En beatpoets forkyndelse af junk-evangeliet – William S. Burroughs JUNKIE
Sandheden skal man som bekendt høre fra børn og fulde folk, og det er præcis denne ’råt for usødet’-stemning af essens og no bullshit, der gør JUNKIE til en stor læseoplevelse.
Citat
Junk er en ligning på celleniveau, som viser junkien, hvordan verden hænger sammen. Jeg har lært meget af junk: Jeg har set livet blive udmålt i pipetter af morfinopløsning, jeg har oplevet abstinensernes smertefulde fortvivlelse og den lystfulde lindring, når de junkhungrende celler drikker af kanylen. Måske er al nydelse det samme som lindring. Junken har lært mig stoikerens ro. Jeg har set fængselsceller fyldt med syge junkier, tavse og ubevægelige i hver deres ensomme elendighed. De vidste, at det ikke nyttede noget at beklage sig eller bevæge lemmerne. De vidste, at ingen dybest set kan hjælpe andre. Der findes ingen nøgle, ingen hemmelighed, som kan videregives. Jeg har lært junkens ligning at kende. Junk er ikke, sådan som alkohol eller marihuana er, et middel til at opnå større nydelse i livet. Junk er ikke et sus. Det er en måde at leve sit liv på.
I et snævert univers, der drejer sig om én ting – junk – og med personager som Græker-George, Subway-Mike, Portner-Louie, Sodavands-Willy, Bøsse-Eric, Sømanden og Fritz Opsynsmand, er scenen sat blandt 1940’ernes morads af tvivlsomme skyggeeksistenser. Gennem Burroughs’ åbenlyst selvbiografiske alter ego, William Lee, får vi både et skarpt og detaljeret indblik i tilværelsen som narkoman, gadejunkiernes ensformige hverdag og en slet skjult kritik af den amerikanske middelklasses hykleriske bedsteborgere.
Beatforfatterens debut fra 1953, der i dag betragtes som en litterær klassiker, var særdeles skandaløs, da den kom frem. Ikke mindst på grund af den chokerende mangel på dårlig samvittighed over at være på kant med loven og den uhørt afstumpede mangel på fortrydelse i forhold til de menneskelige svigt, misbrugslivet fører med sig. Eksempelvis hører vi blot i en bisætning, at han undervejs bliver skilt fra sin kone. Fokus er iskoldt et andet.
Det enkle, ligefremme og næsten saglige sprog – flot nyoversat af Rasmus Klitgaard Hansen – understreger effektivt denne nivellerende kølighed. Tonen holdes let, distanceret og lakonisk-anekdotisk:
– Musik hjælper lidt, når man har abstinenser. Engang i Texas blev jeg afvænnet på en cocktail af marihuana, diarrémedicin og et par gode Louis Armstrong-plader.
Eller mere barskt:
– Pat fortalte mig, at Don havde kræft. ’Nå’, sagde jeg. ’Så dør han sikkert snart’. Og det gjorde han. Han lå i sin seng og kastede op i en uge, og så døde han.
På en gang vanvittigt, nøgternt og trist er bogen en hård cocktail af kanyler, vener og rus, abstinenser, afvænning og evindelige tilbagefald. Med sin rå humor fremstår JUNKIE på den måde som en særegen blanding af Hunter S. Thompsons absurde og morsomme FEAR AND LOATHING IN LAS VEGAS og John O’Briens smukke, sørgelige LEAVING LAS VEGAS, hvor en mand har det som sin mission at drikke sig ihjel.
Det er selvdestruktion på højt plan, og selvfølgelig kan denne deroute-roman ikke ende lykkeligt. Snarere end en finale eller et punktum for noget som helst, forstår vi, at junklivet er et kredsløb, som bare fortsætter og fortsætter. Det er skruen uden ende, der er ingen udvej, og det er bare at acceptere det. Således bliver junk-trummerummen også et mere overordnet billede på livets meningsløshed, for det ’high’ der jagtes, er så udtalt et andet end forstadslivets bekvemmeligheder, men når alt kommer til alt, kommer det hele vel ud på et. Det er mesterligt og vedkommende den dag i dag.
