Den dybeste respekt for etik – Ludwig Wittgenstein EN FORELÆSNING OM ETIK
Wittgensteins forelæsning om etik er gådefuld og dragende. Hvorfor vil vi så gerne sige noget om etik, og hvorfor kan vi ikke rigtig gøre det?
Citat
Hvis et menneske kunne skrive en bog om etik som virkelig var en bog om etik, ville denne bog være som en bombe der tilintetgjorde alle andre bøger i verden.
Hvis jeg nu sagde, jeg synes, det er ok at slå andre mennesker ihjel for sjov, så ville du, kære læser, formentlig og forhåbentlig være lodret uenig med mig. Men hvorfor? Ikke på grund af noget, du kan måle eller veje ude i den fysiske virkelighed, og heller ikke på grund af noget du kan bevise logisk. Alligevel er der åbenbart noget i os, der får os til at fælde domme over, hvad der er rigtigt og forkert, og i et vist omfang indrette samfundet efter det. Men hvad er det?
Ifølge Wittgenstein vidner etikken om en ’tilbøjelighed i menneskets sind’, som han har dyb respekt for og ikke vil gøre grin med. Dette udtrykker han som det sidste i sit foredrag fra 1929 (Forlaget Virkelig 2018), hvor han ellers bruger mest plads på at bevise, at vi ikke kan sige noget meningsfuldt, når vi taler om etik. Som sprogfilosof var Wittgenstein med sit tidlige hovedværk TRACATUS LOGICO-PHILOSOPHICUS (1921) blevet opfattet som antimetafysisk og positivistisk, men vores manglende mulighed for at tale om etikken får ham ikke til at negligere den, men tværtimod til at ophøje den.
Wittgenstein kommer gennem sin tekst med slående eksempler på, hvorfor al tale om etik i sidste ende er nonsens. Fx siger han, at selvom en alvidende person vidste alt, hvad der skete i verden, inklusive inde i menneskers hoveder, og han skrev alt dette ned i en bog, ville denne bog stadig ikke indeholde etik. Det samme gælder den detaljerede beskrivelse af et mord. Selvom beskrivelsen kan vække følelser i en modtager, er beskrivelsen blot kendsgerning på kendsgerning – ikke etik. Han konkluderer cirka midtvejs, at ’hvis etik overhoved er noget, så er det noget overnaturligt, og vores ord kan kun udtrykke kendsgerninger’.
Wittgenstein tager herefter udgangspunkt i en undren over verdens eksistens i et forsøg på at vise, hvordan etiske og religiøse udtryk indebærer misbrug af sproget. Oplevelsen af denne undren findes, men den kan ikke beskrives meningsfuldt. Når man prøver, løber man storm mod sprogets grænser i et forsøg på at gå hinsides verden. Og det er håbløst, men altså udtryk for en tilbøjelighed i mennesket, som Wittgenstein har dyb respekt for.
Jeg tror, bogen vil vække en genkendelig følelse i mange læsere af, at vi kan tale om det rigtige og forkerte, ligesom vi kan tale om det smukke og det grimme. Men vi ved ikke rigtig, hvordan vi i sidste ende skal retfærdiggøre vores domme om sådanne emner. Måske er det noget, vi vælger?
Teksten fungerer godt, og man har en klar følelse af at sidde med nogle dybfølte tanker fra en stor filosof. Wittgensteins stil er både umiddelbar og analytisk, men også helt ejendommelig. Bogen er smuk og fin med gyldent omslag, lige til at have med over i en park og sidde og læse i, og den korte tekst (12 sider) kan sagtens læses igen og igen, ikke mindst på grund af de spøjse og overbevisende eksempler. Wittgenstein rækker hele tiden ud til sin modtager og forklarer og fortæller og giver en lyst til at forstå hans tankegang. EN FORELÆSNING OM ETIK kan være en god anledning til at læse videre om Wittgensteins tanker og fascinerende og omskiftelige liv og karriere, og måske tage hul på et af de længere værker.
Bogen peger på det gådefulde ved verdens eksistens og de vilkår, vi er underlagt, men aldrig helt kan begribe. Den vil forhåbentlig vække mange tanker i sine læsere. Det gjorde den i hvert fald i mig.
