Don Loke – Klas Östergren ORKANFESTEN
Klas Östergren gendigter dele af den nordiske mytologi i endnu et oversat bidrag til myteserien. Det er der kommet to ikke særligt sammenhængende historier ud af.
Citat
Loke sendte hende et smil, stadig i den overlegne stil. Hun fortsatte: ”Du får måske ikke lov til at gå løs så længe endnu. Og svinge med…” Hun trak sine lange, røde negle over skridtet på ham, ”med din hale.” Den rigtigt opmærksomme kunne se, at det overlegne smil forandrede sig. Grundtrækkene var der, men noget andet blev tilført, noget mere modsigelsesfuldt. ”Shit happens,” sagde han.
Svenske Klas Östergrens ORKANFESTEN udgør det første skandinaviske bidrag til den såkaldte Canongate Myteserie. Et ambitiøst foretagende som involverer 40 forlag samt forfattere fra hele verden. ORKANFESTEN er den sjette danske udgivelser, hvoraf Ali Smiths PIGE MØDER DRENG lige er blevet anmeldt her på siden. Seriens forfattere har til opgave at gendigte en myte efter eget valg, og Östergren har passende kastet sig over den nordiske mytologi, og i særdeleshed den udspekulerede gud Loke.
Der er dog mere 1984 end VALHALLA over bogens første del, som samtidig er den mest vellykkede. Vi kastes ind i et dystopisk Stockholm/Midgård, hvor både solen og regnen er dårlige for huden, og gaderne er fyldt med bander og lig. Den primære underholdning består i at høre et radioprogram, som spiller en orgeltone, der skifter med måneder eller års mellemrum, eller at se reality-programmet TomBola, hvori en kæmpekvinde kopulerer med udvalgte frivillige, ofte med dødeligt udfald.
Her finder vi den fantasiløse forsikringstaksator Hanck Orn, som i en serie af tilbageblik opruller sin livshistorie samt fortællingen om, hvordan hans søn Toby kom til verden. På en besigtigelse i yderkanten af byen, støder han på Nyserne, en religiøs gruppe, der tror Gud manifesterer sig i nyset. Hanck har en kort affære med nyseren Rachel. Hun bliver gravid og føder sønnen Toby, men dør i barselssengen.
Toby vokser op og bliver en succesfuld kok med arbejde på en luksuriøs ødegård. Dem, der sidder på magten i dette mytologiske Sverige, er Klanen, som er hele det farverrige persongalleri, vi normalt kender som aser, med Odin som den ubestridte leder. Klanen har for vane at holde vilde fester på ødegården, og det er under en sådan, at Loke slår Toby ihjel, da han nyser og ikke undskylder sig selv.
Den første halvdel af bogen er velskrevet og interessant, og Östergren fører langsomt, men sikkert, læseren ind i sit originale univers. I den anden halvdel, hvori Hanck søger hævn for sin søn, bliver hele den nordiske mytologi påhæftet i et desværre noget rodet kludetæppe af anekdoter og ekskursioner. Det virker lidt for meget som bestillingsarbejde. Historien om faderen og sønnen, som er den man egentlig helst vil høre, og måske også den Östergren helst vil skrive, må vige pladsen for en historielektion i sagn og myter, som ødelægger tempoet i romanen.
Östergrens aser er blevet godt og grundigt gangsterficerede, hvilket ikke virker specielt godt. Især Loke, som vi kender som en snedig og udspekuleret formskifter, fremstår mest af alt som en trodsig teenagepige med voldelige tendenser. Det skyldes ikke mindst hans dialog, som er usædvanlig træg og utroværdig, godt blandet med engelske låneord, der skurrer i nethinderne.
Det er ærgerlig, for i sin grundkerne er ORKANFESTEN en god historie. Desværre er integrationen med den nordiske mytologi alt for uelegant, og disse påhæftede afsnit gør bogen til en middelmådig oplevelse.
