En cucumbersandwich uden bid i – Barbara Vine MINOTAUROS
Den engelske krimilady Ruth Rendell, der skriver under pseudonymet Babara Vine, har skrevet en såkaldt ’psykologisk spændingsroman’, der er lige så overraskende og uhyrlig, som en kop Earl Grey te serveret på slaget fem.
Ruth Rendell har et mærkværdigt modsatrettet talent. På den ene side, skriver hun nydeligt, hæderligt, rutineret – som enhver ulasteligt klædt ærkeengelsk Lady – og har et særdeles godt tag i de mere klassiske litterære dyder, som person- og miljøskildringer. Hendes helt store styrke er den æggende, antydende og diskrete suspensesandwich, som hun altid serverer for læseren, så der hverken bliver sagt for meget eller for lidt. Agurken er skåret i de helt rette tynde skiver, lagt perfekt sammen med det bløde brød, og skorpen er selvfølgelig skåret fra, så ingen får en ubehagelighed (alt for) galt i halsen.
Og måske er det netop derfor, at læseren kommer frem til den anden side. For hvilken sucker for suspense vil have bløde cucumbersandwiches, som kan kanøfles af selv den mest tandløse vegetar på plejehjemmet? Læseren vil helt sikkert ikke, men måske er mundgodterne i Ruth Rendells nyeste roman MINOTAUROS tiltænkt forfatteren selv? Under alle omstændigheder er denne roman, samt Rendells seneste, BLODLÆGEN, præget af en ufarlig bedstemorpen, der gør alt for stuerent.
Udgangspunktet, der for så vidt er udmærket, kan kort skitseret således: En ung svensk kvinde rejser til en lille landsby i Essex, ikke så langt fra London, for at arbejde som hjemmesygeplejerske hos en gammel fin familie, hvis søn tilsyneladende er skizofren. Den svenske Kerstin finder dog hurtigt ud af, at familien bærer på mange lyssky hemmeligheder, og at sønnen fejlmedicineres helt bevidst af de pårørende. Hun begynder selv at eksperimentere med sønnens medicin, mens hun langsomt bliver indviet i alt det skidt, familien har fejet ind under tæppet.
På skitsebrættet fejler MINOTAUROS altså ikke nødvendigvis noget. Men hvad er det så, der går galt? Som allerede nævnt, er den ’ psykologiske spændingsromanen’ ganske enkelt hverken ’psykologisk’ eller ’spændende’ nok. Ruth Rendell kommer ikke rigtigt ind under skallen på hendes badguys, eller i dette tilfælde badgirls, og man forstår aldrig helt, hvorfor de begår de ’nattens gerninger’, som de gør.
At den ikke er spændende nok, kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer adjektivet. Under læsningen af MINOTAUROS var jeg faktisk jævnt underholdt, hvilket udelukkende skyldes Rendells talent for at opbygge en elementær spænding, hendes evne til at fastholde og forberede læseren på det kommende klimaks. Desværre viste romanens klimaks sig bare at være et absolut antiklimaks. Og skal spænding ikke bygges op omkring noget, der faktisk er spændende?
Jeg føler mig med andre ord rigtigt godt gammeldags snydt. Det er som en skoldende hed sommerdag, hvor Rendell i timevis vifter en kæmpe isvaffel foran min næse, og når hun endelig rækker den til mig er al isen smeltet, og der er sand over det hele. Det kan ikke anbefales.
