Dystopisk tristesse – Andrej Platonov UDGRAVNING TIL FUNDAMENT
Andrej Platonov giver i UDGRAVNING TIL FUNDAMENT et poetisk vrangbillede af historiske hændelser i Sovjetunionen ved hjælp af et unikt sprog.
Citat
Pigen spiste og lagde sig med ansigtet på Tjiklins mave. Hun var bleg af træthed, og da hun var slumret ind, omfavnede hun Tjiklin med den ene arm, som om han var hendes sædvanlige mor. Safronov, Vosjtjev og alle de andre jordarbejdere betragtede længe dette lille sovende væsen, som ville komme til at herske over deres grave og leve på en fredelig jord, propfuld af deres knogler. ”Kammerater!” begyndte Safronov at definere den fælles følelse. ”Foran os ligger den faktiske socialisme uden bevidsthed. Fra radioen og fra det øvrige kulturmateriale hører vi kun linjen, men vi har ikke noget, vi kan tage og føle på. Men her hviler skabelsens substans og partiets målsætning – et lille menneske, bestemt til at udgøre et verdenselement! For dets skyld må vi så omgående som muligt få gjort udgravningen færdig, så huset snarest kan forefindes, og børnepersonellet blive værnet mod vind og forkølelse af en stenmur!”
Virkeligheden kan godt føles lidt dystopisk i en tid med klimaforandringer og flygtningekrise. I Andrej Platonovs UDGRAVNING TIL FUNDAMENT kan man forvisse sig om, at det måske altid har været sådan. Platonovs roman er en grotesk forvrængning af de tiltag, der blev sat i værk for at kollektivisere landbruget i Sovjetunionen i årene omkring 1930, hvor den også er skrevet.
Det drejer sig så at sige om forberedelserne til en utopi – det socialistiske paradis – og det er først og fremmest rigtig trist. Alle karaktererne, fra grubleren Vosjtjev til den selvmordstruede ingeniør Prusjevskij, er ramt af en afgrundsdyb tristesse, hvor deres liv er sat på standby, mens de venter på socialismen. De arbejder alle for dens komme, og i første omgang koncentrerer de sig om udgravningen til et fællesproletarisk hus’ fundament. Her skal alle arbejderne bo. Arbejdet med denne udgravning er som resten af bogen fortalt i et egensindigt sprog:
– Om morgenen hamrede et eller andet instinkt Vosjtjev i hovedet, han vågnede og lyttede til fremmede ord uden at åbne øjnene.
”Han er svag!”
”Han er ikke bevidst.”
”Skidt med det: Kapitalismen har gjort vores slags til fjolser, og ham her er også et levn fra mørket.”
”Bare hans klassebaggrund er i orden kan han bruges.”
”Efter hans krop at dømme er hans klasse fattig.”
Vosjtjev åbnede tvivlende øjnene mod den frembrudte dags lys. Gårsdagens sovende stod levende over ham og iagttog hans afmægtige situation.
”I ved sikkert allerede alting, ikke?” spurgte Vosjtjev dem med det svage håbs spagfærdighed.
”Hvad ellers? Vi giver jo alle organisationer eksistens!”
Det er en blanding af poesi, marxistiske floskler og hverdagssprog, og det fungerer overraskende godt i betragtning af, hvor sammensat det er. Platonov får på mirakuløs vis meget ud af svært håndtérlige brokker af marxistisk bureaukratsprog. Det er sproget, der er hovedpersonen, og det er måske grunden til, at romanen ikke forpligter sig på én primær karakter, men bevæger sig frit rundt i persongalleriet. Vi møder derfor ingeniører, arbejdere, selvejende bønder (de såkaldte kulakker, der blev betragtet som samfundsfjender), krøblinge og en bjørn, der er smedens tilslager:
– ”Spis, Misja!” – bonden gav pandekagen til tilslageren.
Bjørnen viklede pandekagen om sin ene lab og slog gennem dette bagte mellemlag kulakken på øret, så manden gav et bjæf fra sig og dejsede om.
Bjørnen er et morsomt indslag, og dem er der egentlig en del af, men de er mærkede af den tristesse, der gennemsyrer romanen. En tristesse, der er affødt af armod (folk dør som fluer) og en paradoksalt nok stillestående tilværelse midt i organiseringen af det nye samfund. Forstadiet til utopien er altså i det her tilfælde temmelig grum og ligner mere en dystopi. Platonov zoomer ofte ind på de situationer, hvor alt synes at stå stille, og det gør tristessen meget håndgribelig. Tristessen er også årsagen til, at arbejderne klynger sig til det håb, en forældreløs lille piges naive tro på socialismen udgør. Karaktererne har ansigtet vendt mod fremtiden, der venter et sted ude i horisonten.
UDGRAVNING TIL FUNDAMENT er en fremragende roman, og det er den først og fremmest på grund af sit særlige sprog. Sproget afspejler det sovjettiske verdenssyn, og det tror jeg ville have været svært at indfange med et mere konventionelt sprog. Romanen viser også, hvor hårfin grænsen kan være mellem dystopi og utopi, og hvordan de nogle gange som her ikke rigtigt kan skilles ad.
