En billig chokoladeskal – Pamela Moore CHOKOLADE TIL MORGENMAD
Det er ligeså usundt, som det lyder. Genudgivelsen af Pamela Moores coming of age-roman fra 1956 byder på tidløse billeder og sproglige skuffelser.
Citat
“Jeg kan se nu, at mit sociale liv vil være tabt for altid. At blive et moralsk barns elsker. Jeg havde aldrig forestillet mig sådan en skæbne. Jeg burde have vidst bedre end at blive involveret med en irsk pige. De er alle sammen så humørsyge og lidenskabelige og så forfærdeligt samvittighedsplagede omkring alting. Du ved godt,” sagde han, “at jeg ikke kan blive ved med at se dig hele tiden. Kun i et stykke tid, så vil mit polygame selv dukke frem igen.”
“Tror du?” Hun smilede. “Vi får se. Du er ikke kommet særlig godt fra start. Du har smidt din maske. Du har gjort dig selv sårbar.”
“Courtney,” sagde han “er du nogen sinde blevet slået?”
De lo, og det var ikke grimt længere.
‘Den Silvia Plath, du aldrig hørte om’ står der på bagsiden af bogen. Det er magasinet Marie Claire, der er kommet med den udtalelse, og som nyglad Plath-fan skruede den korte sætning mine forventninger helt i vejret.
CHOKOLADE TIL MORGENMAD er skrevet af den dengang 18-årige Pamela Moore og byder på et blik ind i den unge Courtneys tumulte liv. Den unge piges møde med hendes egen seksualitet, voksenlivets udfordringer og afskeden med barndommen bliver her udpenslet i farverige rammer.
Courtney går på kostskole. Hendes alenemor er alkoholiseret skuespiller i Hollywood. Hendes far er faktisk helt normal i New York. Courtneys egen nysgerrighed overfor en af skolens lærerinder og generelle teenageluner får hende sendt hjem til hendes mor i Hollywood. Her begynder Courtney at udforske sin egen seksualitet med de ældre, mandlige skuespillere, og hun opdager den kristelige skam.
Skammen følger hende til New York, hvor hende og moren flytter til. Her får Courtney endelig elskere på sin egen alder, mens hun karter rundt til cocktailfest hver eneste aften og dater alle, der er blevet smidt ud af Yale. Det gør hendes veninde Janet også, omend med et mere blakket ry end Courtney. Igennem Courtneys affærer med tre forskellige mænd lærer hun om sig selv, sine grænser og sine egne lyster.
De billeder, man som læser får, når man læser om de tilrøgede cocktailfester i herskabslejlighederne i New York, den matte sol, der skinner ned over poolen på hotellet i Hollywood, og stemningen, der er blandt de rebelske unge i tidsperioden, er absolut det bedste ved CHOKOLADE TIL MORGENMAD. Den ‘fortabte ungdomsstemning’, der hviler over den øvre middelklasse i begge storbyer, er fantastisk, og man kan nærmest smage de alt for stærke drinks.
Det, der er mindre vellykket i romanen, er stilen. Man kan tydeligt mærke, at forfatteren kun er 18 år. Teksten er skrevet overdrevet direkte, så karaktererne enten fremstår abnormt selvsikre eller urealistiske. Dialogen mangler nuancer, da alle samtaler foregår på samme direkte facon. Samtidig føler man, at der ufrivilligt må ske mere mellem linjerne – hvor mange mennesker bunder en cocktail på knap syv linjers sparsom dialog? Mange, ifølge Pamela Moore.
Nogle af personerne i bogen er mere troværdige end andre. Især hovedpersonen, Courtney, er forfatteren hurtig til at give så mange karakteristika, der skal passe ind i historien, at personen Courtney ikke føles virkelig. Det eneste interessante ved Courtney er hendes møde med skammen, det grimme, som hun kalder det. Men denne skam pådutter forfatteren Courtney i tide og utide alt efter behov, ligesom skammen ved samlejet kan fjernes blot ved et selvtillidsboost (se citatet).
Derimod har veninden Janet en mere helstøbt personlighed, der passer med karakteristikken af hendes forældre og hendes situation. I det hele taget er Janet en meget mere interessant person end Courtney: Hvor Janet ofte falder i og kæmper for sin egen eksistens, flyder Courtney bare med strømmen uden egentlige udfordringer. Det ender derfor også med, at Janet begår selvmord og efterlader den overfladiske Courtney med sine dates fra Yale, vimsende rundt i New York med en martini i hånden og en overlegen attitude.
Den tabte ungdom, der prøver at udfordre forældrenes generation med overdreven druk og et bevidst spild af liv, er det, der gør CHOKOLADE TIL MORGENMAD interessant. Dette kan dog ikke helt opveje skrivestilen og de tomme karakterer, som desværre blev et irritationsmoment for denne anmelder allerede fra første side. Så nej, det er ikke den Silvia Plath, du aldrig har hørt om. Det er den semi-okay bog, markedsført som Silvia Plath-wannabe, du aldrig har hørt om.
