Ecce homo universalicus – Lars R. Stadil ALMINDELIGE DØDELIGE
Åh nej. En lunken, dubiøs og sur kop te.
Selvom det angiveligt lyder sådan, så er det ikke en overdrivelse at ordet ’Menneske’ – påklistret det bestemte og absolutte ’t’, ’Mennesket’ altså – har fået lov at snige sig ind på hver tredje side i Lars R. Stadils nye roman. Og det er ikke engang gennemsnitligt men ganske konkret: Hver eneste ene tredje side. Med sådan en overrepræsentation af dette sfæriske og flommefede ord kan det ikke undre nogen, at Stadils familiekrønike er dubiøs og sine steder endog direkte uudholdelig. Når den forsvarsløse læser igen og igen (og igen og igen) skal mindes om, at en given lille scene er et tegn på Menneskets evne og manglende evne til dit og dat, bliver læsning til et surt slid.
Hør bare her fra en hændelig tredje-side: ”Det var Ulriks familie, der kom marcherende. Der stod en korona af fysiske og sjælelige forudsætninger om dem. De trak alle deres fortid med sig og pegede samtidig frem mod det kommende, pegede på deres efterfølgende generationer, pegede på ham, Ulrik, der sad ved cafébordet og forsvandt i en sjælden dyb tanke. De troede på mennesket, var alle på en eller anden måde humanister i Vagn Pedersens ånd, troede på forskellige måde på tilfældet i den moderne verden, der havde mistet sit fodfæste i evigheden og var blevet overladt til uendeligheden, den blinde rå ekspansion. Men de var stolte mennesker, der tålte at leve med den moderne tids ateisme, dens mangel på evige værdier. De havde i stedet sat troen på mennesket, troen på barnet, som havde været Vagn Pedersens gerning, og som Ulrik egentlig uden at tænke nærmere over det var slået ind på. Lærergerningen.”
Filmen knækker simpelthen når Stadil ser sjælelig korona og dyb tanke, hvor der kun er triviel lommefilosofi fra en walking kliché af en ung knøs, der ikke ved, hvordan han skal fordrive sin alt for lange sommerferie. Lad dog for pokker billedet af familien stå. Drop lærergerningen og lad vær med at diktere, hvad vej der skal læses, og da slet ikke, når der er tale om den mest dovne vej, der tænkes kan. Og når Stadil så også vil være bekendt at skrive ’os danske’ og ’slægte Perdersens på’ og ’Sådan stod uret som et symbol på videnskabens og rationalitetens kamp mod den middelalderlige verden’, ja så minder det til forveksling om Margrethes nytårstaler og dommen for uagtsom parodi må være ubetinget.
Slægtshistorien er sindrigt nok tresporet. Vi får farfars (og der er noget lusk ved den titel, kan jeg godt røbe!) gamle dagbog, der findes og læses af vores mand, seminaristen Ulrik (ja, han vil sjovt nok OGSÅ være hyrde!). På denne måde får læseren stykvis en ubændig historie i historien serveret – et gedigent plottrick, der sammen med ophobninger af sex, død, fødsel, forelskelse, familiært svig og et enkelt homobryllup (vi mangler blot en ufo, en drage og et kongeslot for at have alle eksistentialerne med!) holder et bastant drive i ave. Dertil en monolog fra en gal præstefrue i Ikast. Hun er med sit manisk forhippede sprog, der har døden snappende i akillessenen, så afgjort bogens mest interessant bekendtskab.
Ja tak, men ALMINDELIGE DØDELIGE, åh denne tynde kop te, slægter ikke nærværende anmeldende menneske på, og er ikke gyldne dråber i menneskets fantastiske idéhistorie, men en lunken kop, ak ja, te.
