Dum, dummere, mennesket – Preben Major Sørensen NATTERGALENS HENRETTELSE
Crazy, mørk og morderisk morsom Major lader tæppet gå i nye sære fortællinger.
Citat
Omsider udmattet af at bide et større antal katte, kaniner og småbørn ihjel, væltede Glam om på siden og faldt i en dyb snorkende søvn, mens dens ejer med støvlen på pedalen omkransedes af beundrende, læderklædte rockerpiger, som godt kunne tænke sig at blive besovet af den seje fyr med den muskelsvulmende kamphund Glam. Men nu skulle Glam og dens herre hjem. Glam blev løftet op – snorkende med en lyd som af en serie tropiske tordenskrald – forsigtigt anbragt i et tremmebur som derpå fastgjordes til Nimbussen, og så gik det ellers hjemad, for fuld udblæsning, mens de liderlige rockerpiger stod og vinkede og skreg og lavede liderlige tegn. Det var en af Glams gode dage.
Lad det være sagt med det samme. Preben Major Sørensen er ikke for sarte sjæle. Et par lokkende, men sandfærdige, stikord om hans nye samling fortællinger NATTERGALENS HENRETTELSE vil sætte selv de vildeste gossip-sites skakmat. Her er voldsom sex og sexet vold. Groteske ulykker og det ulykkeligt groteske. Kød, blod og et autoerotisk stereoanlæg. Alt sammen iklædt en både enkel og snørklet elegant syntaks med en ofte galant tone, der uden at fortrække en mine fremmaner lemlæstelse og liderlighed.
Der lægges hårdt ud med en kort næsten mareridtsagtig fortælling om en ex-kæreste, der i en seksuelt betonet voldsrus går amok på hovedet af en pige, der har forvandlet sig til en mand uden krop. Teksten nærmer sig ren voldsæstetik, men slipper alligevel en interessant pointe om mennesket ind:
– Der er nogle der ler fordi de ikke kan skrige eller skriger fordi de ikke kan le. Eller er det fordi de ikke kan græde?
I det absurde, groteske og sære – hvor overskridelsen af ”det normale” bruges som greb, ligger en række sorte sandheder om mennesket, som nogle vil være enige i – andre forfærdes over.
For Preben Major Sørensen fremstiller i høj grad homo sapiens som et dumt, id-drevet dyr. Som i fortællingen APPARATURET, hvor tilslutningen af et voldsomt erotisk (musik)anlæg får sveden og lysterne til at drive hos det par, der hiver dets ledninger ud og ind og ud og ind. På ganske grineren vis overlæsser fortælleren situationen med detaljer, der vidner om hans høje kulturelle og civilisatoriske niveau, kun for at blive afbrudt af en primitiv voldssceance, der afslører parret som de rene amøber.
I den korte TO STYKKER OM STEMMER antyder Preben Major Sørensen ligefrem en determinisme i den menneskelige opførsel, da en mand griner højt og vækker naboerne, der i raseri begynder at banke på væggen. Da manden holder inde, stopper naboerne med det samme deres klagende slag.
– Og lige så brat han tav, lige så brat hørte bankene på væggene op og stødene mod loft og gulv. Det var ligesom aftalt. Og han tænkte: Alt er – på forhånd – aftalt.
Civilisation og moral er kun et tyndt lag på overfladen, der tjener til vores egen ophøjede selvforståelse, synes Preben Major Sørensen at sige. En pointe, der føres ud i det groteske i DEN OVERKØRTE, hvor ingen reagerer på en trafikulykke, og en forbipasserende mest af alt overvejer at slå den forulykkede helt ihjel i stedet for at ringe efter hjælp.
I kontrast til det dyriske står lysende poetiske drømmepassager som i den apokalyptiske ARIES, hvor Majoren demonstrerer et mesterligt (kvæler)tag om sproget. Det smukke får dog ikke lov til at stå, men kortsluttes af meta-bemærkninger, ironiske hverdagsdetaljer og samfundskritik – en strategi, som går igen i flere fortællinger.
NATTERGALENS HENRETTELSE er sært fascinerede, intellektuelt stimulerende og sine steder ekstremt morsom. Det er bestemt ikke pixibogslekture, og dovne læsere med hang til wienerbrødslitteratur vil kvæles i de mange grove korn i trylledejen. Enten vil man drages af hans univers, eller man blokerer med fornuften som skjold. Jeg lod gerne paraderne falde.
