Drengen og tigeren – Yann Martel PI’S LIV
Yann Martels nye roman, der vandt den prestigefyldte ‘Man Booker Prize’ i 2002, er en lovprisning af jordnær fantasi.
‘Hvis sandsynlighed er en stopklods for Dem, hvad har De så at leve for? Er kærlighed ikke temmelig svær at tro på?’ Dette spørgsmål, der stilles af hovedpersonen Pi, kunne stå som knudepunktet for Yann Martels nye roman. For lige så enigmatiske som kærlighedens og Guds veje er, lige så uransageligt er plottet i PI’S LIV.
Pi vokser op i 70’ernes Indien som søn af en direktør for en zoologisk have. Han er optaget af religiøse spørgsmål og er på samme tid praktiserende hindu, muslim og kristen. Grundet politiske uroligheder må familien emigrere til Canada og begiver sig af sted på et skib lastet med alskens eksotiske dyr. Midt i Stillehavet forliser skibet, og således begynder romanens egentlige handling: Pi’s over syv måneder lange rejse i en redningsbåd i selskab med en fuldvoksen tiger.
Steen og Stoffer? Sammenligningen er ikke helt til en side, for romanen deler denne tegneseries kærkomne konglomerat af humor og eksistentiel filosoferen. For ikke at tale om den monumentale hyldest til fantasien, der er fælles for begge.
Men selv om det fritsvævende, fabulerende element spiller en kapital rolle for Martel, holder han hele tiden fantasien i snor, og denne dobbelthed udgør romanens væsentligste styrke. Eksempelvis opholder Pi sig i en periode på en mystisk, frit flydende ø, der viser sig at være både levende og kødædende, men lige inden historien fortaber sig i science fiction, genskaber romanen det realistiske univers via en videnskabelig, biologisk forklaring på fænomenet.
Denne dialektiske bevægelse er karakteristisk for romanen i sin helhed, og Martel kan således placeres i den genre, der er blevet kaldt ‘magisk realisme’, og som ofte forbindes med forfattere som Gabriel García Márquez, Jorge Luis Borges og Salman Rushdie.
Effekten af Martels behændige balanceren mellem fantasi og virkelighed, løgn og sandhed, er en kafkask ‘underliggørelse af verden’, der trækker den faste grund væk under læserens fødder.
Måske er det, som romanen selv postulerer, en historie, der får sin læser til at tro på Gud. I hvert fald tvinger den os til at se på verden med nye øjne.
