Einstein fortæller – Jean-Claude Carrière KÆRE EINSTEIN
Vi hører om Einsteins liv og arbejde. Vi hører om hans syn på atombomben, på forholdet mellem religion og videnskab, og vi præsenteres for livets store spørgsmål: Hvad er verden, hvad er tanken og er der overhovedet noget? Romanens idé er god, men uforløst, og ender desværre i filosofisk navlefnuller.
Citat
De fleste af os er disponeret på en sådan måde at vi også gerne vil forstå tingene, det vil sige tænke dem så langt som åndsevnerne nu rækker, og åndsevnerne er først og fremmest vores fornuft; vi vil også forstå Det Store Hvorfor: Vi vil forstå hvad det er der får os til at forstå, vi vil med andre ord tænke tanken, dens måde at fungere på, dens grænse så videre. Man kunne blive ved.
Med alt dette in mente hører man så pludselig nogen sige at en ‘forklaring’ på visse fænomener ikke alene er umulig, men også meningsløs. At tanken kun kan forklare det der tænkes eller er blevet tænkt. At den ikke kan få fat på det der ikke tænkes. At dét at ville forstå det som ikke er til at forstå, overhoved ikke giver mening.
En ung kvinde vandrer ned af gaden i en unavngiven centraleuropæisk storby. Hun finder adressen, hun leder efter, og træder ind. I et venteværelse sidder et spøgelseskabinet af naturvidenskabelige personligheder, og klamrer sig til deres dokumentmapper. Hun venter, observerer, og imens går tiden i stå. Hun vises ind i et tilstødende lokale, og der står han så: Einstein – forelæsningen kan begynde!
Carriére jonglerer bogen igennem med begreberne tid og rum. Begivenhederne udspiller sig i et tidløst parallelunivers, hvor personer ekspederes ud i glemslen i takt med gyldigheden af deres tankegods. De fysiske rammer ændrer sig som på en teaterscene, og diverse rekvisitter materialiserer sig, når de skal bruges. Hele forestillingen bakkes op af alle tiders 3-dimensionelle planetarieshow; behændigt gemt væk bag lukkede døre. Einstein og det perfekte klasseværelse!
Ak og ve! Alt er iscenesat, lyset er klar og rollerne er besat. Manuskriptet er bare ikke særlig godt gennemarbejdet, og som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af at have misset en fantastisk forestilling.
Det virker som om Carrière (eller Einstein?) ikke rigtig har bestemt sig for hvad han vil fortælle og til hvem. Historiske begivenheder og videnskabelige opdagelser serveres som kronologisk gryderet krydret med filosofiske udbrud, der gør det svært at skelne mellem forfatteren og Einsteins holdninger. Denne sammenblanding får Einstein-figuren til at fremstå lidt træt og opgivende. Som en ældre herre fanget mellem sine teoriers succes og sin egen manglende evne til at forklare dem.
Som bogen skrider frem, stiger desuden antallet af forklarende regibemærkninger. Dette tager luften ud af Carrières leg med tid og rum, og efterlader et indtryk af manglende tillid til læserens forståelse. Samme mangel på tillid sniger sig også ind i bogens filosofiske overvejelser. Nogle gange slås der opgivende ud med armene. Andre gange præsenteres man for en lommefilosofisk godbid, man så kan nikke anerkendende, men uinteresseret til. Peter Plys-logik kan være en velsignelse, men den fungerer altså bedre i 100 meter skoven end i Einsteins relative og komplicerede univers.
Det er egentligt lidt ærgerligt, det kunne have været rigtig godt.
