Dur og mol – Haruki Murakami 1Q84


Med 1Q84 er Murakami tilbage i sin gamle form, efter den lidt skuffende EFTER MIDNAT. Alle de tematiske spor, japaneren har lagt ud undervejs i sine værker, samles og syntetiseres i nærværende første bind af romantrilogien 1Q84.

Citat

Aomame beherskede sig og rynkede på panden. “Her?” Hvad er der galt med dig? Hvordan kan du overhovedet få den tanke i din alder? Du sidder der i dit dyre jakkesæt og med slips på, og så opfører du dig sådan. Hvordan kan du så meget som bare overveje at trække tissemanden frem her? Hvad tror du ikke, de gæster vil tænke? Jeg synes, vi skal gå op på dit værelse, og så tager du bukserne af og viser mig den. Bare os to sammen. Er det så svært at forstå?”

Titlen 1Q84 er det navn, figuren Aomame giver den parallelverden, hun pludselig befinder sig i. Her er virkeligheden forvansket, både i de små detaljer og mere radikalt, fx findes der to måner. For at kunne differentiere mellem den gamle kendte virkelighed i 1984 og den nye, finder hun på 1Q84, hvor Q’et står for Question. Det ukendte kendte, eller det, Freud kaldte Das Unheimliche, er næsten altid til stede i Murakamis romaner, men sjældent så formaliseret som her. At placere handlingen i 1984 er desuden et nik til George Orwells klassiker af samme navn.

Romanen er delt i to spor tilknyttet hver sin karakter. 12 kapitler til hver, 24 kapitler i alt, inspireret af Bach, der skrev 24 stykke til hver toneart i dur og mol. Den ene er overnævnte Aomame, som er kampsportsinstruktør og massør med et sidehverv som hit(wo)man. Den anden hovedperson er matematiklæreren og forfatterspiren Tengo, som har problemer med at få et litterært gennembrud. De to møder ikke hinanden, men deres skæbner er uløseligt forbundne, og at de skal finde kærligheden sammen, har været forudbestemt, siden de holdt i hånd som 10-årige. Det er imidlertid ikke kun kærligheden, der forbinder de to: efterhånden går det op for læseren, at der også er mere metafysiske bånd der binder dem.

Her i første bind er det hele stadig antydninger. Murakami sætter brættet op og introducerer brikkerne, men afklaringer bliver der ikke givet mange af. Aomame er modsat de fleste af Murakamis kvinder, en usædvanlig selvstændig og handlekraftig karakter. Hun er smuk, dødsensfarlig og nymfomanisk og minder mest af alt om en karakter fra en mangategneserie, om end mere afrundet. Aomame får tiden til at gå med at slå voldelige ægtemænd ihjel med en syl i samarbejde med en gammel dame, der driver et værested for voldsramte kvinder og børn. En dag får den gamle dame en 10-årig pige ind, der er undsluppet fra en religiøs sekt, hvor hun er blevet voldtaget.

Samme sekt er den unge Fukaeri undsluppet fra. Hun er en 17-årig smuk men lettere afstumpet pige, hvis bryster er helt enormt flotte (får vi at vide igen og igen). Hun har indleveret et dårligt skrevet, men fantastisk fortalt manuskript til en forlægger, som sætter Tengo til at genskrive det. Manuskriptet ”Luftpuppen” tiltrækker Tengo, ligesom Fukaeri gør, i en sådan grad, at han indvilliger til trods for det litterære bedrag. Den følgende roman vinder en debutantpris og bliver en bestseller. Romanen beskriver et sært ondskabsfuldt folk der hedder ’Little People’ (en pendant til Orwells Big Brother), som også Aomames 10-årige voldtægtsoffer er stødt på, og som måske ikke er ren opfindelse.

Det hele bliver fortalt i et langsommeligt tempo med plads til rigeligt af de vanlige ekskurser til fx litteratur, musik, religion, videnskab, eksistens og sex. Helt vildt meget sex faktisk, især den taburiserede af slagsen såsom gammel-ung, gruppesex, analsex, fetich, incest, prostitution og voldtægt. Jeg er ikke snerpet, men denne overeksponering giver ikke altid mening. Værst er det dog Murakamis tendens til at overbeskrive samt hans til tider svage dialog.

Det trækker dog ikke fra, at Murakami igen har skrevet en opslugende bog, som man har svært ved at lægge fra sig, og hvis gåder man dårligt kan vente med at trænge længere ind i. Om det skal blive endnu et hovedværk for forfatteren, må vi imidlertid vente med at vurdere, til de to sidste bind er udkommet.

Skrevet af Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *