En drøm af en monstrøs roman – Andrzej Tichý KAIROS


Tichýs KAIROS er en fragmenteret roman sammensat af stemmer fra vort århundrede. Stemmer, der taler visionært, politisk, affektivt, sorgfuldt, vredt og poetisk.

Citat

Da telegrammet kom om at hun var døende, revnede glasklokken med et skrig fra grifler på tavler

har du nogensinde kunnet sove en uge i april?

skånselsløs april

og han mødte mig på den grå perron, mine øjne sved stadig af gnistrende bronzerød og kromgrøn tryksværte der flød fra de forbihvirvlende aprilbakker

hans skæg var hvidt, en gammel mands trætte, indfaldne kinder

fortvivlelse

hun er væk

du, sorg er ikke en sørgedragt og

i bedemandsforretningen

stanken af voks fra liljerne i bedemandsforretningen

du og jeg vi må begrave sørgedragten

derefter sølugten, den glitrende Lake Michigan

de små sølvbølger

du, kan du huske Indian Head, kan du huske Potomac

da I var børn

sølvbølgerne

der var spottedrosler på kirkegården og vejgrøfterne dampede af forår

april nok til at ryste verden

ingen bitter jord under os

Førnen er det materiale, der udgør det øverste af jordbunden, de planterester, fuglefjer og ekskrementer, der endnu ikke er nedbrudt og formuldet. Førnen er bare et af mange ord, jeg ikke kendte, før jeg læste Andrzej Tichys roman KAIROS. Førnen kunne være et billede på KAIROS, der er bygget op af flere spor, som nok holdes sammen af formen, men endnu er så autonome, at de let adskilles, så romanen aldrig bliver en let læselig, lind strøm. Sporene skærer de samme temaer og spørgsmål, men adskiller sig fra hinanden genremæssigt, bevæger sig i forskellige tider og citerer forskellige litterære, filosofiske, kunstneriske og musikalske forbilleder.

Romanens spor er: ‘Strandlinje’; en jeremiade, der indrammer bogen. ’Varsel’; om den tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi, der i 2011 brændte sig selv i protest og blev startskuddet til det arabiske forår. ’Blændende, dunkle spor’; en vi-båren HOWL-lignende tekst om oprør, modstand, revolutioner og om at være betragtere til historiens begivenheder. ’Førne flammer’; der lader Bertold Brechts heltinde Den hellige Johanna fra slagtehallerne tale. ’Fantomer’; den tysk-svenske forfatter Peter Weiss’ overvejelser bl.a. over en venindes, den svenske digter Karin Boyes, selvmord. ’E’; om forfatteren og aktivisten Bernward Vesper og om sønnen Felix.

KAIROS er et bombastisk værk, der ikke er mildt mod sin læser. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft svært ved at finde vej, og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at denne tekst ikke kan blive andet end de første, ufærdige tanker om en monstrøs roman, jeg skal og må læse igen.

Jeg tror, mange bøger bliver til gennem stumme samtaler med andre bøger og med levende og afdøde forbilleder. Jeg tror også, at citatet er en forudsætning for at skrive, at man ofte eller altid skriver i forlængelse af andres ord. Men KAIROS fremviser dette tydeligere end de fleste andre bøger, de mange stemmer og inspirationer er ikke omformet til en sammenhængende og sømløs fiktion, tanker og idéer er ikke lagt i munden på opdigtede karakterer, men får lov at udgå fra de faktiske personer, der engang har tænkt tankerne, fundet på idéerne. Den eneste fiktive karakter, Den hellige Johanna er sakset fra Brechts drama, hun er ikke Tichýs egen skabning og virker desuden ligeså virkelig som romanens øvrige stemmer. På den måde bliver KAIROS en førne, en collage, en ufordøjet sammenstilling af essays og digte sat i romanform og ikke en fortællende fiktion. Tichý skjuler ikke sine inspirationer, han lægger dem ligefrem til skue i en liste på bogens sidste side.

KAIROS er skånselsløs og krævende og formbrydende, den løftede mig, men den gjorde mig også udmattet. Jeg kendte få eller ingen af romanens stemmer. Jeg spurgte, hvem var Irmtraud Morgner? En tysk forfatterinde, der skrev romaner om køn, der sammenstillede fortid og nutid i sine tekster, der var feminist. Jeg spurgte, hvem var Karin Boye? Karin Boye begyndte sit liv i 1900, skrev romanener og digte, i et skrev hun linjerne ‘Mægtigt er det spæde liv/ mere end jern’, og i 1941 tog hun sit liv. Jeg spurgte, hvem var Peter Weiss? Forfatter og kunster, der kunne have endt sit liv i Auschwitz, men flygtede til Prag og senere Sverige, der skrev romanværket MODSTANDENS ÆSTETIK. Jeg spurgte, hvem var Bernward Vesper? Politisk aktivist og forfatter, gift med Gudrun Ensslin, tog sit liv en majdag i Hamborg. Mine flittige internetopslag hjalp mig til en vis grad, men KAIROS er ikke en roman, der gør det let for sin læser.

Alligevel inkarnerer KAIROS en af mine drømme om, hvad romanen kan være – en monstrøs, polyfon, altophvirvlende form, der kan være lige så intrikat og sprogligt nyskabende som lyrikken.

Ordet kairos kommer af græsk og henviser til et særligt tidspunk mellem to begivenheder, og romanens stof er også vor tids øjeblikke af stor forandring, oprør og revolutioner. KAIROS er en roman, der kræver en vidende og sansende læser, den fornyer den politiske samtidsroman, men den er også en rørende roman. Det kommer f.eks. til udtryk i det i boksen citerede stykke fra ’Førne, flammer’, der handler om døden.

KAIROS var i 2014 nomineret til nordisk råds litteraturpris. I sin affektive stil; den anfægtede stemme, de mange motiviske og rytmiske gentagelser og apostroffen kan romanen nogle steder minde om Imre Kertész’ brillante, vrede roman KADDISH FOR ET UFØDT BARN (1990). Ganske snart må jeg læse KAIROS endnu engang.

Skrevet af Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *