Døgnfluerne kommer – Lars Lenth DEN SAMME FLOD
Norske Lars Lenth er ikke blot en dygtig og eftertænksom fluefisker, han er også en dygtig og eftertænksom skribent.
Citat
Da jeg kom ned til Uglestrømmen, registrerede jeg fornøjet, at der var mindst fire fine fisk oppe langs de overhængende buske på den anden side. Ingen af dem ringede særlig ofte, men ofte nok til, at de med lidt velvilje kunne kaldes jævnt ringende. Jeg vadede forsigtigt ud til dem og så, at de tog nyklækkede aurivillier, der kom drivende, samtidig med at de spiste højtflydende nymfer og klækkere, som ikke var så lette at få øje på. Synet af de store bækørreder, som roligt og behersket rullede over og systematisk plukkede samtlige døgnfluer, der kom over dem, var lige så fortryllende som altid. Det er og bliver det mest harmoniske syn i verden. Naturen når den er smukkest. Måske er det fordi, det bærer bud om store oplevelser? Jeg glemmer i hvert fald tid og rum, alle andre ting smelter væk og bliver uvæsentlige.
Den mest forfinede fangstmetode, der praktiseres blandt lystfiskere, er tørfluefiskeri, som består i at få en fnuglet kunstflue – en krog omvundet med fjer og sytråd – til at flyde på vandoverfladen, så den ligner et klækkende insekt, der driver med strømmen. Tørfluefiskeri kræver avancerede kastefærdigheder. Det kræver insektkendskab og fingerfærdighed. Og når det lykkes at få fluen til at lande blødt på overfladen, når ørreden på dirrende finner stiger op fra bunden og i et spring ud af vandet tager fat om krogen, er det kulminationen på tørfluefiskerens færdigheder. I disse øjeblikke fejrer hovedpersonen i Lars Lenths roman DEN SAMME FLOD sine største triumfer – både som fisker og som menneske.
Lars Lenth er en af Norges allerdygtigste fluefiskere. Han er berømt for sine fremragende film og tv-programmer om emnet, kendetegnet ved superbt fluefiskeri, eftertænksomhed og mild norsk humor. Samme kendetegn går igen i hans skønlitterære debut, hvis snævre genrebetegnelse fluefiskerroman er udmærket dækkende for indholdet. Her overbeviser Lenth om, at han bestemt også er i stand til at fortælle uden brug af levende billeder.
Historien er hans egen: om dengang, han var sidst i tyverne – bosiddende i Oslo med kæresten Nora og næsten færdig med studiet – og en dag beslutter at rejse bort. Langt op i Nordnorge til elven Skrukkedalsrenna for i hel sæson at dyrke tørfluefiskeri i ensomhed. Lenth ankommer til elven i maj, mens den sidste sne smelter, og bliver der sommeren over indtil det første snefald i september. Planen er at bo i telt ved elvens bred, men efter en tid med frost lejer han sig ind i kælderen hos Reidar, en sølle fordrukken gårdmand med jord ned mod elven. Gården og elven udgør grænserne for Lenths færden, og inden for dette begrænsede rum bliver historien til.
DEN SAMME FLOD er en detaljeret og velskreven beretning om en hel sæsons omskifteligt fluefiskeri, dernæst en fortælling om selvvalgt ensomhed og som det tredje – i passende små doser – en fortælling om overgangen fra ungdom til voksenalder. Lenth er en fluefiskernørd,
hvis lykkefølelse bruser over ved stå i vand til maven og registrere begyndelsen til en klækning af flyvemyrer. Alt andet må komme bagefter.
Det fede ved nørder er deres begejstring. Og når man som Lenth ikke blot kan fiske, men også formår at skrive om sin passion, er det stærkt anbefalelsesværdigt. Selv læste jeg bogen i ét langt velbehageligt sug. Men så skylder jeg måske nok at sige, at også jeg falder ind under kategorien af lykkelige fluefiskernørder.
