Af | 20. oktober 2010

Eksperimental hjemløshed – Paul Auster SUNSET PARK

Paul Auster har skrevet endnu en halvallegorisk semi-krimi om tilværelsens underfundige uforudsigelighed, denne gang med finanskrisen som baggrundstæppe.

Citat

Han er otteogtyve år, og så vidt han ved, har han ingen ambitioner. Ingen brændende ambitioner i hvert fald, ingen klar forestilling om hvad opbygningen af en rimelig fremtid kunne medføre for ham. Han ved han ikke vil blive i Florida meget længere, at det øjeblik nærmer sig hvor han vil føle behov for at komme videre igen, men indtil det behov modner til en handlingsmæssig nødvendighed, er han tilfreds med at forblive i nuet og ikke se fremad. Hvis han har opnået noget i de syv et halvt år siden han forlod sit college og begav sig ud på egen hånd, er det denne evne til at leve i nuet, at begrænse sig til her og nu.

28-årige Miles Heller bor i Miami, hvor han lever af at fotografere lejligheder, som finanskrisen har lagt øde. En dag møder han tilfældigvis den unge cubanske immigrant Pilar, som han forelsker sig hovedkulds i. Men da Pilars storesøster, der ikke er begejstret for Miles, truer med at melde ham til politiet for ulovlig omgang med en mindreårig, må han forlade Florida og søge tilflugt hos sin kammerat, den seksuelt frustrerede trommeslager Bing, som har slået sig ned i et kondemneret hus i Brooklyn-kvarteret Sunset Park.

Her kommer Miles til at dele tilværelse med de to ligeså seksuelt frustrerede unge kvinder, kunstnertypen Ellen, og akademikeren Alice, men også med en belastet fortid i skikkelse af sin far, som han ikke har set, siden stedbroderens skæbnesvangre dødsulykke syv år tidligere. Da Pilar kommer på besøg, må Miles konfrontere både sin konkrete og eksistentielle hjemløshed.

Inkarnerede fans af Paul Auster behøver ikke få angstneuroser over, at seneste skud fra Brooklyn-auteurens notesbog markedsfører sig som et anderledes et af slagsen. Når man ser bort fra, at fortællingen ikke følger én, men flere personers synsvinkel, og at fortælletiden er skiftet fra datid til et forholdsvist moderat dramatisk præsens, er SUNSET PARK nemlig en vaskeægte Paul Auster Classic – komplet med ensomme New York-eksistenser, læssevis af usandsynlige sammenfald af tilfældigheder og rå mængder intertekstuelle referencer til diverse film og litteratur, alt sammen æltet sammen til en spændstig dej af lige dele skånselsløs suspense og vegetativ noir-melankoli.

Det er på en gang bogens styrke og svaghed. Styrke, fordi Auster hermed endnu en gang demonstrerer, hvad det er, han er så god til. Og svaghed, fordi forsøget på at fortælle historien på en ny måde – gennem flere forskellige synsvinkler – egentlig bare resulterer i den fornemmelse, at SUNSET PARK faktisk ville have været en endnu bedre bog, hvis han havde sparet sig besværet. For eksempel lider samtlige seks personer under den begrænsede spalteplads (romanen er på kun 275 sider) ved det, at de forbliver temmelig skabelonagtige og kommer til at fremstå som parodier på deres egen Austerske forudsigelighed: ærlige, intelligente, ensomme mennesker, der tager skæbnesvangre beslutninger, elsker baseball og bruger ord som penis, vagina og fallisk kærlighed.

Men plottet er veldrejet og finanskrisevinklen både aktuel og kreativt omsat, så man labber det i sig med velbehag. Næste gang Paul Auster føler trang til at eksperimentere i det litterære maskinrum, måtte han dog for min skyld gerne udskifte et par møtrikker i karakteropbygningen. Hvornår har man i en Auster-roman fx sidst fulgt et rigtigt uintelligent møgsvin, et regulært fjols eller en snævertsynet republikansk konformrytter uden sans for de hverdagens små mirakler? Dét ville sgu være anderledes.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også