Dylanfænomenets forgreninger – Anne-Marie Mai DIGTEREN DYLAN
Mai har skrevet en bog, der udfolder mytologien omkring Bob Dylans sangtekster. Det er tilgængelig litteraturkritik, der giver læseren indblik i Dylans dybder.
Dylans tekster tåler både at blive læst og lyttet til i den sungne version. Både når man læser og lytter, opdager man de digteriske kvaliteter, der er i hans sange. Ligesom man kan få et kunstnerisk udbytte af at læse Shakespeares skuespil, kan man læse Dylans sange. Den musikalske udgave er en måde at fuldende sangene på, ligesom opførelsen af Shakespeares dramaer fuldender dem som scenekunst.
Inden jeg læste professor i dansk litteratur, Anne-Marie Mais, bog, vidste jeg ikke, at ’dynanologer’ fandtes. Jeg forestiller mig, at det heller ikke er alle, der læser denne anmeldelse, der ved det. Men dynanologer, dvs. folk der beskæftiger sig akademisk med Dylan, findes altså, og Mai er en af dem.
DIGTEREN DYLAN udkommer i kølvandet på, at den amerikanske musiker fik Nobels Litteraturpris i 2016. Mai indstillede selv Dylan til prisen, og da Svenska Akademien valgte at give prisen til Dylan, skabte det både begejstring og kritik. For kan den største litteraturpris i verden gives til en musiker? Mais svar er et rungende ’Ja!’. Selvom hun ikke ser sig selv som fan, er hun er begejstret for Dylan og har stor respekt for hans digtertalent.
Her bliver jeg nødt til at stoppe op og lægge kortene på bordet: Nærværende anmeldelse er skrevet fra den stik modsatte vinkel i debatten om Dylans Nobelpris. Jeg tog del i den misbilligende hovedrysten, som Akademiens beslutning affødte, da Dylan fik prisen, fordi jeg mente det var at udvande prisen bare for at få Nobelinstitutionen til at virke mere folkelig. Bevares, Dylan er en musiker i særklasse, men han er ikke en kandidat til Nobels Litteraturpris i denne anmelders øjne. Nu ved du det.
Den teoretiske rygrad i bogen er Bruno Latours ’aktør-netværk-teori’. Den sociologiske teori lader Mai inkludere stort og småt i analysen af Dylans sangtekster i et netværk, hvor relationerne mellem kunstneren, teksten, myter, publikum og meget andet har samme vægt. Mai ser Dylans sange som et ’netværk af ord, der rækker ud efter hinanden, interagerer og skaber en slags politisk mobile, eller en uro, i sproget.’ Hvordan mobilen er konstrueret, bevæger sig og interagerer med sin omverden, beskriver Mai gennem bogens syv kapitler og et ’Ekstranummer’.
Mai skriver i et lettilgængeligt sprog, som delagtiggør læseren i ’Dylanfænomenet’ i takt med hendes analyser af Dylans lyrik. Det er ikke kun sangteksterne, men Dylan som kulturel institution, hun er interesseret i. Læseren bliver således taget i hånden og ledt gennem Dylans kunstneriske transformationer, samt den kritik og kærlighed pressen, musikerkollegaer og fans gennem tiden har udsat ham for.
Den biografiske Dylan er ikke i fokus for Mais analyser, men læseren fornemmer alligevel fascinationen af et menneske, der jonglerer med talent, gode og dårlige beslutninger og en særlig egenrådighed.
Mai sammenligner den unge Dylan med den antikke myte om Orfeus fra OVIDS METAMORFOSER. Hvor Orfeus for alvor kan synge i kraft af tabet af Eurydike, som forsvinder ned i underverdenen, besynger Dylan tabet af sig selv. Han skifter identitet – genopfinder sig selv – som da han satte strøm til folk-musikken, eller da han, der er fra en amerikansk-jødisk familie, dyrkede kristne budskaber i sine sange i slutningen af 70’erne.
Bogen fremhæver Dylans dynamiske tilgang til sin egen identitet, som det, der får ham til at træde frem som en frigørelsesfigur. Hans foranderlighed og selvstændighed er en af forklaringerne på, hvorfor han er blevet dyrket på tværs af generationer. Som en moderne Orfeus forandres hans musik, når hans relation til verden ændrer sig.
De mange identiteter og alle de andre elementer i netværket omkring Dylan tager noget af opmærksomheden fra sangteksterne som poetisk værk. Men Mai tager også klassiske litteraturkritiske redskaber i brug, når hun analyserer motiver, klang og intertekstualitet i sangteksterne. Selvom de elementer ikke kommer i første række, danner de et gedigent fundament for formidlingen af Dylanfænomenet som helhed.
Mais bog er en vellykket fremstilling af det magiske væv, Dylanfænomenet er lavet af. Med sit fokus på den historiske kontekst, receptionshistorien og dyrkelsen af Dylan, er det ikke bare en bog om Dylan som digter, men også et indblik i, hvordan en kunstner bliver et ikon. Ikonet ’Bob Dylan’ er et fravær af mennesket Bob Dylan – hvem end han er. I det fravær indfinder myter, fandom og fantomer sig.
Mais litteraturkritik favner her de mange forgreninger af Dylanfænomenet i en samlet fremstilling på en måde, som de mange biografier om Dylan ikke kan rumme. DIGTEREN DYLAN er derfor både anbefalelsesværdig for Dylan-fans, der kan få et nyt perspektiv på deres ikon, og alle der interesser sig for, hvordan en ’song and dance man’ bliver en myte og vinder Nobels Litteraturpris.
