Efterfest i himmel og helvede
Ægteskabet mellem Himmel og Helvede, William Blake, 1790-1793. Oversat af Niels Brunse, Batzer & Co. 2022
Anmeldt af Mette Marie Toftdahl
William Blake. Måske har du hørt et rockband opkaldt efter ham blive spillet på P6. Det kan være, du endda ved, at The Doors er opkaldt efter et Blake-citat, faktisk fra selvsamme bog du lige nu læser en anmeldelse af: “If the doors of perception were cleansed every thing would appear to man as it is, infinite”. Uha, den dør midt på panden, som man så gerne vil åbne.
Jeg har godt vidst, der var tale om en kunstnerfilosof fra 1700-tallet, der var uomtvisteligt cool og inspirationskilde for mange – men havde aldrig læst ham før nu. Man kan føle, man kommer for sent til festen, men Blake-fandommen er snarere en efterfest, der aldrig slutter. Denne 2022-udgivelse en 2. udgave af den oversættelse, Niels Brunse lavede for Batzer & Co/Roskilde Bogcafé i 1995. Gud velsigne (eller mere i Blakes ånd: må den gode djævel velsigne) Batzer & Co. for som et typisk nicheforlag at sikre sig, at den litteratur der bør være i verden, er tilgængelig, nu i 2. oplag af 2. version. Ægteskabet mellem Himmel og Helvede – ÆMHOH – er for længst anmeldt så rigeligt, endda lovprist, som den originale avantgarderomantiske badspell den er. Nå ja, “Dårskabens timer måles af uret, men visdommens kan intet ur måle” (fra bogens midterafsnit, “Helvedes ordsprog”). Som milllennial wannabe-heks/tarotlæggende præstedatter, der har undervist i både litteratur, kritisk tro og hekseri på højskole, er jeg fuldstændig forudsigeligt vild med denne bog. Jeg melder mig ind i rækken af vidner på, hvordan William Blake hurtigt får en central plads i ens liv og tænkning – og det er aldrig for sent.
Tryk der ætser sandheden frem
Trykkeren Blake udgav altid sine egne digte som dybtryk via ætsede metalplader (raderinger), hvor illustration og tekst er et samlet hele. De er smukke, sirlige, nærmest skønvirkelignende (en periode i 1910-20’erne, hvor der netop opstod interesse for Blake) og på enhver måde ild. Derfor er det vigtigt og skønt, at denne version er MED trykkene, i farver. Den bliver så dobbeltsproget i sagens natur, med den bonus at formen står tydeligt frem: Den profetisk-poetiske stil føles som en slags moselovs-stentavler, hvor hvert ord er omhyggeligt sat og drejer sig om universets gåde og det liv, vi bør leve.
Stemningen er den ophøjede følelse af, at alt i livet er forbundet. Hvis du tænker på bevidsthedsudvidende stoffer her, er du langt fra den første – jf. 60’erhippierne, som Marianne Lindgren kommer ind på i efterordet, der kontekstualiserer Blake godt og effektivt. Sandheden om menneskelivet er imidlertid ikke en højere enhed, men erkendelsen af selve livet som et alt andet end harmonisk ægteskab mellem himmel og helvede, og at helvedes visdom ikke skal fornægtes. Blake skriver på trykplade 14 om sin trykkemetode, at det har direkte sammenhæng med hans grundtese:
Men først skal den forestilling, at mennesket har en krop adskilt fra dets sjæl udslettes; det vil jeg gøre ved at trykke efter den infernalske metode, med ætsende syrer, som i Helvede er helsebringende og lægende da de opløser synlige overflader og lader det uendelige, som var skjult, komme til syne.
Det er ophidsende, at det, der ætser os i den fysiske verden, er lægende i helvede, og bringer os hinsides de fem sansers dimensioner, hvad der sker ved at opløse distinktionen sjæl/krop (LSD, anyone?). Som alt i denne bog pendulerer jeg mellem at synes det er noget vrøvl og det klogeste, jeg nogensinde har læst. Lindgrens efterord giver en spændende indføring i, hvordan Blake kan siges at foregribe især Nietszche, men også Freud og Jung. Hun forklarer en smule af den hyppige og sydende kritik, Blake retter mod Swedenborg: en svensk naturforsker og mystiker i samtiden, hvis kortlægning af himmel og helvede i Blakes øjne var dybt amatøragtig. Den var jo baseret på eksisterende kilder. Det eneste rigtige er at foretage en rejse på fantasiens vinger til helvede og få korrigeret de overleverede sandheder ved at bevidne den åndelige verdens visdom med egne øjne. Eksempelvis gengiver Blake i en af sine 5 “mindeværdige fantasier” (trykplade 7), hvad han så på klippesiderne ved de fem sansers afgrund, nemlig en djævel, der skrev følgende med ætsende ild:
Hvor kan I vide om ikke hver Fugl der skærer sin vej gennem luften er en grænseløs verden af fryd, lukket ude af jeres fem sanser?
Som med det meste Blake har skrevet, er der “a lot to unpack here”, og det kan jeg ikke modstå: Vi mennesker har en fascination af fugle. Vi vil gerne være som dem, men har så svært ved det. Når Jesus nævner fugle i Bjergprædikenen, handler det om menneskets bekymringer for at tjene til føden, og at vi bare skal stole på forsynet – hvad jeg tror er ironisk ment. For vi er ikke fugle, vi skal spare op og tage vare på os selv og hinanden. Pointen hos Blake er netop hvad det er, der sker, når mennesker ser på fugle: vi ser glimt af en fryd “mellem himmel og jord”, som vi har svært ved at tune ind på. Noget, jeg finder enormt befriende ved ÆMHOH er, at dette fugle-nirvana ikke er en ønskelig tilstand i det daglige liv, bestående af lutter lagkage og meditation, “thi evig stilstand er død” (H.V. Kaalund, 1877). Blakes kristendomstolkning afviser at Gud skal være en curlingforælder. Han insisterer på balladen, det daglige bøvl og de uforsonlige holdninger, som der, hvor livet udspiller sig. Den pointe kan opleves som banal og vil for nogle “grindset”-typer føles ukonstruktiv, for det er upraktisk, at godhedens stilstand – den opnåede succes – ikke er gavnlig eller virkelig. Det er et hårdt og vildt vilkår. Blake lever da også i revolutionernes historiske moment, og han er ærkedemokratisk, taget helt ud i sjælens ærinde: godhed og ondskab bytter plads og kan kun konsulteres på fantasiens intuitive vidder.
Men det at tolke, hvad der egentlig står på siderne, er læserens leg og en del af bogens måde at virke på, til inspiration, frustration og ny erkendelse. Oversættelsen af den er ingen ligetil sag. ÆMHOH blev først oversat af Aage Marcus i 1928-1930, og anden gang af Niels Alkjær i udgivelsen fra 1952, genudgivet i 1970. Niels Brunses version har tydeligvis nogle vigtige korrektioner. Jeg har dog et svagt punkt for smukke gamle oversættelser, Fx Alkjærs “Uden modsætninger skrider livet ikke” vs. Brunses kontante, men korrekte “Uden modsætninger er der intet fremskridt”. Blakes egen sætning “Without Contraries is no progression” lyder egentlig også mærkelig, og jeg får lyst til at ændre den til “Without contradictions there can be no progression”. Måske er det ligesom med de mange versioner af Vølvens spådom: Forlægget inspirerer til at tage sig poetiske friheder – og Blake ville i øvrigt mene, at sandheden nås bedst gennem poesien. Men vi vil også gerne have en tekstnær gengivelse.
Blake-effekten i passende doser
Det virker indlysende, at vi bør udsmykke diverse institutionsgange med Blake-reproduktioner, for hans ordbilleder kan have en dybtgående positiv effekt. Den canadiske radioproducer Frank Faulk har lavet en fantastisk indføring i Blake i form af en kort podcast, hvor tre hengivne læsere afgiver smukke vidnesbyrd. Blandt dem en læge, der fandt et svar og en trøst i Blake, da han ikke kunne finde sjælen, når de dissekerede menneskehjernen på lægestudiet. Hans børn citerer helvedes ordsprog, når de fejler: “Forbedring skaber lige veje, men de krogede veje uden forbedring er åndens veje”, og han peger på Blake, når patienter får dårligt nyt i hans lægepraksis. Ordene lindrer og muliggør det, positivpsykologerne nok ville kalde fleksibel tænkning, og som de mere religiøst anlagte ville kalde nåde.
Blake er overalt i kulturen, forsætligt eller ej. Jeg finder Blake-resonans i alverdens ting nu, for eksempel i Rockbandets Alvvays’ nummer “Belinda Says” fra 2022-albummet Blue Rev. Belinda Carlisles hitsang fra 1987 korrigeres af sangeren, på en måde der minder om Blake, når han fremturer mod englene, Profeten Esajas og mystikeren Swedenborg (der gør ham så rasende): “Belinda says that heaven is a place on earth, well, so is hell.”.
Lad os da følge Blake og for en stund flyve mellem Himmel og Helvede.