Don’t make fun of daddy’s voice – Jesper Sørensen ALLE DAGE ER SOM SØNDAG
Historien om og værket af det britiske indieikon Morrissey har det hele. Alligevel taber vores danske biografist Jesper Sørensen guldet på gulvet.
Citat
The Smiths i retten:
Højesteretsdommer Weeks lægger stor vægt på de fire hovedpersoners personlighed, hvilket man aldrig ville gøre åbenlyst i en dansk retssag. Han kalder Rourke og Joyce [hhv. bassist og trommeslager, SLH] ligefremme og ærlige men ”uden det store intellekt”. Weeks opfatter Morrissey som en mere kompliceret person, der er stridbar og upålidelig, når hans egne interesser er på spil. Marr [guitarist, SLH] er ifølge dommeren en mere vindende og fornuftig person og nok den mest intelligente af de fire, selv om han [altså Weeks, SLH] ikke tror på hans [altså Marrs, SLH] forklaring.
Den indflydelse Steven Patrick Morrisseys 80’er-band The Smiths har udvirket på eftertiden, kan næsten kun undervurderes. Enhver musiker med lidt selvrespekt i behold skylder manchesterkvartettens blanding af virtuos melodibøjning, sublim tekstkunnen og fornemmelse for selviscenesættelse en halv arm. Egentlig opfandt The Smiths ikke noget, men flugtede blot den kurs rockmusikken altid har benyttet, nemlig et i det uendelige gentaget antiautoritær og revolterende vræl efter samfundets stålsatte normer.
Det originale hos The Smiths var måden: Forsvaret for alternativet og taberrollen blev med Morrisseys indtræden til en gennemreflekteret og intellektuel øvelse – altid med et glimt i øjet og aldrig uden bevidstheden om egen tommetykke selvfedme. Dertil kan så lægges Johnny Marrs melodiske evner og pionerforskning i elguitarens muligheder.
The Smiths forlængede i sin korte levetid i midtfirserne det ambitionsfelt, som popmusik befandt sig i, og feltet er stort set det samme i dag 25 år efter, hvor arven lever helt tydeligt hos navne som Josh Rouse, Jens Lekman og The Magnetic Fields.
Det siger en hel del om Morrisseys andel i The Smiths’ succesformel, at han efter bandets dramatiske opløsning har skabt sig en tungtvejende og i forhold til The Smiths bedre facetteret (men ikke ligeså velpoleret) soloportefølje.
Morrissey har gang på gang fået vendt helt oplagte tabersager til egen fordel, indrulleret dem i sit tekstunivers, og myten om ham har fået desto mere æde. Der er bitre retssager om copyrights og kontraktlige forpligtigelser, smædekampagner i den engelske tabloidpresse, skandaløse optrædender og udtalelser og et generelt oppustet selvmedlidenhedsgen osv. Mozzer, som han kaldes af kendere, er musikindustriens Smertensbarn par excellence, og måske et af dens sidste rigtige idoler?
Det er denne historie, som Jesper Sørensen biograferer i sin nye bog ALLE DAGE ER SOM SØNDAG. Sørensen går til opgaven som en ydmyg og gennemsigtig journalist og er mere refererende og summerende end kritisk analyserende og perspektiverende. Det er så, hvad det er, men når forfatteren oveni er ufokuseret, læser Morrissey udelukkende i små fragmentariske udklip, tager for givet at Morrisseys sange er tekst/indhold og ikke musik/stemme/frasering, ikke henviser til sine kilder, gentager de eksakt samme formuleringer flere steder, er pinlig Holger Fortolker (om hittet ’There is a light that never goes out’: ”Det skal nødvendigvis ikke tages bogstaveligt, at sangens hovedperson ikke har noget hjem. Pointen er, at han ikke føler sig hjemme eller ikke passer ind.” [sic!]), så er Sørensens bog altså ikke opgaven voksen.
Manglen på plot gennem bogens ophobninger af facts, sangtitler og interviews (bl.a. og helt ukvalificeret et med Helle Thorning-Schmidt) er bogens største problem. ALLE DAGE ER SOM SØNDAG overlever kun på, at stoffet er så fantastisk, og der skal meget mere til at gøre Morrissey uinteressant. Alligevel kan Sørensen ikke helt undslippe en anklage om at gøre ufrivillig grin med fars stemme.
