En bog om Thomas Mogensen -Thomas Mogensen ET FULDT MØBLERET LIV – EN BOG OM BØRGE MOGENSEN
Thomas Mogensen har skrevet en bog om sin far, møbeldesigner Børge Mogensen. Det er blevet til en bog, der vil for meget og mest af alt er det en bog om den oversete søn, Thomas. En fortælling om historiens tendens til at reproducere sig selv og om forskellen på kopi og original.
Forestil dig stuen i dit barndomshjem eller hos naboen og du vil uvægerligt støde på et eller flere af Børge Mogensens nu klassiske møbler. Møblerne kender vi alle og nu er det også muligt at lære manden bag tremmesofaen, jagtstolen og fodboldsofaen at kende. I ET FULDT MØBLERET LIV får vi historien om Børges ikke udpræget harmoniske barndom og opvækst og om voksenlivet med den ødelæggende perfektionisme, der bliver begyndelsen til enden.
I begyndelsen af sin karriere distribuerer Børge sine enkle og holdbare møbler gennem FDB. Det er møbler til folket, da det er Børges overbevisning, at alle uanset indkomst og levevilkår skal have ret til ordentlige møbler. Den folkelige tanke udmønter sig i indretning af boligen med funktionelle og pladsbesparende skabe, møbler man må hoppe i og stole, der bliver endnu kønnere med tiden.
Som en destruktiv understrøm i Børges liv løber den alkohol, der med mellemrum tvinger ham i knæ og ned under bordet, hvor sønnike lægger en pude under hovedet på den døddrukne far. Thomas er den bekymrede søn og beskytter, der får sin far gennem nedturene, forstår vi.
Thomas Mogensen forsøger i bogen at sammenskrive Børges liv med de toner, der bestemmer samtiden. Særligt henvises der ustandseligt til jazzmusikere (på fornavn, minsandten) og Mogensen d. y. laver ublu analogier mellem Miles (Davis), Gil (Evans) og Børge. Det er trættende og til dels pinligt at slæbe sig igennem irrelevante henvisninger til sorte amerikanske jazzmusikere, der skulle sætte den hvide, selvudslettende nordjyde i perspektiv. Også mange andre henvisninger til faderens samtid forekommer kunstlede og uden egentlig vægt i fortællingen.
Værst bliver det, når forfatteren kommenterer sin egen samtid med pseudopolitiske udfald mod ældrepleje, kulturpolitik og verdenssituationen generelt. Det gør sig ikke rigtigt i denne fortælling om en førsteklasses møbeldesigner, hvis møbler kunne bære hele fortællingen i sig selv.
De mange fine illustrationer vidner om en produktiv og innovativ møbelskaber. Børge Mogensen hentede inspiration i spansk tyrefægtning, amerikansk Shaker-kultur, indiske jægere og roen ved huset i Asserbo. Tilsammen giver det en ”helt ny møbeltype, som på en gang opfylder det moderne menneskes krav og samtidig peger bagud og samler grundformerne op.” Vi kender alle sammen fletstolen J39 og de tidløse lædersofaer. Nu ved vi også, at de blev til med dunkende tømmermænd i et uligevægtigt ægteskab, og at de er skabt af drømmen om perfekte møbler til det almindelige menneske.
Lidt mindre psykoanalytisk tilgang og lidt mere møbelsnedkeri havde klædt denne bog om en af vor tids største møbeldesignere. På trods af en lidt uheldig disponering af stoffet formår ET FULDT MØBLERET LIV at give et portræt af en både livsduelig og træt mand, der grundet sin stædige perfektionisme har sat sit præg på indretningen af danske hjem de sidste 50 år og langt ud i fremtiden.
