivlende at læse. Den politiske kommentar hæver sig da op fra 1800-tallets Tyskland og Østrig og bliver i højere grad tidsløs.
Og så er udgivelsen bag de to tekster virkelig flot. Det er altså noget, Basilisk er gode til. Det at udgive lækre bøger, som man bare af at stå med i hånden får lyst til at dykke ned i. Det kan kun siges, at det betaler sig at dykke ned i Büchner.
For de som ikke fik nok hårde pakker til jul, er der her en, som på det varmeste kan anbefales at erhverve sig.
