Industriel Iliade – Emil Bønnelycke SPARTANERNE + BERLIN + ROSA LUXEMBURG
Emil Bønnelycke introducerede ekspressionismen, futurismen og sågar Tom Kristensen i Danmark. Nu får han en velfortjent genoplivning.
Citat
Firkanter. Firkanter. Firkanter. Firkanter. Firkanter. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Grave. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors, Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors. Kors
Som Johan Rosdahl skriver i sit glimrende efterord, har Emil Bønnelycke længe været brugt som eksempel på ekspressionisme i dansklærernes antologier snarere end betragtet som enestående forfatter. Men med indlemmelsen af SPARTANERNE + ROSA LUXEMBURG + BERLIN i Sandalserien, Gladiators alternative kanon, rådes der nu bod på det.
Udgivelsen indeholder den ekspressionistiske eksperimentalroman SPARTANERNE (1919), figur-digtet BERLIN (1918) samt dødsmessen ROSA LUXEMBURG (1919). Sidstnævnte skaffede Bønnelycke ry som lidt af en spradebasse, da han under en oplæsning i Politikens foredragssal saluterede den nyligt myrdede socialist med tre affyrede pistolskud. Men Bønnelycke kan ikke reduceres til en skabet provocateur, for hans åbenlyse litterære talent skal tages seriøst.
SPARTANERNE er udgivelsens kernetekst. Den består af tre separate spor, som dog alle korresponderer tematisk og samtaler indbyrdes ved enten simultanitet eller kontrast. Det ene spor følger en ung spartansk soldat i Den Peloponnesiske Krig, der i elegisk prosa krænger sin ømme længsel ud. Det andet en modløs soldat i skyttegravene, der sprogligt lemlæstet hakker sine fragmenterede bevidsthedsstrøm frem i et febrilsk tempo. Det tredje følger en ung dansk rekrut, der i militærets strenge øvelsesforløb tvinges til refleksioner over sin tabte ungdom. De er alle tre sansende kronvidner til krigens rædsel og den dertilhørende oplevelse af identitetstab, nedbrudt erfaringshorisont og tærende længsel.
Det er et velkendt fænomen, at soldater har svært ved at udtrykke deres krigserfaringer. Som Walter Benjamin engang sagde, brækkede sproget ryggen ved Somme. Netop dette epistemiske før/efter iscenesættes ofte i krigslitteratur fra perioden og åbenbarer sig i SPARTANERNE i forskellen mellem rekruttens velovervejede tankestrøm og skyttegravskrigerens sproglige granatsplinter. De udtryksfulde fragmenter når deres yderste potens, da den desillusionerede soldat står på soldaterkirkegårdens kornmark af kors og bryder ud i sin ikoniske remse (se citat). Men paradoksalt nok giver gravplads-figuren her sproget en, i Danmark, hidtil uset materialitet.
Den klagende spartaners narrativ illustrerer rigtigt nok krigens universelle karakter, men bliver langtrukkent og enerverende. Det er derimod i de apokalyptiske krigsscener fra skyttegravene under 1. Verdenskrig, at Bønnelycke virkelig ruller artilleriet ud. Her aner man den futuristiske fascination for det moderne og æsteticeringen af industrien, tempoet, maskinen – den totale forening af skræk og skønhed:
– Natten er oplyst som et guddommeligt Helvede, en rød og stærk gylden Underverden hvor fantastiske Kræfter er sluppet løs (…) Ilden, de grønne Bundter af Stjerner, hvide Magniumseksplosioner, dalende, kegleformede Dødningelys, Benradsparasoller af blegt, unaturligt Kviksølvskær.
Bønnelycke besynger dog ikke krigen, som mange futurister ellers havde for vane – i hvert fald inden de stiftede bekendtskab med den. Selv den ellers så krigsliderlige Marinetti endte som pacifist. Krigen fremstilles som menneskets kamp mod sig selv, den totale meningsløshed åbenbaret i al sin gru. De unge rekrutter drømmer om almagt og styrke, men oplever i stedet slagmarkens totale kontingens, at være et afmægtigt lille tandhjul i en stor militærmaskine.
Hvordan Bønnelycke kan skrive så malerisk om en krig, han aldrig selv har deltaget i, er mig en gåde. I soldatens bombastiske og alligevel messende ekspressionisme tager jeg mig selv i åndeløs lynlæsning og må tvinge den i stå, for ikke at… Ja, hvorfor egentlig? Man bør lade sig rive med af Bønnelyckes hypnotisk rasende prosa. Som de unge soldater, der i kampens hede slår hjernen på automatfunktion og skyder intuitivt mod den fremadstormende fjende. Sådan bør han læses.
Bønnelycke har fortjent sit comeback. For SPARTANERNE er ikke bare velskrevet, den rummer tillige nogle vigtige iagttagelser over det 20. århundrede og undersøger i samme nu universelle temaer som længsel, identitet og krigen som korrumperende kraft. SPARTANERNE er en industriel Iliade.
