Dorte i Per Finlands vandseng – Helle Helle DETTE BURDE SKRIVES I NUTID
I velkendt nedtonet realisme har Helle Helle denne gang forsigtigt taget fat på at skrive sin egen historie. Det er der sådan set ikke kommet noget nyt ud af, udover forfatterskabets første forekomst af en Irma.
Citat
Om aftenen kunne jeg se fyren fra stationskontoret oppe i lejligheden med sin kæreste. Han gik rundt i det, der måtte være stuen. Hans kæreste stod tit ved køkkenbordet, indimellem åbnede hun vinduet og rystede et viskestykke. Jeg tænkte på, hvilke grunde der kunne være til at ryste et viskestykke. Nogle gange sad han i vindueskarmen i stuen og røg. Han sad med en hånd under hagen og små røgskyer foran det blege ansigt. De havde en stor cowboykaktus, den stod i et af de andre vinduer.
En ung kvinde, Dorte, flytter hjemmefra og ind i en bungalow ved siden af stationen i Glumsø. Her bor hun lidt usselt og ensomt, og herfra pendler hun ind til København, hvor hun ikke går på universitetet. Hun er godt nok indskrevet på KUA og kommer af og til forbi for at vimse lidt rundt på biblioteket, men det meste af tiden er hun i Scala, hvor hun shopper, spiser kage og mødes med Digter Hase. Han introducerer hende til Lyrikcafeen, hvor man kan læse egne tekster op og til en vigtig kortprosaist: ’hun er næsten forfatter, hun går på en skole’, som der står.
Helle Helle, der kommer fra Rødby, har selv gået på universitetet uden at gå der ret meget, og hun er selv kommet på en litteraturcafé, som i hendes øjne var hot, indtil Poul Borum mente det modsatte. Og hun er vist også kommet en del i Scala. Sammenfaldene mellem forfatter og fortæller gør ikke DETTE BURDE SKRIVES I NUTID til hverken selvbiografi eller selvbiografisk roman. Det er stadig bare en Helle Helle-roman, der i lighed med tidligere romaner som RØDBY-PUTTGARDEN og NED TIL HUNDENE handler om jeg-svage kvinder, bløde mænd, hverdagsliv i provinsen og et fortællemæssigt fokus på de bittesmå ting, der fylder et liv og gør et menneske.
Helle har i denne roman udvidet bekendtskabskredsen til også at omfatte den unge digtergeneration i København omkring 1990. Digter Hase skriver i hjørnet af et postkort ’Vi venter på nogen’, og Dorte fra Glumsø forstår ikke henvisningen til Søren Ulrik Thomsen, men skriver tilbage ’men på hvem mon’. I korte, overfladeskøjtende sætninger tegner Helle et portræt af en generation, af forskellen på dem fra byen og dem fra landet, og hun kan som ingen siden Herman Bang skrive dialoger så præcist, at de kun overgås af virkeligheden.
Også i denne roman øser Helle af sin humoristiske begavelse. Når de to tørstige cyklister, Dorte og faster Dorte, efter en lang dags jordbærplukning møder Riborg, der lige har mistet sin mand og meget gerne vil fortælle om det, får faster Dorte nok:
– Kære Riborg, havde hun lige været ved at sige, døden er noget skidt, men du er simpelthen nødt til at stramme op nu.
Helle Helle er dygtig. Hun er så dygtig, at det næsten bliver irriterende. Der er lagt så meget arbejde i hver eneste sætning, at den – med naturlig overlegenhed – kan holde til at blive undersøgt i alle ender og kanter og til evig tid generere merbetydning. Men al den perfektion bliver lidt kedelig i længden. Karakterernes handlinger er så få og kejtede og skal sige en helt masse om karaktererne – hvilket de også gør på mesterlig vis – men på den måde bliver alt det ingenting så betydningsladet, at det kammer over i noget symboltungt huha. Hun synger for pænt. Hun måtte så gerne synge lidt falsk også, for at vise den djævel, vi alle ved bor derinde.
Mens vi venter på en skævert fra Sorø-egnen, vil jeg genlæse romanen og nyde disse fortættede sætninger, som alle tåler at blive lirket lidt i og som på ægte mesterlig Helle Helle-maner rummer nøglen til at forstå Dorte, Dorte, Per Finland, Lars, Ruth, Knud og Digter Hase. Karakterer, som ikke med det samme vil forlade bevidstheden, da de er fremskrevet af de fine detaljer, der afslører os alle.
