Af | 24. juli 2014

Drømme vil sno en krans af virkeligheden – Eva Tind HAN

På en isnende rejse gennem en nordkoreansk virkelighedskonstruktion reflekterer Eva Tind over adoptionens dobbelte fremmedhed som et grundvilkår for identiteten.

Citat

Den kære leder har besøgt dette museum fireogtredive gange, oversætter Ho. Guiden står tavs ved siden af Ho, når hun taler. Hendes kinder er fyldige og bløde. Hun holder varsomt to hvide sten, en i hver hånd, som var de øjne. Langsomt bliver stenene mørkere, nærmest sorte. Nu hænger hun de to sorte sten i den ældre museumsguides magre ansigt. Den ældre har stået som en skygge i kanten af rummet, nu går hun rastløst rundt bag os. Hendes ansigt er så tætvævet, at liv ikke trænger ind.

I race- og minoritetsstudier beskrives, hvordan der i de overvejende ’hvide’ europæiske lande er konsensus om at betragte den adopterede som hvid, som ’en af os’, og således tilsyneladende negere det anderledes biologiske ophav, f.eks. den asiatiske krop, men at dette kun kan opretholdes, så længe den adopterede er uden for biologisk kontekst. I romanen HAN beskriver Eva Tind, hvad der sker, da hendes fortællers krop flyttes til Nordkorea, hvor hun er biologisk og racemæssigt hjemmehørende (hendes afdøde biologiske far er født i landet), men kulturelt fremmed og samtidig en politisk trussel, idet hun, dels som forfatter og dansker og dels som en slags ufrivillig flygtning, eller i hvert fald efterkommer af en bortløben nordkoreaner, udgør en potentiel paria for regimet.

I Nordkorea er fortælleren berøvet muligheden for at efterforske sin baggrund, hun må f.eks. ikke opsøge sin fars fødeby. Således har hun ingen adgang til en Sporløs-historie, hvor hun opsøger sit biologiske ophavs steder, og hun har som sådan heller ikke et mysterium at opklare. Historien om sin adoption kender hun allerede, og hun ved, at faderen er død, og at hendes forhold til ham vil forblive uforløst. Og det er, som om hendes nordkoreanske rejse bliver friere, og HANs historie smukkere og mere universel, fordi hendes søgen ikke har nogen afgrænset genstand.

Tind arbejder også konceptuelt, performativt og billedkunstnerisk, men i HAN er billedkunstneren Tinds stærkt taktile fornemmelse for detaljen omsat i selve prosaens billedsprog. Forbindelsen til de strømførende lag mærkes og bliver voldsomt materiel. Denne form virker stærkt affektivt i forhold til de konceptuelle strategier, som dominerer i Tinds mere hybride værker (debuten DO og EVA+ADOLF). Det narrative flow, og det at fortælleren i bogen er trukket helt ud af den hvide (danske) kontekst og ind i en nordkoreansk – som er modsætningsfuldt og ‘unheimlich’ på en ny måde – forstærker læseridentifikationsfaktoren.

Læseoplevelsen af fortællerens rejse gennem det kuldslåede og iscenesatte nordkoreanske landskab tangerer for mig næsten oplevelsen af Marguerite Duras’ navnløse jegfortælleres rejser gennem det kvælende hede, stærkt duftende Indokina. Denne følelse udspringer egentlig ikke af østligheden, orientalismen, men af selve behandlingen af detaljerne, af den taktilitet, der gennemsyrer fortællingen. Den ømme kropslige tilstedeværelse, der sætter sig i mellemgulvet eller som en konstant klump i halsen og drømmebilleder på nethinden, antyder for mig et paradoksalt skæbnefællesskab mellem Duras, kolonialistens datter, og den bortadopterede Tind. De er fælles om den komplekse splittelse, der opstår, når to vidt forskellige verdner begge er en fysisk del af samme person, men på en hjemløs, løsrevet eller eksileret måde. Det dobbelte tilhørsforhold eller manglen på entydig forankring er noget, de har fået ind uden om egen vilje. Det er resultat af begivenheder, som fandt sted, før deres egen vilje overhovedet satte ind.

Til forskel fra Duras’ nøgterne, filmiske registreringer, opdyrker Tind en lyrisk, surreel dimension i sit billedsprog. Der løber en række snit ned gennem HANs billedmættede beretning. Først og fremmest beskrivelserne af det nordkoreanske regimes iscenesættelser af alt, fortælleren og hendes gruppe af turister er i kontakt med – til tider virker maskespillet næsten grinagtigt, kluntet, men altid uhyggeligt stringent, insisterende, og helt igennem alvorligt ment. Fornemmelsen af kulisse sættes helt på spidsen, da gruppen besøger Pyongyangs filmby – ude af stand til at skelne dens scenerier fra de ’almindelige huse’, de er blevet præsenteret for undervejs.

Rejseberetningen brydes af korte beskrivelser af fortællerens ulovlige fotos, hvor små trævler af alt det, iscenesættelsen skal dække over, viser sig i lydløse, frosne tableauer. De er stjålne snapshots taget fra busruder eller på gåture, når guiden kigger den anden vej. Hertil kommer hendes billedmættede drømme, som væver planerne mere og mere sammen og flyder over i hendes rejseberetning, som således umærkeligt smelter sammen med det mere ’terapeutiske’ spor, hvori hun taler direkte til Han, den afdøde, nordkoreansk fødte far.

Rejsen gennem Nordkorea foregår om vinteren, og frosten forstærker følelsen af, at det nordkoreanske samfund er frosset fast i en tid længe før fortællerens egen adoption, og før hendes far forlod fødelandet til fordel for Sydkorea. Hun ser propagandamalerier, som placerer landets afdøde ledere side om side i en fiktiv samtidighed, og oplever den nutidige iscenesættelse af virkeligheden rundt om f.eks. transportmidler og bygninger fra 1950’erne, som optræder i fineste stand, som var de bygget i år. Tiderne flyder sammen, fordi kronologien er suspenderet i den nordkoreanske konstruktion af virkeligheden, og denne brudfyldte, forrevne kronologi griber ind i hendes egen historie, ligesom historien om de to Koreaer, dette smertefulde snit ned gennem landet, som guiderne indstuderet begræder ved enhver given lejlighed, bliver en spejling af de snit, der gennemskærer fortællerens historie.

Denne sekvens beskriver drømmenes logik og udfolder den samme teknik i praksis, hvor drømmens strøm væver virkelighedens forskellige spor ind og ud af hinanden:

– Jeg strækker kroppen på bagsædet og lukker øjnene. Drømme vil komme, de vil gå. Drømme vil sno en krans af virkeligheden. Jeg tager kransen på og bærer den som en ring om håret.

Kritikken af det kontrollerede nordkoreanske samfund er hele tiden latent, men den er kompliceret for den adopterede med rødder i landet. Elegant lader Tind læseren ane den indfødtes lette fortrydelse, når Marte, fortællerens norske medrejsende bandende afslører regimets dobbeltmoral, løgn, brutalitet – udpeger nøden og den forstillelse, hvormed den håndteres af regimet og de venlige guider, som repræsenterer det. Også drømmene er svangre med frygt for diktaturets metoder og anelser om befolkningens lidelser, men selv i drømme lægges den eksplicitte afstandstagen i munden på Marte:

– Nu står jeg over for Ho. Hun tager mine hænder. Det er de hænder, hun leder os gennem byen med.
– Det er sådan vi lever, siger hun. –Vi mangler elektricitet og kul, men ikke vand og ris. Maden er ikke så varieret på denne årstid, planterne sover under tørre blade. Her findes ingen sult, siger hun. Nu graver befolkningen i jorden med en ske for at mætte munden. Når munden åbner, fyldes den med jord, mumler Marte på norsk. Fylde tygge, synke den klæge masse, der klistrer til spiserøret. Hun sparker i asfalten med støvlesnuden. Så ser hun på Ho og smiler.
– Det her er en drøm, siger jeg til Ho.
– Ja, det er det, siger hun. Vi kører ned ad rulletrappen, ned under jorden, ned mod den underjordiske station. Stationens gulv er beklædt med sølvpapir, der foldes og ligner et landskab. Sølvet kaster lyset filmisk rundt i rummet. Marte har sin norske hjemstavnsdragt på. Nu står hun på Prosperity Station under store, bolsjefarvede kroner mellem de nymalede toge. En gruppe pigebørn i hvide skjorter og røde nederdele synger nationalsange foran det store vægmaleri.

I HAN lykkes Eva Tind med at tegne et isende og sansemættet billede af det isolerede Nordkorea, selvom alt uvægerligt ses udefra, gennem de upersonlige scenerier, regimets turistafdeling stiller frem foran de rejsende. Samtidig er HAN en smuk og smertefuld refleksion over den adopteredes blandede følelser omkring sin opvækst og sit ophav, som naturligvis er produkt af helt særlige omstændigheder, men som samtidig er glimtvis genkendelige for hvem som helst. Selv i min gode, gennemsnitlige middelklasseopvækst, fandtes af og til følelsen af at være en fremmed for sin familie, noget, der var kommet udefra, og som måske ikke levede op til forventningerne. Tind indfanger den adopteredes dilemma, ’Kære far, jeg tilgiver dig aldrig. Kære far, jeg tilgiver dig hver dag’, men læseren mærker samtidig, hvordan det på sin vis er ethvert menneskes dilemma, når det vender sig mod sin fortid – jeg tilgiver dig aldrig mor, far – og jeg tilgiver – og takker – dig hver dag.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også