Double-scope – KRITIK #185
KRITIK – som sædvanlig næsten erotisk formfuldendt – er denne 185. gang udformet i klerikalt lilla. Denne dobbelthed er nummerets skjulte hovedtema.
Citat
Strengt taget passer udtrykket at ’folde sin tunge om blod fra en mand’ næsten bedre på en seksuel glædesstund, end på det at drikke altervin, og udtrykket ’knæle for at spise mig’ understøtter den seksuelle tolkning i mindst lige så høj grad, som den passer til nadversituationen. Konsekvensen følger med en bogstaveliggørelse af et blow-job: ’skibet pustes op’ og ’nadver-kadaveret ender i munden’. I denne version er du’ets udsagn om ikke at bide affirmativt snarere end det modsatte i forhold til akten, hvorimod jeg/vi er placeret lidt mere i baghånd, nærmere bestemt bagved, hvor ’vi slikker korset rent’, hvilket igen passer bedre ind i den anden allegori end i den første, fordi det selv uden sammenstillingen af kors/kryds/røv er godt på vej til at tippe billedet ud over randen for, hvad det kan holde til indenfor religiøse rammer.
Jeg stopper relativt hurtigt her, for den profane læsning er infantil, og det er en pointe.
(Henrik Skov Nielsen)
Tyngdepunktet for Kritik nr. 185 er den såkaldt ’folkelige modernisme’ – et særligt dansk fænomen, som redaktørerne Frederik Stjernfelt & Lasse Horne Kjældgaard kalder en ’formæling mellem lyrisk avantgarde og forsamlingshus’. Humørsprederen Lars Bukdahl har sat sig for at indkredse det ’radikalt sjove’ hos ’dobbeltagenter’ som Anton Melbye, Aage Hermann, Halfdan Rasmussen, Dan Turéll og Per Højholt. Nu er det en kendt sag, at man ikke skal forklare humor særlig meget, før det lattervækkende går af den. Netop det sker desværre lidt, når Bukdahl vil påvise en folkelig-avantgardistisk ’humorisme’ i dansk litteratur. De præsenterede tekster – især Højholts og Turèlls – er både ’radikalt sjove’ og ret syrede, men Bukdahl ville have bevist sin pointe bedre ved at lade sine egne rablende manierismer (som forbløffende ofte optræder i parentes) træde lidt i baggrunden.
Frank Kjørup bidrager med en ualmindeligt lang artikel om den panerotiske figur hos Jens August Schade. Der er interessante perspektiver, men argumentationen drukner i et uhyrligt kancellisprog. Rask væk praktiseres 18-linjers sætninger og monstrøsiteter som ’det så at sige narrativt præinkarnerede, lyrisk auktoriale pro-logos’. Det forbliver dystert, hvad det komplicerede ved panerotikken (dvs. en erotik der er rettet imod alt og alle) er, og man orker ikke rigtig spekulere over det.
Mere vellykket er sjovt nok det norske bidrag til det fænomen, der altså skulle være særlig dansk: Kjell Ivar Skjerdingstads artikel om Erlend Loe. Ifølge Skjerdingstad er Loes forfatterskab udtryk for en slags ny-naivistisk, postpostmoderne metaforteori, som insisterer på overfladen som sted for ’tingenes væsen’. Nu kan man påstå, at denne paradoksale bestræbelse har været ny i mindst 100 år, men det er vist første gang, den repræsenteres så morsomt.
Andre bidrag behandler blasfemi, og her bliver det for alvor interessant. Henrik Palmer Olsen, Mikkel Bogh og Henrik Skov Nielsen leverer artikler med hhv. juridisk, kulturhistorisk og litteraturanalytisk fokus, der supplerer hinanden godt. Især Skov Nielsens artikel om Simon Grotrians double-scope-digtning, hvor det hellige blandes med sjofelheder og sex, er fornøjelig læsning.
Tankevækkende er også Christoffer Green-Pedersens tekst om politiske dagsordensfastsættelsesprocesser, Moritz Schramms om kæphestene migrationslitteratur og anerkendelsesteori og Marianne Stidsens nedsabling af Claus Beck-Nielsen sidst i bladet. Skarptskåret og velskrevet formidling, der burde have haft en mere central placering (og tematisering) i KRITIK #185.
Alt i alt inspirerende læsning med masser af dobbelt-, pan-, meta- og bastardfigurer – nogle mere vellykkede end andre.
