Elskov og gumpetungt flæsk – Frank Kjørup JEG ER STADIG VÆK
Digterjeget i JEG ER STADIG VÆK er godt nok bortkommet. Til gengæld synes digteren Frank Kjørup for alvor at have fundet sin egen og meget håndgribelige lyriske stil.
Citat
Kosmos, du
epidemi af mørke
som springer fra den ene
stjerne til den anden somblomsterne med støv fra grene
lægger sig døve på jorden
som en strand
til sammen
til sidstsom ingen,
ikke engang
med langsomme,
fejende bevægelser vil komme
og tørre støv af.
JEG ER STADIG VÆK er anden udgivelse fra Frank Kjørups hånd. Allerede i debutudgivelsen INDEFRARØD fra 2011 slog han stort ud med armene og gav sig i kast med en fantaseren over anseelige – nogle ville sige gigantiske – spørgsmål om liv, død og kærlighed. I nærværende opfølger er han ikke mindre ambitiøs, men fortsætter derimod sit universelle sværmeri, hvor univers og transcendens bringes i forening med helt konkrete og stoflige sansninger. Det er højpoetisk fænomenologi, vi har med at gøre: Ordene skal bevæge én, man skal kunne mærke dem og røre ved dem.
Digtsamlingen er således inddelt i fire kapitler, der under hver sit ’universelle’ tema – ydmyge emner som væren, erotik, erindring og kosmos – netop prøver at bevæge læseren ved sin sanselighed. Første kapitel har temaet liv (og død) som implicit overskrift, men det tages ikke op som abstraktion, derimod som stoflighed. Oplevelsen af dødelighed og endelighed beskrives via iagttagelser af helt konkrete genstande og følelige metaforer: Døden bliver til ’en lampe, der blev slukket’, og barndommen bliver til et hår, der ’forsvinder i et hjørne’. Det samme i andet kapitel, hvor det erotiske beskrives som et stjernebillede – men vel at mærke et stjernebillede ’af mørkets/ gumpetunge flæsk’. Det er den gennemgående strategi for digtene at bevæge sig fra det abstrakte til det substantielle.
Forbindelsen til e.e. cummings er åbenlys. Den amerikanske modernist-digter kunne skrive på en måde, så hans ord blev direkte mærkbare og håndgribeligt. I JEG ER STADIG VÆK kommer forbindelsen også til udtryk i formsproget, hvor Frank Kjørup trækker tydelige veksler på forgængerens formeksperimenter. Der bliver set stort og demonstrativt på gængse regler om linjeskift og store bogstaver. For slet ikke at tale om tegnsætningen, der tages til en eksplicit ekstrem, hvor punktummer skrives ud med bogstaver, og parenteser og kolonner bruges i overdrevent flæng.
– OVER// høstgul eng/ hænger den// vilde måne// Punktum
Selv om Frank Kjørup har ladet sig inspirere udefra både i form og strategi, er han en særdeles dygtig billedstormer. Hans billedsprog er på samme tid simpelt og akkurat.
JEG ER STADIG VÆK stiller konstant spørgsmål til og omformer, hvordan vi grundlæggende opfatter verden og sproget. Hvordan billeddannelse og begrebsdannelse er uløseligt forbundet. Noget af akkuratessen kan givetvis forklares ved, at Frank Kjørup til daglig er ansat på Københavns Universitet og forsker i kognitiv poetik. Ikke desto mindre tyder et kort og koncist digt som ovenstående på mere end en god forsker – nemlig en god digter.
