Du skal finde dit totemdyr – Lone Aburas DET KOMMER TIL AT SKE
Aburas’ fjerde roman er et skarptskåret og velfortalt portræt af livet som ung anno 2016, der humoristisk udstiller både barnlige forældre, new age-psykologer og andre af tidens typiske skikkelser.
Citat
Øh, ser du sønnike, sagde min far. Han havde allerede kaldt mig sønnike eller min dreng fire gange her til morgen. Verden er jo ikke så god, som vi vil have den til at være. Der er jo desværre nogle skøre magtmennesker rundt omkring. Og sådan som jeg ser på det, går der ikke lang tid, før det hele kollapser. Det kommer til at ske. Det er stensikkert. Og det er mine venner i Amerika enige med mig i. Jeg vil jo nødig lyde som en eller anden dommedagsprofet. Og jeg vil heller ikke som sådan gøre dig bange. I stedet vil jeg gøre dig parat. Forstår du det?
Det er ikke nogen opløftende coming-of-age-proces, som Henry – den noget passive, men køligt observerende og derfor velvalgte fortæller i Lone Aburas’ fjerde roman DET KOMMER TIL AT SKE – må gå igennem. I stedet vakler han rundt i en verden, hvor ingen – især ikke hans egne eller skolekammeraternes forældre, der for de flestes vedkommende farer rundt med hovedet under armen i forsøget på at finde ud af, hvem de egentlig er – rigtig vil tage ansvar for noget. I stedet er hans teenageliv en kavalkade af absurde begivenheder og umage, uholdbare bekendtskaber.
Henrys overgang fra halvbarn til halvvoksen er ikke nem. Hans forældre leger morbide lege, hvor moren spiller død, og faren beder Henry om hjælp til at grave hende en grav i haven. Faren arbejder løs som lagerchef, moren er deprimeret og kan for det meste ikke andet end at stirre ud af vinduet. En dag tager hun sit eget liv. Henry sendes til skolepsykolog. Han har svært ved at få venner og ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med sin halve forelskelse i klassekammeraten Alma.
DET KOMMER TIL AT SKE er et godt take på en ungdomsroman anno 2016, der gennem den unge fortællers betragtninger viser kløften mellem de unge og de voksne. Romanen er befolket af en lang række typiske figurer, som Aburas karikerer med en kølig og ofte humoristisk distance. Det er velkendte skikkelser og relationer, vi møder: der er den dysfunktionelle kernefamilie og skilsmissefamilien, der er ballademagervennen Adam, og op til flere piger, der kommer mellem fortælleren og Adam.
Men det er i højere grad en lang række 2010’er-typiske karakterer, der giver humoristisk og samtidssatirisk bid til romanen. Der er blandt andet den shamanistisk inspirerede psykolog-John, der opfordrer Henry til at finde sit totemdyr:
– Du tænker nok, hvad er et totemdyr?, og du kan måske få den tanke, at du har lyst til at få dig en ørn, fordi den er kraftfuld, og så tro, at du kan vælge den. Men sagen er, at totemdyret vælger dig.
Og så er der ikke mindst Henrys far, der pludselig – efter at have været totalt pacificeret efter sin kones død og kun har været i stand til spise junk og bingewatche serier på Netflix – rejser sig fra sengen, bliver prepper og, i hvad der er nogle af romanens mest absurd sjove passager, går i gang med at forberede forstadsvillaen på et kommende sammenbrud.
Det er ikke økonomisk armod, der er problemet, hverken i den dysfunktionelle og nedre del af middelklassen – den del, som Henry vokser op i – eller den øvre, litteraturlæsende del, som han, efter at have været plan-, næsten viljeløs det meste af romanen, kritikløst bliver omfavnet af, da han lige pludselig bliver forfatter og udgiver en lettere fiktionaliseret udgave af sin opvækst. I stedet er det de voksnes barnlige forsøg på at realisere sig selv, der fører Henry og de andre unge af sporet.
Romanen nøjes ikke med, gennem Henrys usentimentale betragtninger, at holde både prepperfædre, kendisforfattere og andre af 10’ernes typer med deres flydende identiteter ud i strakt arm. Den er således også en ordbog over en lang række klichéer, anglicismer og dårligt slang, der popper (hov) op overalt. Alle forstadens figurer er udstyret med hver deres helt unikke, men alligevel ret så ens, klichéfyldte måder at udtrykke deres begejstring, vrede og så videre på.
Derfor dukker sætninger og udbrud som ’Det ville være for sindz, ville det ikke?’ og ’Chillax!’ også op overalt, ligesom selv de feterede forfattere ikke kan undslippe klichéerne. ’Jeg var besat af ord’, lyder det således fra den ’internationalt anerkendte’ Fritjof Rasmussen, der på meget arrogant vis affejer Henrys autofiktion.
Om den, autofiktionen altså, er god læsning, får vi aldrig noget at vide om. Det er Aburas’ bidske samtidssatire imidlertid, med sin sikre og ligefremt sjove portrættering af middelklassemedlemmernes famlen i blinde.
