Af | 29. august 2019

Et døgnkioskrum på Louisiana Literature

I Vestsalen på Louisiana iscenesatte Mikael Bertelsen i rollen som interviewer og midlertidig teaterinstruktør DØGNKIOSKMENNESKETs rum omkring den japanske forfatter Sayaka Murata.

Søndag lidt over middag haster jeg ned af flisegangen til Louisianas Vestfløj. Der er mange mennesker, både dem, der skal se det på væggene, og dem, der er til litteraturfestival. Solen skinner ind af de store vinduespartier brudt af træerne uden for. Jeg klaprer ind i den fyldte Vestsal, hvor alt er mørkt bortset fra scenen og det oplyste maleri bag den i klare farver; rød, græsgrøn, nogle striber af gul, som bevæger sig horisontalt gennem billedet, og en naiv blomst i det ene hjørne som et gigantisk klistermærke. Neden for det store billede virker de tre personer på scenen små. Maleriet må være fire gange fire meter, størrelsen på et rum, man kan leve et liv i.

Yderst til venstre sidder oversætter Mette Holm klædt i sort med sølvgråt hår. Yderst til højre sidder Mikael Bertelsen med hovedet let på skrå, solbrun og i nydeligt sommer-attire: Sikkert i hør. Mellem dem sidder Sayaka Murata. Hun har langt, løsthængende sort hår og en kimono-lignende kjole i et tungt violet materiale med røde blomsterbroderier. Sayaka-san, som Holm kalder hende, har blandt andet skrevet DØGNKIOSKMENNESKET, som blev udgivet i Holms oversættelse på Grif tidligere i år. Bogen, som skildrer Tokyo fra en kioskekspedients outsiderperspektiv, er Muratas gennembrud både internationalt og i Japan, hvor den har solgt over en million eksemplarer.

Bertelsen har talent for at sætte en situation i scene. Også denne interviewsituation.

Bertelsen har talent for at sætte en situation i scene. Også denne interviewsituation. Man griner overgivent med ham i salen, han er lidt akavet, men ydmyg, og selvom det tydeligt er en strategi, der skal få os til at indrette os sammen i det store, mørke rum, er det nemt at føle sig tilpas i. Efter sin introduktion af Murata og Holm beder han dem – og nu har han taget rollen som teaterinstruktør på sig – at genfortælle romanens primære rum: døgnkiosken. De skal vise os, publikum, hvordan kiosken er indrettet, hvordan ansatte og kunder bevæger sig rundt i den lille butik.

Holm og Murata rejser sig op og går i tandem rundt på scenen og forklarer, hvordan kiosken er indrettet og hvad, der står på hylderne. Holm oversætter mellem dansk og japansk for Sayaka og de viser begge med hænderne, med blide bevægelser, hvor disken er, hvordan man går rundt fra hylderne med snacks til toiletartikler og videre endnu til læskedrikke. De bliver guides i en kompakt verden udgjort af småting, som med hjælp fra deres forklaringer og bevægelser står frem for publikums indre blik.

Det diminutive ved butikkens størrelse går igen i Sayakas stemme, når hun småleende og prøvende svarer på Bertelsens spørgsmål gennem Holm. Stemmerne lyder oven i hinanden, når Holm forklarer til Murata på japansk, som svarer, hvorefter Holm forklarer tilbage til Bertelsen og publikum på et korrekt, nærmest blankt dansk. De holder begge den lille japanske udgave af DØGNKIOSKMENNESKET op med begge hænder, når de læser citater op. Holm er med til en start, men overlader siden respektfuldt oplæsningen til Murata.

Når de læser op fra den japanske udgave af bogen, blander lyden af det japanske sig med billederne af ulastelige opsætninger af melon-chokolade-læskedrikke og rigssnacks med laks og smøreost.

Som de står der ved siden af hinanden på scenen, Murata og Holm, udgør de et lille kor i det teaterstykke, Bertelsen har sat op. Når de læser op fra den japanske udgave af bogen, blander lyden af det japanske sig med billederne af ulastelige opsætninger af melon-chokolade-læskedrikke og rigssnacks med laks og smøreost. Række efter række af pakker med servietter, tandbørster og de gentagne hilsener fra ekspedienten.

Sofie Gråbøl bliver kaldt op på scenen for at læse uddrag af den danske oversættelse op. Bertelsen instruerer hende i samtidig at gå rundt som en handlende – det er tydeligt, at han nyder sin rolle som scenens instruktør. Gråbøl opgiver at gå og læse op på samme tid. I stedet stiller hun sig tæt på indgangen til døgnkiosken. Hendes stemme er proklamerende og det danske lyder tungt efter oplæsningerne på japansk, der fyldte salen sikkert men let, og med en fornemmelse for luft mellem ordene, som ellers kan være svært at fornemme i sprog, man ikke forstår. Bertelsen siger med begejstring, at det er første gang, han sådan rigtig er teaterinstruktør. Gråbøl kvitterer med: ‘Jeg tror ikke, det er den sidste.’

Teaterstykket bliver opløst, idet Gråbøl bevæger sig ned fra scenen og Murata, Holm og Bertelsen igen tager plads i de tre stole. Så går det egentlige interview i gang. Bertelsen spørger til romanens hovedperson, Keikos, flugt ind i døgnkioskrummet, som er det eneste sted, hun føler sig tryg. Det fører direkte til forbindelsen mellem Murata og romanens hovedperson. Murata fortæller, at hun selv har arbejdet i en lignende døgnkiosk i Tokyo gennem 18 år, og hun nærmest var hjernevasket af at gentage de daglige rutiner og butikkens krav om høflighedsfraser. Men det gjorde hende lykkelig. Døgnkioskrummet var nemlig et sted, hun følte sig hjemme i, sikker i, modsat verden uden for med dets krav om uddannelse og ‘rigtigt arbejde’.

Døgnkioskrummet var nemlig et sted, hun følte sig hjemme i, sikker i, modsat verden uden for med dets krav om uddannelse og ‘rigtigt arbejde’.

Bertelsen vil stille et spørgsmål om japansk maskulinitet, men væver til sidst så meget, at han overlader det til Holm at finde et spørgsmål blandt Bertelsens anekdoter fra en rejse til Japan og samtaler med en japansk bekendt. Han siger, forvirret over sin egen talestrøm, at der vist ikke befandt sig et spørgsmål i den, og Holm svarer med et skarpt ‘Nej, det gjorde der ikke.’ På et andet tidspunkt i interviewet siger Bertelsen til Holm med finurlig ydmyghed: ‘Altså, du må godt gøre spørgsmålene bedre i oversættelsen.’ Hun svarer, at det gør hun, altså, hun forsimpler spørgsmålene.

I interviewet af Murata er det ikke kun samtalens indhold, der er spændende, men også spillet mellem de tre på scenen, selve interviewsituationen. Det er en opførsel af oversættelsessituationen, en slags ‘oversættelse live’, hvor Holm forsøger at forbinde det japanske og det danske, Bertelsens humoristiske indfald og salens latter med Muratas svars logikker, som ofte ledsages af Holms forklaringer af det japanske samfunds selvfølger. Optrinnet lader to sprog og kulturer mødes foran en fyldt sal, og Holm pointerer igen og igen, at det er svært for hende at oversætte helt præcist.

Distancen mellem de to sprog er mærkbar, og derfor bliver Holms oversættelser til lidt mere end en forskydning i forhold til de japanske forlæg. Både i salen på Louisiana og når hun oversætter japanske forfatteres tekster. Holm har oversat det meste af Hariku Murakamis værk, og i dokumentaren, Dreaming Murakami, forklarer hun, hvordan hun må forholde sig til en helt anden måde at tænke på, når hun arbejder med at overføre de japanske skrifttegn til et meningsfuldt dansk. Hun siger, at det er som om, de tænker helt anderledes, japanerne. I filmen kommer hun med en række eksempler. Tag for eksempel skrifttegnets billede af et træ: ’Træet alene betyder ”træ”,’ siger Holm, ’To træer betyder ”lund”. Og tre træer sammen betyder ”skov”.’ Hun fortsætter: ’Hvis man sammensætter tegnet for ”kvinde” med tegnet for ”barn”, så betyder det ”at elske”.’

Det japanske skriftsprog fremhæver forbindelsen mellem den sansede verden og skriften, for tegnet for træ – 木 – ligner et træ. At efterlignelseskunsten er i skriftsproget og i den scene, som Bertelsen instruerede Murata, Holm og Gråbøl til at fremmane for at sætte scenen for romanen og for interviewet, virker ikke som et tilfælde. Man fornemmer, at tingene omkring os og hvordan de kommer til udtryk i sproget både er det, interviewet cirkler om og det, der er med til at skabe distancen mellem japansk og dansk.

…hun ser hologramelskere som mennesker, der tør udøve deres frihed.

Bertelsen er meget interesseret i forholdet mellem det menneskelige og ikke-menneskelige i Japan. Når Bertelsen spørger til forfatterens opfattelse af japanske mænds kærlighed til hologramkvinder, svarer Murata, at hun ser hologramelskere som mennesker, der tør udøve deres frihed. Hun virker ikke til at undre sig over fænomenet, men forklarer, at det er det samme i mangaerne, hvor objekter eller fiktive personer træder ud af siderne og indleder forhold til mennesker. At have varme følelser og bløde knæ tilovers for det ikke-menneskelige virker som noget aldeles udramatisk, og frem for alt: ikke-sarkastisk.

Det er selvfølgelig også helt normalt at elske ting i Danmark. Vi plejer at kalde mennesker, der elsker at købe, for materialister. Her sættes det materielle over det åndelige og de to begreber bliver et modsætningspar. Men det forekommer mig, at der er noget andet på spil i den japanske udgave af materialismen. En anden form for sanselighed, en anden omsorg for det ikke-menneskelige, som forener tingsdyrkelsen med det åndelige. Måske er det derfor, kærligheden til ting for Murata ligger inde med et frihedspotentiale. At elske en døgnkiosk eller et hologram er en vej ud af social kontrol, en vej til selv at føle.

Sayaka Murata (f. 1979) optrådte søndag d. 25. august på Louisiana Literature. Hun blev interviewet af journalist Mikael Bertelsen, tolket af Mette Holm og uddrag af hendes roman blev læst op af skuespillerinde Sofie Gråbøl. DØGNKIOSKMENNESKET er oversat til dansk af Mette Holm og udgivet på Grif.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Reportage,

Læs også